Dansk  |  English
Firmalogo

Opdatering af Windows

Der er ikke noget mere irriterernde, når man sidder og arbejder ved computeren, end at den pludselig lukker ned og genstarter sig, fordi Windows har opdateret sig selv. Dette har plaget mig gennem et stykke tid, men heldigvis har de programmer, jeg typisk arbejder i, været gode til at gendanne de ellers tabte data.

Det er ellers smart nok, at Windows selv holder sig opdateret, f.eks. imod trusler udefra, men når man mister data i den forbindelse, er det knap så smart endda. Hvis du har samme problem, kan du ved at følgende denne vejledning tage kontrol over computerens opdateringer, så du bliver herre i eget hus. Vejledningen er lavet specifikt til Windows 7, men princippet kan også bruges i andre Windows-versioner.

  1. Klik på Start-knappen og derefter på Kontrolpanel.
  2. I Kontrolpanelet er der mulighed for flere forskellige visninger, hvilket godt kan forvirre en del, men oppe i højre hjørne er der et søgefelt, hvor der står Søg i Kontrolpanel. Skriv Update i dette søgefelt.
  3. I søgeresultatet klikker du på Slå automatisk opdatering til eller fra.
  4. I rullelisten kan du se, at Installer opdateringer automatisk (anbefales) er valgt. Skift i stedet for til Hent opdateringer, men lad mig vælge, om de skal installeres.
  5. Klik på OK.
  6. Luk Kontrolpanelet igen.

Nu bestemmer du, og du kommer ikke ud for ubehagelige overraskelser længere. Til gengæld har du også påtaget dig ansvaret for at holde computeren opdateret. Du skal ikke udskyde opdateringerne i lang tid, for herved kan din computer nemlig blive sårbar. Når det er tid til en opdatering, får du en meddelelse om det i Windows' meddelelsesområde i nederste højre hjørne på skærmen.

 
Senest opdateret: 21-04-2016 1:34