Dansk  |  English
Firmalogo

Resumé

1. Overordnet set udgør specialet en GEBSERiansk kultur-kritik udmøntet på den vestlige verdens rationalitet og verdensbillede. Det er en kritik af den vestlige verdens erkendelseskultur, primært dens tiltro til rationalitet og kausalitet, og samtidig udgør specialet et forsøg på at klarlægge et alternativ. Jeg argumenterer for, at filosofien bør være opmærksom på, og tage højde for, den empirisk og filosofisk påviste fremkomst af en mere omfattende menneskelig bevidsthedsstruktur, som vil få omfattende epistemologiske konsekvenser, bl.a. filosofiens egen død.

2. Som grundlag for min kritik bruger jeg JEAN GEBSERs (1905-1973) bevidsthedsteori og -historie. Denne identificerer 5 strukturer i den menneskelige bevidsthed og samtidig 5 tidsaldre (og verdener), hvori strukturerne på skift dominerer. Det vigtigste karakteristika for de respektive strukturer er deres forskellige opfattelse af tid og rum. Den arkaiske struktur er den dybeste og mest oprindelige, og dens opmærksomhedsniveau er nærmest som drømmeløs søvn. Da den arkaiske struktur var fremherskende, levede mennesket i en før-tidslig, før-rumlig, nul-dimensional og uproblematisk helhed og samklang med altet. Med den magiske struktur opstår en rudimentær sans for tid og rum, men der er stadig tale om tid- og rumløshed. Det magiske menneske begynder at ville noget, og begynder i stigende grad at opfatte sig som stående over for verden i stedet for i den. Det ønsker at beherske og besidde verden, og praktiserer derfor magi, der transcenderer tids- og rumlige afstande med punkt-for-punkt sammenknytninger af begivenheder. I den magiske verden er enhver begivenhed forbundet med, og kan transformeres til, enhver anden begivenhed – uden at der er tale om kausalitet. Den magiske 1-dimensionale, punkt-relaterede enhed erstattes i den mytiske tidsalder med den 2-dimensionale polaritet. Det mytiske menneske har en cyklisk tidsopfattelse, men endnu kun en rudimentær rum-opfattelse, hvorved de erindrede myters begivenheder ofte er symbolske udtryk for indre, psykiske tilstandsskift i stedet for begivenheder, der udspiller sig i en rumlig verden. Hvor det mytiske menneske opdagede tiden i dens cykliske form, opdager det moderne, mentale menneske det 3-dimensionale rum og dermed perspektivet. Tid opfattes nu i en abstrakt, lineær og irreversibel form, der lader sig måle med ure. Det mentale menneske opsplitter og analyserer alting for at komme til en nærmere forståelse, og herved rives de mytiske polariteter fra hinanden med dualisme til følge. Den integrale struktur, der så småt er begyndt at vise sig, opdager tilstedeværelsen af de 4 foregående strukturer i bevidstheden og evner at få dem til at arbejde sammen i en helhedslig og multiperspektiveret forståelse, der er ubegribelig for det mentale menneske. Udover at opdage det arkaiske, magiske og mytiske i den menneskelige bevidstheds dybere lag, opdager det integrale menneske også noget, der går forud for alle strukturerne, og som GEBSER kalder "oprindelsen" eller "Sig'et". Denne bevidsthedens og verdens urgrund kan tilnærmelsesvis lignes med østens Tao eller ECKEHARTs Gottheit. I begyndelsen af den integrale tidsalder opdages den 4-dimensionale rumtid som en forløber for det fuldt udviklede integrale menneskes opfattelse af tid som en intensitet, dvs. noget kvalitativt. GEBSER dokumenterer den spirende integralitets frembrud på utallige områder i det vestlige menneskes kultur, hvoraf jeg dog kun refererer nogle få.

Alle strukturer er i begyndelsen kvalitative og effektive, men degenererer sidenhen med kvantifikation og mangelfuldhed til følge, hvorefter der er basis for fremkomsten af en ny supplerende struktur. Det degenererede mentale menneske er det rationelle menneske, og det er en kritik af to opfattelser hos dette menneske, nemlig dets rationalisme og kausalisme, der er specialets hovedemne:

3. GEBSERs strukturmodel medfører, at virkeligheden ikke lader sig forstå til bunds med anvendelse af rationelle begreber, forestillinger og metoder, idet disse kun passer til den mentale tidsalder. Rationaliteten kan ikke forstå det irrationelle (det arkaiske, magiske og mytiske) og det "arationelle", som i den integrale tidsalder vil ophæve det rationelle.

Ud fra GEBSER diskuterer og kritiserer jeg to former for rationalisme: (1) Rationalisme som forstandstiltro, og (2) rationalisme som modsætning til religiøsitet. GEBSER opfatter rationalismen som overdreven, når den udarter til en reduktionisme, der gør rationaliteten til dommer over alt andet, f.eks. det magiske og mytiske. Der argumenteres for, at mennesket ikke længere bør favorisere det mental-rationelle, men i stedet bør se alle bevidsthedsstrukturer som ligeværdige. Det mental-rationelle bør miste sin selvbestaltede autoritet. Der er ikke længere behov for yderligere styrkelse af den mentale strukturs hang til opdeling, fragmentering og analysering, men i stedet er der behov for en helhedsforståelse, som ikke kan nås gennem rationalitet, men kun gennem arationalitet. I det efterfølgende forsøg på at komme til en nærmere forståelse af det arationelle som alternativ til det rationelle konkluderer jeg, at det kan siges at bestå i en identifikation og klassifikation af fænomeners strukturtilhørsforhold, dernæst i en overvindelse af den nuværende fremherskende strukturs særlige opfattelser og metoder, og endelig i mestringen af en ny perceptionsform, der sætter indehaveren i stand til at "gribe sandheden" ved at kunne iagttage "oprindelsen", "Sig'et" og de heraf muterede strukturer i et helhedsperspektiv. Helhedstænkning betyder en opgivelse af tanken om, at måling, analyse og systematik er noget altafgørende og uomgængeligt for det erkendende menneske. Det kvalitative, arationelle og aperspektiviske er noget helhedsbetonet, der hverken lader sig spalte, analysere eller formidle uden at gå tabt.

Ifølge GEBSER vil filosofien engang blive afløst af eteologi. For nærmere at forstå hvori forskellen på filosofi og eteologi består, gennemgås et par af eteologiens grundbegreber: systase og synairese. For yderligere at præcisere det arationelle, diskuteres arationalitet i forhold til mystiske og meditative erfaringer samt dialektik. Arationalitet og aperspektivitet viser sig i dag i filosofien på tre områder: (1) med opdagelsen af tiden som fænomen, (2) med indrømmelsen af det rationelles utilstrækkelighed og (3) med interessen for helhed og gennemsigtighed. Ud over de eksempler på vordende arationelle filosofier, som GEBSER nævner, giver jeg selv to eksempler: DANIEL KEALEYs miljø-etik og PAUL FEYERABENDs videnskabsteori.

4. Den mental-rationelle struktur medfører "kausalisme", der defineres som den opfattelse, at alle fysiske begivenheder er underkastet kausalitet og lader sig forstå som kausale begivenheder. Denne opfattelse kritiseres i en argumentation for, at verden ikke lader sig forstå ud fra materialistisk kausalisme alene, men at der eksisterer andre typer årsager, end vi i den vestlige kultur normalt antager og kigger efter. Kausalismen har i dette århundrede mødt modstand indenfor kvantemekanik, kaosteori og niveauteorier, men er stadig så fremherskende, at magiske forklaringer ikke accepteres. Jeg skitserer to modeller, som kan benyttes ved kausale forklaringer: Min egen kausalitetsmodel og den velkendte "covering law"-model i sine to varianter. Derefter gennemgår jeg to eksempler på akausalitetsfilosofi, nemlig C.G. JUNGs synkronicitetsteori og JAN FAYEs tanker om den logiske mulighed af baglænskausalitet. Disse to eksempler er i sig selv dele af en argumentation for, at der gives akausale forbindelser (f.eks. synkronistiske) og at disse ikke er logisk selvmodsigende. De to modeller og de to eksempler bruger jeg som udgangspunkt for en redegørelse for GEBSERs syn på ikke-kausalitet og akausalitet. Det faktum, at der gives ikke-kausale fænomener, lader sig indpasse i GEBSERs bevidsthedshistoriske teori, så med antagelsen af denne, er der ikke længere kulturelt betingede konceptuelle hindringer i vejen for ikke-kausalitet som det f.eks. demonstreres i parapsykologisk udforskning og i C.G. JUNGs psykologi. Synkronicitet og andre parapsykologiske ikke-kausale fænomener lader sig forklare ud fra den magiske strukturs punkt-for-punkt forbindelser, som ikke er underkastet tidslige og rumlige afstande. Det integrale menneske evner også at transcendere den mentale tidsopfattelses distinktion mellem fortid, nutid og fremtid, hvorved mange af det rationelle menneskes illusioner, der gør akausalitet og ikke-kausalitet problematiske og uforståelige, falder til jorden.

Som en konsekvens af GEBSERs teori runder jeg til slut af med et opgør med den kantianske forestilling hos SIR KARL POPPER, at tid og rum og kausalitet er nødvendige kategorier for al oplevelse overhovedet.

 

 
Senest opdateret: 21-04-2016 1:34