Dansk  |  English
Firmalogo

5. Konklusion

Med dette speciale har jeg som GEBSER forsøgt det umulige: at give en tilnærmelsesvis rationel begrundelse for, hvorfor det rationelle ikke længere er holdbart. Jeg har, måske mere eller mindre indirekte, forsøgt at argumentere for, at argumentation ikke længere er tilstrækkeligt. Jeg har mere eller mindre systematisk søgt at bane en vej væk fra systematisering som mål og middel. Og jeg har forsøgt at stille en stige mellem det rationelle og arationelle, en stige der straks bør kastes bort, når det arationelle er nået.

Dette projekt har kunnet lade sig gøre, fordi det er rationelt muligt at identificere præ-integrale strukturer i den menneskelige bevidsthed, der primært er karakteriseret ved en forskellig opfattelse af tid og rum, og fordi det ud fra denne kategorisering er muligt at ekstrapolere sig frem til en kommende indstilling til tid og rum. Det kan oven i købet empirisk konstateres, at denne indstilling, den integrale strukturs, spirer frem på mange områder. Den integrale strukturs "opfattelser" og virkelighedstilgang er ganske vist ikke mentalt begribelig, men det er dog muligt dels at karakterisere den negativt og dels at fremkomme med vage positive antydninger, sådan som jeg har forsøgt det. En beskrivelse af den arationelle erkendelse afviger selvfølgelig fra selve erkendelsen, ligesom, med ALFRED KORZYBSKIs (1879-1950) ord, at kortet er forskellig fra landskabet.

En anden grund, til at et sådant projekt i et vist omfang lader sig gøre, er, at det rationelle udgør en delmængde af det arationelle. Metoder som systematisering og kategorisering er nødvendige, integrable led i den systatiske proces hen imod opdagelsen af det integrale.

Det integrale er som nævnt endnu i sin spæde vorden, og derved må et forsøg på fremstilling nødvendigvis ofte møde forståelsesmæssige grænser. Min fremstilling er derved blevet multifacetteret og ikke-lineær: den søger med andre ord på god aperspektivisk vis bestandigt at nærme sig det arationelle fra nye perspektiver, så snart en grænse nås. Ved min kredsen og skitseren ud fra forskellige perspektiver har jeg indirekte tilkendegivet, at det integrale ikke lader sig beskrive endegyldigt. Det sidste ord er ikke sagt i denne sag, for dette lader sig nemlig ikke gøre. En mental bevidsthed kan ikke gribe sandheden.

Min argumentation i indledningen for det legitime i at benytte empiriske kilder som udgangspunkt for den filosofiske refleksion skal ikke her gentages. Når jeg har brugt et empirisk udgangspunkt med GEBSERs teori hænger det sammen med, at filosofferne jo ikke eksplicit er opmærksom på arationalitetens komme og nødvendighed, og at jeg derfor har haft svært ved at finde "rene" filosofiske kilder til dette emne. Mange fagfilosofier vil dog kunne anvendes i en meget fortolkende version (således som jeg f.eks. benytter mig af FEYERABENDs videnskabsteori), men dog med overfortolkning som risiko.

En vigtig grund til det empiriske udgangspunkt skal også søges i den omstændighed, at spørgsmålet om filosofien kan proklamere sin egen død, temmelig sandsynligt altid må besvares negativt. Det synes nemlig umuligt at argumentere for filosofiens uduelighed uden dermed at udøve filosofisk virksomhed. Mange filosoffer er gået i denne fælde ved f.eks. at argumentere imod absolutisme eller metafysik, selvom de selv til dette formål bruger absolutter eller uafvidende har en metafysik. Vil man derfor gerne af forskellige grunde have skovlen under den rationelle filosofi, er det nødvendigt at anvende et ikke-rationelt og evt. ikke-filosofisk udgangspunkt, og her forekommer valget af GEBSERs teori mig ideel.

GEBSERs betydning for verden består ikke alene i påvisningen af, at virkeligheden er bevidsthedsafhængig og derfor ser forskellig ud for en afrikaner, indianer, asiat og europæer m.fl. – det er der jo ikke noget afgørende nyt i – men i hans opfattelse degraderes det europæiske verdensbillede også fra en status som "det mest udviklede" til en ligeså fragmenteret og ufuldstændig status som de øvrige kulturers. Vestens verdensopfattelse er ikke længere suveræn, men blegner i forhold til det spirende integrale verdensbillede – på trods af, at dette ikke fremstilles særligt klart hos ham.

Gebser er egentlig af den opfattelse, at verden ikke er 100% intelligibel: Det arkaiske, magiske og mytiske kan ikke forstås fuldt ud af den mental-rationelle struktur. Dermed sættes klare grænser for hvor stor en del af verden, der lader sig videnskabeligt beskrive – og denne grænse går ved det præ- eller a-rumlige, præ- eller atidslige, eller ikke- eller akausale. Videnskaben, filosofien og fornuften kan ikke bruges som eneste sandhedsvidner, og den reduktive opfattelse af verden, som noget der principielt lader sig beskrive og forklare af disse instanser, har revision eller afløsning behov.

Den integrale struktur anerkender uden tøven, at der til enhver tid i alle fremtrædelsesformer ved siden af de rationelle elementer også gives prærationelle, f.eks. i form af psykisk irrationalitet og magisk vitalitet. Det er vigtigt at understrege, at de præmentale strukturer ikke er udtryk for primitive menneskers vildfarelser, men at de er aktive realiteter i det moderne civiliserede menneske, og at det er af stor betydning for menneskets fremtid, at det lærer disse præmentale strukturer at kende, så det ikke beherskes af deres mangelfulde og fragmenterede fremtoning.

GEBSERs bevidsthedsteori udmærker sig ved at indeholde alle bevidsthedens elementer og centrerer sig ikke kun om rationalitet, logik og tænkning. Inkorporeringen af magiske og mytiske evner i en bevidsthedsteori er en enestående akademisk bedrift, som stadig efter et halvt århundrede er en udfordring for den rationelle filosof. Dette bunder i, tror jeg, at den videnskabelige verden er overfokuseret på nomotetiske kendsgerninger, der lader sig producere, reproducere og måle i laboratorier, og konsekvent lukker øjnene for en efterhånden temmelig omfattende rapportering og dokumentation af menneskelige erfaringer med f.eks. magi og parapsykologi. Denne negligering har kunnet lade sig gøre, fordi disse erfaringer overvejende er af idiografisk natur, og motivationen har været, at de har den frækhed at transcendere den paradigmatiske rum(tids)lige virkelighedsopfattelse. Ganske vist foregår der parapsykologisk forskning på universitetsniveau verden over, men denne er ildeset af andre fagområder. Jeg finder det er meget mærkeligt at de fleste filosoffer ikke er mere interesserede i parapsykologi, idet denne rummer særdeles interessante og dybtgående erkendelsesteoretiske perspektiver. Jeg håber og tror, at GEBSERs teori kan være med til at åbne op for dette forskningsområde.

Specialet som helhed udgør en kritik af nogle væsentlige forestillinger i den vestlige kultur, nemlig rationalisme og kausalisme, og det er samtidigt et opgør med den vestlige filosofiske traditions verdensbillede og ensidige bekenden sig til disse ismer, for så vidt som dette er tilfældet. Ud fra GEBSERs teori fremstår den adskilthed og uafhængig eksistens, der kendetegner kausalitetstænkning, tydeligt som et usandsynligt postulat. Virkeligheden består ikke af separate entiteter, som står i kausale relationsforhold til hinanden, men i stedet for hænger alting sammen på et dybere plan. Bekender man sig til separalitetstænkning unddrager man sig selv mulighed for at forstå den magiske verdens (og de underliggende verdeners) forbundethed, samt et fænomen som synkronicitet. Endvidere vil man have svært ved at forstå den non-lokalitet, som kvantemekanikken i dag opererer med. Kausalitetstænkning kan ikke forklare alt, og dette er GEBSERs teori et blændende eksempel på.

Som konsekvens af GEBSERs tænkning kan man sige, at det er forkert at forestille sig, at mere rationalitet og rationalisme vil kunne løse alle vore problemer. Der må noget andet til. Det er endvidere forkert at tro, at mennesket af i dag er færdigudviklet. Mennesket kan, trods sin nuværende selvovervurdering, blive langt mere fuldkomment.

Skulle jeg afslutningsvis vurdere mit arbejde, vil jeg sige, at det svageste ved specialet er alt det, der ikke står. GEBSERs polyhistoriske begrundelser for hvorfor det integrale er under frembrud kommer ikke nok frem i min fremstilling, idet han bygger på detaljer i helt andre "sammenhænge" end jeg er vant til at færdes i: f.eks. digteres, maleres og andre kunstneres universer. Han kan f.eks. finde på at bruge et udsagn fra PICASSO og tolke det i taoistisk retning for derefter at lade disse betragtninger indgå som en lille del af den samlede argumentation for anvendelsen af termer som "der unsichtbare Ursprung" samt i sin argumentation for at det integrale vitterligt er begyndt at vise sig. Det er for det første uoverkommeligt at tage alle sådanne små eksempler med i en fremstilling, og det er også en umådelig stor opgave at verificere alle oplysninger: I det netop givne eksempel ville det være ideelt med et godt kendskab til PICASSO for at kunne vurdere om referencen til taoisme er rimelig.

GEBSER bruger en form for aperspektivisk fremstillingsform, fordi han finder det nødvendigt. Dette betyder desværre, at en alt for analytisk tilgang til GEBSERs værk vil ødelægge det, hvilket omvendt ikke betyder, at man ikke skal tage det alvorligt. Men som det også omtales, vil det rationelle ikke kunne forstå det arationelle, og derfor vil en for rationel tilgang indebære en misforståelse af værket. Tilsvarende vil det være en total misforståelse at læse Tao-te-king med en rationel, analytisk, logisk bevidsthed: Man ville hurtigt identificere en masse selvmodsigelser og forkaste værket som nonsens. GEBSER skriver ikke på en ligeså paradoksal og mytisk måde som LAO TSE, langt fra, men han kredser noget omkring sine nøglebegreber (som han i parentes bemærket helst vil undgå benævnelsen "begreber" for) og nærmer sig dem fra mange vidt forskellige perspektiver uden nogensinde at definere dem skarpt og endeligt. Dette betyder ikke, at han kan afvises som en vag tænker, tværtimod er han meget skarpsindig, men det betyder, at det arationelle ikke kan indfanges af det rationelle.

Summa summarum: man kan ikke indfange og definere GEBSERs filosofi/eteologi og dens grundbegreber på en særlig entydig, generaliserende og analyserende måde, men den kan kun fremstilles ligeså multiperspektiveret og -facetteret som GEBSER selv gør det, men så må man enten fremstille GEBSER i forkortet og ufuldstændig form, eller man må nøjes med at lade ham selv tale. Jeg har gjort det første. Og det har mig bekendt alle øvrige GEBSER-fortolkere også, dvs. at ingen af os (heller ikke FEUERSTEIN) har formået at fremstille GEBSERs filosofi på en fuldgyldig måde. Det aperspektive unddrager sig nemlig fremstilling:

Die Grundphänomene, der unsichtbare Ursprung und das Zugleich, sind vom Wesen her mit unserem Denk-Vorgang weder vereinbar noch mittels seiner darstellbar. Sie entziehen sich der Darstellbarkeit; letztlich sind sie überhaupt nicht darstellbar. Bestenfalls annäherbar. Kein Begriff kann sie umreißen, keine Gradlinigkeit ist ihnen gemäß. Sie sind, so weit sie überhaupt etwas "sind", mehr als tausendaspektig, voller Offenheit und offener Fülle. (GEBSER, 1974a: 110)

Den rationelle, filosofiske tænkning må give op, og den integrale sandhedsskuen må begynde.

 

 
Senest opdateret: 21-04-2016 1:34