Dansk  |  English
Firmalogo

Martinus' liv

Barndom

Martinus (1890) fødtes i Sindal i Vendsyssel i 1890 uden for ægteskab. Da egnen var præget af Indre Mission, kunne hans ugifte moder ikke have ham, så han voksede op under spantanske, men kærlige, forhold hos sin morbroder og dennes kone. Han fik kun en nødtørftig undervisning i den "stråtækte" skole og havde ingen mulighed for fortsat skolegang.

Ungdom

Som 12-årig kom Martinus ud at tjene som hyrdedreng, og senere kom han i lære som mejerist. Efter nogle år ved forskellige mejerier i provinsen havnede han på mejeriet "Enigheden" i København, hvor han var i mange år. Det var ikke muligt for ham at få en videre uddannelse, så han var helt uden teoretisk indsigt. Han levede et jævnt og ordinært liv og var totalt ubelæst med undtagelse af Bibelen, en rejsebeskrivelse og en stor Danmarkshistorie.

Af natur var han bemærkelsesværdig kærlig og ærlig, og dette respekterede andre mennesker ham meget for. Gud indtog en stor plads i hans liv, og når han ikke vidste, hvad han skulle gøre i en given situation, spurgte han sig selv, hvad Jesus mon ville have gjort i den samme situation. Martinus, der bad til Gud hver dag, syntes altid, han fik et passende svar på sine spørgsmål.

En dag lånte han en bog

Der indtraf ingen usædvanlige begivenheder i hans liv, før han var omkring de 30 år. Han følte ingen trang til at gifte sig og få børn. Tværtimod var han rædselsslagen ved tanken om at skulle være bundet til et andet menneske resten af livet. Der var dog ikke indhold og glæde nok i hans tilværelse, så han spekulerede en del over, hvad han skulle bruge sit liv til. Han overvejede missionærgerningen, men opgav efter en tid ideen, da han manglede den rette kirkelige indstilling.

Så en dag i 1921 i sit 30. år viste en af hans kollegaer ham en bog om reinkarnation – en bog, som kollegaen havde lånt af Lars Nibelvang. Martinus vidste ikke noget om reinkarnation, men da han fik tankegangen forklaret, opfattede han den straks som rigtig. Efter samtalen ønskede han at låne bogen, og kollegaen bad Lars Nibelvang om tilladelse. Svaret var "ja", men Nibelvang vil gerne tale med Martinus først.

Nogle få dage senere kom Martinus på besøg, og som ubelæst var han imponeret af Nibelvangs bogsamling. Efter en hyggelig samtale, tog Nibelvang afsked med ham med ordene: "De skal se, De bliver nok snart min lærer" (Martinus: Erindringer, s. 64). Nibelvang erindrer episodens ordvalg således: "I dag har jeg været lærer for Dem, men jeg føler, at vi to snart vil komme til at bytte roller" (Martinus – som vi husker ham, s. 14). Dette udsagn syntes Martinus var mærkeligt og usandsynligt, men det skulle senere vise sig at gå i opfyldelse.

Et par dage senere læste Martinus lidt i bogen, indtil han faldt over en anvisning på en meditation på forsynet. Under denne meditation oplevede han under sit første meditationsforsøg, hvad han senere har kaldt sin "kosmiske fødsel", og denne ændrede totalt hans liv.

Den kosmiske fødsel

Den kosmiske fødsel er en parallel til mystikernes oplevelse:

Jeg så lige ind i en skikkelse af ild. Et Kristusvæsen af blændende solskin bevægede sig nu med armene løftet som til omfavnelse lige hen imod mig. Jeg var fuldstændig lammet. Uden at kunne afstedkomme selv den mindste lille bevægelse stirrede jeg lige ind i det strålende væsens bælteregion, der nu var lige ud for og på højde med mine øjne. Men skikkelsen fortsatte sin bevægelse fremad; og i næste øjeblik gik den lige ind i mit eget kød og blod. En vidunderlig ophøjet følelse betog mig. Lammelsen var forbi. Det guddommelige lys, der således havde taget bolig i mig, gav mig evne til at se ud over verden.
    Og se! Kontinenter og have, byer og lande, bjærge og dale lå badet i lyset fra mit eget indre. I det hvide lys blev jorden forvandlet til »Guds rige«.
    Den guddommelige oplevelse var forbi. Jeg havde atter for mig den fysiske virkelighed, mit værelses detaljer, min positions ringhed. Men »Guds rige« lyste og funklede stadigt i min hjerne og i mine nerver. (Martinus: Omkring min missions fødsel, kap 16)

Martinus gentog dagen efter sin meditation, og han havde en tilsvarende oplevelse, hvorefter han ud over at kunne skue Jordens realiteter i Guds lys fik evnen til bevidst at kunne kontrollere en åndelig sansedimension, der satte ham i stand til at skue åndelige verdener hinsides den fysiske. Faktisk blev han i stand til at gennemskue hele universets konstruktion, fordi han så at sige fik del i Guds bevidsthed.

Disse mystiske oplevelser i 1921, som totalt ændrede Martinus’ bevidsthed, har han beskrevet i den lille bog, Omkring min missions fødsel.

De nye bevidsthedsevner gav problemer

De første år havde Martinus store problemer med sine nye evner. Han kunne mærke andres sygdomme på sig selv, og det gav problemer, når han f.eks. kørte i sporvogn. En aften, han var på vej hjem i en sporvogn, tog en mand, hvis organer var hårdt angrebne af sygdom, plads overfor ham. Martinus var lige ved at besvime, og blev til sidst smidt ud af sporvognen, fordi konduktøren og de øvrige passagerer troede, han var beruset. Da han kom ud, besvimede han.

Sådanne problemer med sine pludseligt opståede clairvoyante evner overvandt han dog med tiden. I øvrigt frarådede han dyrkelse af sådanne clairvoyante evner, fordi de svækker intelligensen.

Man kan jo bare se på de spiritistiske medier, de er meget følelsesudviklede på intelligensens bekostning. De har ingen selvstændige meninger, men må spørge ånderne og spørge ånderne i det uendelige, og de ved ikke engang, om det virkelig er rigtige ånder, de har med at gøre. (Erindringer, s. 81 f.).

Han koncentrerede sig om sin kosmologi, og dyrkede ikke sine psykiske evner. Han var et varmt og kærligt menneske, der tog sig tid til at modtage og hjælpe de mange mennesker, der søgte hans råd og vejledning om personlige problemer.

Martinus Kosmologi

Da Martinus havde vænnet sig til sin nye bevidsthed, tilbragte han resten af sit liv (ca. 60 år) med flittigt at nedskrive, tegne og forklare sit verdenssyn i det, der nu går under navnet "Martinus' kosmologi". Det blev til en del bogværker, symboler, foredrag og artikler gennem årene.

Martinus' kosmologi er altså en nedskrevet version af det verdenssyn, som Martinus fik som følge af sin kosmiske bevidsthed. Dermed har hans kosmologi i høj grad et subjektivt islæt, og dette er da også grunden til, at han på det kraftigste advarede nogen mod at tro blindt på hans kosmologi og synspunkter. Tværtimod opfordrede han til, at man selv undersøger, om han har ret, ved at gøre livet selv og naturen til dommer – ved så at sige selv at læse i livets bog.

 

 
Senest opdateret: 21-04-2016 1:34