Dansk  |  English
Firmalogo

2. JEAN GEBSERs bevidsthedshistorie og -teori

Antropologen og kulturfilosoffen JEAN GEBSER (1905-1973) fødtes i den preussiske by Posen (nu Poznan i Polen), boede i forskellige europæiske lande og endte sine dage i Schweiz. Han var en enegænger udi bevidsthedsfilosofi, hvilket ikke mindst skyldes hans spirituelle verdensanskuelse, der skræmte filosoffer og psykologer langt væk, men i sine sidste 6 leveår opnåede han den akademiske anerkendelse, at der blev oprettet et professorat i sammenlignende kulturvidenskab ved Salzburg Universität til ham. Hans væsentligste arbejder var dog allerede færdiggjorte og udgivne på dette tidspunkt: Ursprung und Gegenwart bd. 1-2; 1949/1953 og Abendländische Wandlung; 1943. Nogle mente endog, at hans betydning for kulturstudierne var som JUNGs for psykologien og EINSTEINs for fysikken (MCCOY, 1981: 95), og han blev til sin 60-års fødselsdag hædret med hele to festskrifter: Wege zum integralen Bewußtsein og Transparente Welt.

GEBSER påviste 5 forskellige bevidsthedsstrukturer eller opmærksomhedsniveauer hos mennesket, som danner baggrund for 5 forskellige kulturelle oplevelser af tid og rum mm.: den arkaiske, magiske, mytiske, mentale og integrale bevidsthedsstruktur. De er hver for sig dominerende i 5 tilhørende tidsaldre, men effekten af dem alle kan spores i dag, idet de tilsammen konstituerer den moderne bevidsthed.[5] En struktur, der derfor tilsyneladende er "fortidig", er ikke forældet, men er stadig aktiv. En bevidsthedsstruktur udgør en bestemt måde at se verden på, dvs. at den er udtryk for en bestemt type projektioner. Fremkomsten af en ny dominerende bevidsthedsstruktur er ensbetydende med en gennemskuelse og tilbagetrækning af den foregående strukturs projektioner.

Det vestlige nutidsmenneske benytter sig primært af den mentale struktur, men er på randen af den integrale tidsalder. GEBSERs hovedanliggende var at påvise, belyse og dokumentere den integrale bevidsthedsstrukturs frembrud som en mulig faktor, der kan hjælpe menneskeheden ud af den globale krise, hvis hovedkendetegn er ubalancen mellem øget teknologisk kunnen og formindsket ansvarlighedsfølelse.[6]

Eine Überwindung des jetzigen Zustandes der Welt, die wahrscheinlich ihren rationalistischen und technokratischen Höhepunkt bald erreichen wird, kann weder durch die Ratio noch durch die Technokratie, aber ebensowenig durch ein Predigen und Mahnen zu Ethos und Moral oder durch ein irgendwie geartetes Zurück geschehen. (GEBSER, 1949: 29)

De tegn på den integrale strukturs frembrud, som GEBSER kan se i tiden, giver et håb for en løsning af vore globale problemer. Den integrale struktur udtrykker en spirituel eller åndelig opvågning, som er vort eneste håb om redning fra materiel destruktion.

Ordet "struktur" er valgt fremfor f.eks. "niveau", "trin" og "grad" for at undgå en terminologi, der er knyttet til det rumlige, som kendetegner den mentale struktur. Nogle af strukturerne er nemlig "rumfri", hvilket vil sige, at man med disse bevidsthedsstrukturer ikke er opmærksom på det rumlige. Undertiden bruger GEBSER begreberne "frekvens" eller "mutation" i stedet for "struktur".

De 5 strukturer er alle til stede i bevidstheden, men i varierende grad i forskellige tidsaldre og kulturer. Det er dog vigtigt at bemærke, at der ikke er tale om evolutionære, historiske udfoldelser og udviklinger, idet forestillinger om sådanne kontinuerte udviklingsforløb er knyttet til den mentale strukturs lineære tidsopfattelse. Udviklingen af strukturerne sker i stedet diskontinuert, springvis, i kvanter eller ved mutation.[7] Så i stedet for at tale om "udvikling", "evolution" og "fremskridt", begreber som hører hjemme i den mentale tidsalders behov for at strukturere og perspektivere, taler han om "mutationer" fra én bevidsthedsstruktur eller tidsalder til en anden.

Udfoldelsen af bevidsthedsstrukturerne gennem de tilhørende tidsaldre er selvfølgelig historiske begivenheder, men når GEBSER siger, at hans teori om bevidsthedsmutationer ikke må forstås som et historisk udviklingsforløb, er det fordi han ønsker at distancere sig fra modeller som f.eks. AUGUSTE COMTEs 3-trinsmodel for udviklingen af videnskaberne; fra teologi (mytologi) til metafysik og med positivisme (videnskab) som mål. En sådan model indeholder nemlig både forestillinger om fremskridt, og forestillinger om at vi aldrig vil vende tilbage til de teologiske og metafysiske tænkemåder. (1) Men et fremskridt er ingenlunde kun noget positivt, for ethvert fremskridt er samtidig en forarmelse og distancering, f.eks. fra "oprindelsen" (det arkaiske). Det er således diskutabelt hvor stort et fremskridt vores teknologiske udvikling er, når man tager i betragtning, hvad vi (mis)bruger den til. GEBSER (1949) er stærkt uenig i, at positivismen skulle være den menneskelige udviklings non plus ultra.[8] Generelt kan det siges, at vurderingen af, om der er tale om et frem- eller tilbageskridt i udviklingen fra den arkaiske til den mental-rationelle struktur, afhænger af udsigtspunktet: For det mentale er der tale om et stort fremskridt, nemlig en opvågning og bevidstgørelsesproces, mens det arkaiske i stedet ser en opløsnings- og disintegrationsproces. (2) Det er heller ikke givet, at vi ikke igen vil orientere os mod det teologiske og metafysiske, når vi har opdaget positivismens blindgyde. Ifølge GEBSERs teori opsamler den integrale bevidsthedsstruktur nemlig de tidligere strukturer, primært det magiske og det mytiske, uden at der herved er tale om et tilbageskridt. (3) Endelig er alle strukturer altid til stede, men de er blot ikke altid lige meget udfoldet. Dette giver selvfølgelig mulighed for at tale om et historisk eller tidsligt forløb og en prioritering i udfoldelsen af strukturerne; således er det en empirisk kendsgerning, at den mytiske tidsalder var forud for den mentale – historisk set. GEBSER vægter imidlertid det erfaringsmæssige aspekt fremfor det historiske, som det fremgår af følgende redegørelse:

The mythic-polar, the rhythmic, is prior to the rational dual structure, but the priority is neither "temporal" nor historical. Rather the polar as the primordial constitution of time is the basis for the establishment of the dual, is always present in and is presupposed by the dual. The priority is experiential. (MCCOY, 1981: 115f)

GEBSER ønsker også at distancere sig fra historisk-biologiske evolutionsteorier med kontinuerte eller næsten kontinuerte udviklingsforløb. Udviklingen forløber i stedet diskontinuert, og pga. den stadigt voksende afstand til "oprindelsen" skal begrebet "udvikling" ikke kun forstås som noget positivt.

Dieses Mutationsgeschehen, sein In-Erscheinung-Treten ist nicht etwa als bloße Aufeinanderfolge oder als Fortschritt oder historisierend als Ablauf aufzufassen, sondern als über und durch die Zeiten und Kulturen ausgeteiltes Sichtbarwerden anlagemäßig vorgegebener Bewußtseinsmöglichkeiten, welche teils mindernd, teils bereichernd, die jeweilige Wirklichkeitserfassung des Menschen bestimmen. (GEBSER, 1949: 79)

Hvert skift i bevidsthedsstruktur sker ved plus-mutation, der defineres som en restrukturering, berigelse og intensitetsforøgelse (men ikke nødvendigvis et fremskridt), hvor det tidligere stadium ikke destrueres og forlades, men i stedet suppleres med en ny struktur, der på samfundsplan viser sig i socio-kulturelle forandringer. Man kan også udtrykke det således, at der oven på den gamle bevidsthedsstruktur aflejres en ny ved mutation, hvorved den gamle struktur stadig er til stede, omend funktionelt set mere eller mindre skjult. Det moderne menneskes mentale bevidsthed har således nogle ældre, dybere strukturer, som i et vist omfang stadig har indflydelse i konkurrencen med den mentale struktur.

For at distancere sit mutationsbegreb fra biologiens benytter han ofte udtrykket "plus-mutation". Biologiske mutationer fører til specialiseringer (da der altid er tale om et tab af muligheder og egenskaber), og sådanne mutationer kalder han for minus-mutationer:

Die biologische Mutation führt zu Spezialisierung; als solche, als spezialisierende und reduzierende, können wir sie als Minus-Mutation bezeichnen. Die bewußtseinsmäßige Mutation dagegen führt zu Überdeterminierung, zu struktureller Anreicherung, zu Dimensionsgewinnen; als solche, als intensivierende und induzierende, können wir sie als Plus-Mutation bezeichnen. (GEBSER, 1949: 73)

Plus-mutationer indtræffer, når de ældre strukturers muligheder er udtømte og derfor fremtræder mangelfulde; forældede holdninger erstattes af nye med overlegne egenskaber. Der sker så at sige et kultursammenstød mellem bevidsthedsstrukturerne, og dette kan indtræffe mellem to kulturelt forskellige mennesker eller to samfund, men også i det enkelte menneske og i det enkelte samfund kan en struktur ophæve en anden. Da spanierne overmandede aztekerne var der tale om en kamp mellem den magisk-mytiske og den overlegne mentale bevidsthedsstruktur, mellem det jeg-løse, kollektive menneske og det jeg-bevidste, individualistiske menneske. GEBSER understreger, at aztekernes underlegenhed ikke skyldtes spaniernes overlegne våben, men simpelthen beroede på den bevidsthedsmæssige styrkeforskel, der er mellem det individuelle og det kollektive menneske. Magi er kun virksom overfor mennesker med gruppebevidsthed, og preller af på det individualiserede mentale menneske (GEBSER, 1949: 31). Internt i samfundene foregår konstant kultursammenstød, hvilket f.eks. ses i den underkuelse af magisk-mytiske bevidsthedselementer, som den stærkere rationalitet i dag udøver i vestlige kulturer. Tilsvarende vil den rationelle bevidsthed, hvis stærkeste våben er kernevåben, kunne overvindes af den langt stærkere arationelle bevidsthedsstruktur (GEBSER, 1949: 31).

Alle strukturer kan fremtræde i 2 forskellige former: en effektiv og en mangelfuld (tysk: effizient/defizient). Når en hidtil effektiv strukturs muligheder er udtømte, opstår en ny struktur, og den første vil nu efterfølgende primært fremtræde mangelfuld, for så vidt som den træder frem. Som jeg senere skal vende tilbage til, er det dog ikke altid, at en underliggende struktur udøver sin indflydelse på en mangelfuld måde. Det afhænger af, om den overeksponeres i forhold til den fremherskende strukturs integrationskapacitet.

Det er vigtigt at bemærke, at de 5 bevidsthedsstrukturbegreber ikke hos GEBSER er psykologiske begreber. I stedet er der tale om begreber, der er knyttet til fænomenologiske beskrivelser af sanseopfattelsen i de respektive tidsaldre, og GEBSER præsenterer da også begreberne ved at skitsere de forskellige fundamentale syn på eksempelvis "tiden", "rummet" og "selvet". Alt GEBSER behøver for at godtgøre det rimelige i distinktionen mellem de 5 forskellige bevidsthedsstrukturer, og dermed det rimelige i de deraf tilknyttede teorier og overvejelser, er antropologisk at dokumentere de 5 tilhørende tidsaldres helt forskellige opfattelser af tid, rum osv.

GEBSER interesserede sig ikke så meget for, hvorfor bevidsthedsmutationer finder sted, men to grunde er nærliggende ud fra hans arbejde: (1) Når den dominerende strukturs muligheder er udtømte og ikke rummer udfordringer nok: PLATON startede eksempelvis en 2000-årig mutationsproces til den mentale struktur, og i dag er denne struktur ved at have nået sin grænse (mulighederne er udtømte og den fremtræder mangelfuld), og det moderne menneske står overfor en ny mutation. Denne sættes i gang af videnskabsmændene m/k. (2) Bevidsthedsmutationer hænger også sammen med økonomiske og teknologiske forandringer: den magiske struktur er forbundet med jagt og dyrehold, den mytiske med landbrug, den mentale med håndværksarbejde og den integrale med moderne teknologi og maskineri. Teknologisk udvikling medfører bevidsthedsforandring, og det omvendte gør sig naturligvis også gældende.

GEBSER har med sin teori om bevidsthedsmutationer en diskontinuert historie-opfattelse, men han antager ikke, at en plus-mutation betyder fremskridt (især ikke i materiel/teknologisk henseende), selvom der dog er tale om en berigelse.

Jeg skal afslutningsvis understrege, at GEBSER hverken ønsker at fremlægge et verdensbillede, en verdensanskuelse, verdensforestilling eller verdensopfattelse, eftersom sådanne er knyttet til bestemte bevidsthedsstrukturer. I stedet søger han en "verdensgennemskuelighed":

Zusammenfassend sei gesagt, daß es sich bei unserer Darstellung weder um ein neues Weltbild noch um eine neue Weltanschauung oder eine neue Weltvorstellung handelt. Ein neues Weltbild wäre nichts als eine neue Mythisierung, denn allem Bildhaften eignet vornehmlich Mythencharakter; eine neue Weltanschauung wäre nur eine neue Mystik (und Irrationaliserung), denn allem Anschauen, insofern es eben Schau ist, eignet vornehmlich Mystikcharakter; eine neue Weltvorstellung aber wäre nichts als eine der schon zahlreich vorhandenen Rationalisierungen, denn allem Vorgestellten eignet vornehmlich rationaler Abstraktions-Charakter.
   Uns kommt es auf eine neue Wirklichkeit an, die ganzheitlich wirkende Wirklichkeit ist; [...] Diese ganzheitliche Wirklichkeit ist Weltdurchsichtigkeit, eine Weltwahr-Nehmung. (GEBSER, 1949: 33f)

2.1 De 5 bevidsthedsstrukturer

2.1.1 Den arkaiske struktur

Det arkaiske er en betegnelse for en oprindelig bevidsthedsstruktur, hvor der hersker en problemfri og paradisisk enhed, syndfrihed i teologisk forstand, identitet og samklang mellem menneske og verden/altet. Med ordet "oprindelig" skal ikke blot henføres til "den først" udfoldede bevidsthedsstruktur, men også til en stadig eksisterende allerdybeste bevidsthedsstruktur i det nutidige menneske. Egentlig er "den først udfoldede bevidsthedsstruktur" ikke den første, men vi kender ikke nogen før. Det er den simpleste og dunkleste struktur set fra det mentales udsigtspunkt. Netop det dunkle gør rationel forståelse svær, og derfor synes det arkaiske kompliceret:

Aller Ursprung bleibt rätselhaft für die nach ihm zurückblickende Ratio, das Archaische ist nicht das Primitive, sondern das Ferne und notwendig Komplizierte, ja Paradoxe, das von der Gipfelhöhe des Intellekts nicht mehr entziffert werden kann! (ILLIES, 1975: 46)

Den arkaiske bevidsthed har et opmærksomhedsniveau svarende til dyb, drømmeløs søvn. Når man skal vurdere ud fra vor tids udsigtspunkt, er der tale om bevidstløshed, ikke-bevidsthed, uopmærksomhed eller i det mindste om bevidsthedsfjernhed, men der er paradoksalt nok tale om en form for bevidsthed. Måske skal udtrykket "drømmeløs" tolkes som en harmonisk identitet mellem ydre og indre.

Det arkaiske menneske har ingen individuel bevidsthed eller et selv, men eksisterer i ubevidst[9] samklang med helheden. Handlinger er instinktive og "felt-determinerede". Sjælen eksisterer så at sige i himlen, hvilket GEBSER underbygger med et citat af RICHARD WILHELM, der siger, at på den tid i Kina var farverne blå og grøn ikke adskilte, da ordet T'sing dækkede begge farver: Dette er en sproglig parallel til den uadskilthed, der oplevedes mellem himmel og jord (GEBSER, 1949: 85). GEORG FEUERSTEIN tilføjer, at nyfødte børn (dvs. børn med kun arkaisk bevidsthed) heller ikke skelner mellem blå og grøn.[10]

GEBSER kalder den arkaiske struktur for nul-dimensional pga. dens distanceløshed og identifikation med alt. De efterfølgende strukturer er hhv. 1-, 2-, 3- og 4-dimensionale. Den arkaiske struktur er heller ikke opmærksom på tid og rum. Når GEBSER i det hele taget benævner den arkaiske struktur "før-rumlig" og "før-tidslig", så er det udelukkende fordi disse dimensionale udtryk udgør den metodologiske baggrund for hans beskrivelser (BEHNKE, 1982: 100).

Det er umuligt at datere den arkaiske tidsalder, men som jeg senere vender tilbage til, refererer GEBSER til nogle magiske tegninger, fra ca. 60.000 år f.Kr. Så som et yderst vilkårligt overslag kan man sige, at den arkaiske tidsalder på denne geografiske lokalitet ligger endnu længere tilbage i tiden. GEBSER selv er uvillig til at datere denne tidsalder.

Der findes kun få, fragmentariske og måske ukorrekte/upræcise skriftkilder til denne oprindelige bevidsthedsform, men de findes til gengæld antydningsvis i flere kulturer, f.eks. det kundskabsløse menneske i Edens have, den vediske "purusha" og manikæernes "Adam Kadmon" (GEBSER, 1949: 83 note 30). Et af de bedst karakteriserende, omend noget indirekte, udsagn stammer fra CHUANG-TZU i det 4. årh. f.Kr.:

Die wahrhaften Menschen der früheren Zeiten schliefen traumlos.[11]

Bemærk at udtrykket "wahrhaften" (ægte/virkelig/oprigtig) ikke implicerer en opfattelse af det tidlige menneske som primitivt. Det arkaiske menneske er snarere helligt og guddommeligt, og ligner ikke vore dages såkaldte primitive mennesker:

Wer etwa die sogenannten heutigen "Primitiven" als Repräsentanten dieser Struktur assoziiert, der beraubt sich der essentiellen Grundlage seines Menschseins. Die heutigen "Primitiven" leben nicht mehr in der archaischen, sondern in einer bereits mehr oder weniger defizient magischen Struktur. (GEBSER, 1949: 85)

Da den arkaiske struktur går forud for den magiske, mytiske og mentale struktur, kan de hertil hørende erkendelsesformer, f.eks. empati, imagination og konceptualisering, ikke benyttes til at "forstå" det arkaiske. Men hermed er vi dog ikke i dag afskåret fra at stifte bekendtskab med det arkaiske, og derved verificere dets eksistens; yogier, psykedelikere, hypnotiserede og skizofrene kan være i kontakt med det arkaiske, og det er også denne struktur, SIGMUND FREUD hentydede til med sit begreb "oceanisk følelse" (FREUD, 1930: 64f, 72).

2.1.2 Den magiske struktur

Med den magiske struktur sætter den første spæde bevidstgørelse ind, idet der opstår en første centrering i det individuelle menneske; selvet, men endnu ikke jeg'et, begynder at dannes. Det magiske menneske sover ikke som det arkaiske, men befinder sig stadig i en søvngængeragtig tilstand. Mennesket træder ud af den arkaiske nul-dimensionale identitet (helhed) og ind i en 1-dimensional enhed: en rudimentær sans for rum og afstand opstår, men ellers er det magiske menneskes verden karakteriseret af tid- og rumløshed.

Med det magiske menneskes begyndende bevidsthed om den for selvet ydre natur, befinder det sig ikke længere i uproblematisk samklang med altet; det begynder gradvist at opfatte sig som stående over for verden og ikke kun i verden – en verden som oven i købet opfattes som noget fjendtligt, det gælder om at beherske og besidde. Mennesket begynder at ville noget; at konfrontere, kontrollere og blive uafhængig af den natur, i hvis magt det hidtil har levet. Denne stræben efter magt er ikke ophørt siden. Det magiske menneske øger sin magt yderligere ved fremstilling af værktøj, som f.eks. kiler, økse, spyd, bue og pil.

Den magiske tidsalder indeholder mange niveauer, således at de senere involverer en tiltagende reaktionsdannelse imod naturen og dermed en stadig fjernelse fra helheden.

Selvom mennesket ikke længere helt udifferentieret opgår i altet, og selvom mennesket ikke længere kun oplever verden som helhed, men begynder at opleve dele, opleves en nær punkt-for-punkt sammenhæng mellem alle vitale begivenheder, idet enhver begivenhed er forbundet med, og kan transformeres til, enhver anden begivenhed. Den ene kan blive den anden. GEBSER kalder denne punkt-for-punkt forbindelse for "vital-forbindelse", og ønsker herved at distancere sig fra det til den mentale struktur hørende begreb "kausal-forbindelse". At se den magiske virkelighed med "kausale briller" er at berøve sig muligheden for at forstå den. Det magiske menneske ejer ikke evnen til at differentiere, og har dermed ingen forudsætninger for logisk tænkning og for lokalisering i tid og rum. For den magiske bevidsthed er genstande derved ikke isolerede fra hverandre, men de er smeltet sammen i en 1-dimensional, punkt-relateret enhed, der kun kan eksistere i en verden, hvor der hverken eksisterer tid eller rum.

It [the magic world] is effectively spaceless and timeless, characterized not by a causal nexus, but by an immediate and vital sympathy among all creatures, things, and actions. (Behnke, 1982: 100)

En sådan tids- og rumløshed lader sig slet ikke forstå af den i tid og rum anskuende mentale struktur. Kunne man for en tid hensætte sig i en trance, hvor den mytiske og mentale struktur elimineres, ville man emotionelt (og ikke-analytisk) opleve den magiske verden med dens tids- og rumløshed, men når man vendte tilbage til den mentale strukturs vågne bevidsthed, så ville man hverken kunne redegøre for sin oplevelse eller kunne vurdere den. Det ville være ligesom med en drøm, hvis indhold man ikke længere kan huske – kun at man havde en. Og dog kunne en sådan regression til det tids- og rumløse have en håndgribelig virkning: GEBSER nævner som eksempel herpå det helbredende kildevand fra grotten i Lourdes, som store menneskemasser stadig valfarter til. Den syge synker i sin bøn eller meditative tilstand ned til den magiske enhed under al mental begrebslighed og mytisk billeddannelse. Her, hvor al individualitet og differens er forsvundet, er der heller ingen tidslige og rumlige grænser, og et sygt organ forenes med de øvrige bedendes tilsvarende raske organer, hvorved en helbredelse kan finde sted.[12]

Et andet eksempel på neddykning i den magiske struktur ses hos shamaner, der vender tilbage fra trancen med helbredende kræfter. Ofte fortæller shamanen om sit møde med indbyggerne i åndeverdenen, men dette vidner om kontakt med den mytiske struktur. Kontakten med den magiske struktur huskes ikke. DANIEL KEALEY indvender dog hertil, at hvis GEBSER havde kunnet læse CARLOS CASTANEDAs bøger om troldmanden DON JUAN, så ville han have været mindre kategorisk mht. afvisningen af muligheden for at opleve og udtrykke den magiske verden (den anden virkelighed) med sin mentale struktur:

Perhaps if GEBSER had lived to read CARLOS CASTANEDA's The Teachings of DON JUAN he would have been a little more sanguine about our ability to articulate the magical consciousness. On the other hand, he may then have pointed out that the theoretical, structuralist explanation of magic that CASTANEDA attempts in the latter part of the book was widely perceived to be not as satisfactory as the descriptive narration in the first part. CASTANEDA himself abandons all attempts at theorizing in subsequent books and takes on a mythic voice. (KEALEY, 1990: 105 note 17)

KEALEY konkluderer:

The mental-rational, however, can be trained to observe the prerational in an unbiased way. (KEALEY, 1990: 105 note 17)

Det er jo også klart, at det mentale må kunne forenes med det magiske, idet det jo er dette, der sker i den integrale struktur, men genopdagelsen af det magiske i den integrale tidsalder vil selvsagt medføre en helt anden virkelighedsperception, end der var gældende i den magiske tidsalder.

Det er dog langtfra altid, at en regression til det magiske afstedkommer helbredelse eller styrke, snarere kan en negativ indflydelse ventes, og denne alene er grund nok til det mentales modstand mod det magiske:

Das Magische erscheint der mentalen Struktur vorwiegend chaotisch. Bricht es in das Bewußtsein ein, so erhält es Macht darüber und steigert zumeist durchaus nicht seine Kraft, sondern verwirrt sie. Deshalb, allein schon deshalb, ist die rationale Abwehreinstellung gegenüber dem Magischen berechtigt. (GEBSER, 1949: 237)

Pga. den magiske verdens ubegribelige tids- og rumløshed og non-kausalitet fremtræder det magiske "verdensbillede" uvirkeligt for det moderne menneske.

Denne altings indbyrdes forbundethed punkt for punkt medfører, at intet sker tilfældigt, og at alt, del som helhed, sættes lige og har lige gyldighed (denne skildring modificerer jeg om lidt):

Die magische Welt ist somit auch die Welt des "pars pro toto", in dem "der Teil für alles" stehen kann und steht.[13]

Selvets opståen ledsages dog ikke på dette niveau af et psykologisk selv, en ego-identitet. Mennesket er endnu jeg-løst. Når det uden jeg alligevel kan ville noget og være en mager, skyldes det tilstedeværelsen af et gruppe-jeg for den pågældende slægt, familie eller stamme.

Mennesket må heller ikke forstås som et selv med tilknyttede evner, men snarere identisk med evnerne. En jæger, der udfører det jagede dyrs bevægelser under en dans, symboliserer ikke dyret og får ikke dets kraft, men hun/han består ganske enkelt af dyrets kraft. Der er ingen adskillelse og distance mellem jæger og byttedyr, eller amulet og styrke, i denne magiske bevidsthed. Det magiske menneske involverer sig i besværgelser, forhekselser, regndans og tryllebindinger, men i den magiske bevidsthed er der definitorisk tale om identitet mellem den udøvendes optræden og den begivenhed, hvis energi udøveren bliver. Det egoløse menneskes vitale magt kan blive enhver vital magt.

For the magical man, magic is not a conscious activity performed to effect an occurrence in space and time; it is rather the way that the magical consciousness experiences itself. The world with its objects and events is charged with vital and magical powers; man too is charged by these powers, he does not "possess" them. (MICKUNAS, 1973: 183)

Når jægeren er sammenkædet med byttedyret, når de kæmpende er sammenkædet med de bekæmpede, så jager og kæmper man ikke, som det kan forekomme i den mentale tidsalder, uden ansvarlighed, respekt og tvingende grund.

Trods identiteten mellem magisk udøvelse og tilhørende begivenheder, eksisterer der på det magiske niveau et savn eller en mangel hos udøveren, og det er dette savn, der motiverer viljen til efterstræben af magt gennem den magiske handling. Den magiske verden er fyldt med vitale spændinger, og der er mange farer at overvinde, og dette søger det magiske menneske så med sine magiske midler.

Efterhånden som den magiske tidsalder skrider frem, ophæves gradvis den tætte forbundethed med altet; at alting sættes lige og har lige gyldighed, og at den magiske verden dermed er uden værdier. Med det voksende ønske i den sidste del af den magiske tidsalder om at beherske naturen samt med viljen hertil, distancerer stammens gruppe-jeg sig mere og mere fra naturen, og den magiske enhed forvandler sig gradvis til den mytiske polaritet.

Den magiske bevidsthedsstrukturs tætte forbundethed med naturen samt dens opfattelse af, at ethvert punkt, dvs. enhver begivenhed, ting eller handling, uafhængig af tid, rum og kausalforbindelser, ikke blot kan stå i vital forbindelse med, men også kan substitueres af, et andet punkt, ledsages af evnen til clairvoyance og telepati:

Der magische Mensch besaß nicht nur die Fähigkeiten des Fernsehens und Fernwissens, er war auch in stärkstem Maße telepathisch. Erklärt sich die Telepathie, ein Phänomen, das heute auf Grund des erdrückenden Beweismaterials selbst von den geeichtesten Rationalisten nicht mehr abgeleugnet werden kann, teilweise durch die Bewußtseinsausschaltung, die das Ich auslöscht oder verdunkelt und es in die raum-zeitlose "participation inconsciente" mit der Gruppenseele zurückversetzt, so erklärt sich das Hellsehen auf die gleiche Weise. (GEBSER, 1949: 100f)

Der lægges pga. de telepatiske evner ikke vægt på det talte ord, og derfor er mange menneskeafbildninger fra den magiske tidsalder mundløse:

Jedenfalls ist das Fehlen des Mundes ein Zeichen dafür, daß das Organ, das eine Aussage ermöglicht, für den magischen Menschen noch irrelevant ist. Die Verständigung innerhalb des Gruppen-Ich, des "Wir", bedarf noch nicht der Sprache, sondern erfolgt gewissermaßen "subkutan" oder telepathisch, da die Ichlosigkeit des einzelnen, der kein einzelner ist, die Teilhabe und Kommunikation an den kollektiven und vitalen Intentionen fördert, weil die untrennbare Verflochtenheit der Sippe das vorherrschende Prinzip ist. (GEBSER, 1949: 104)

Der er stor usikkerhed mht. hvor langt tilbage i tiden den magiske tidsalder skal dateres, med andre ord, hvor gamle de typisk magiske afbildninger er. Der har selvfølgelig været en del overlapninger mellem de forskellige perioder, og derfor vil mange afbildninger indeholde elementer fra flere perioder. Ublandede magiske afbildninger har primært 2 karakteristika: (1) mennesker er mundløse og har aura. Først med det mytiske menneske, bliver munden af betydning, idet det magiske menneske med sin gruppe-bevidsthed kommunikerer subkutant eller telepatisk. Det magiske menneske har en meget lyttende og modtagende indstilling overfor virkeligheden. (2) Menneskers forbundethed med naturen illustreres med et mylder af planter og dyr mellem menneskefigurerne, eller ved at menneskefigurerne simpelthen hænger sammen.

Den magiske tidsalder har været udbredt over hele Jorden, og dateringen af dens ophør er geografisk betinget: I vesten kan udtrædelsen af den magiske tidsalder spores i kunstværker fra det 2. årtusind f.Kr. GEBSER fremviser magiske, vestlige tegninger og afbildninger fra ca. 60.000 år f.Kr. og frem til 1.300 e.Kr., og finder enhver fastsættelse af den magiske tidsalders begyndelse vilkårlig (GEBSER, 1949: 106-108).

Det magiske fremtræder i sin effektive form som fortryllelse og tryllebindelse, og i sin mangelfulde, negative form som trolddom, herunder både sort og hvid magi.

Da den magiske struktur er en mere eller mindre latent struktur i den menneskelige bevidsthed, udøver den stadig en vis indflydelse, som dog med den stigende bevidsthedsudvikling må betegnes som udelukkende rudimentær og negativ. Den magiske struktur forefindes tydeligt i nutidens såkaldte primitive kulturer, men dog i en mangelfuld og devitaliseret form pga. kontakt udadtil med de civiliserede menneskers mytiske og mentale strukturer. Det er tydeligvis også den magiske struktur der i dag i de moderne vestlige samfund viser sig ved de forskellige former for mediumisme, clairvoyance og telepati. Dens tilstedeværelse viser sig også i mere indpakket, teknologisk form, f.eks. i den ved maskiner og mekanik befordrede beherskelsestrang over naturen. Den magiske bevidsthed har også meget tydeligt vist sit ansigt i det tyvende århundredes fascistiske og marxistiske massebevægelser, og i de højt industrialiserede demokratiske samfunds ungdomsbander, militær, sportsorganisationer og magtpolitik etc. De olympiske leges åbnings- og afslutningsceremoni, med dens totemistiske enhed mellem den olympiske ånd og ild, er et godt eksempel på moderne, magisk ritualitet.

Alles Machen, sei es nun magisches Zaubern, sei es rationale technische Konstruktion einer Maschine, ist eine Entäußerung innerer Kräfte oder Gegebenheiten und damit ihr Sichtbarmachen im Außen. Jedes Werkzeug, jedes Instrument, jede Maschine ist nur die Nutzanwendung (also auch perspektivisch gerichtete Anwendung) der im Außen wiedergefundenen Gesetze des "Innen", und zwar der Gesetze des eigenen Körpers. (GEBSER, 1949: 197)

Når den magiske, og for den sags skyld også den mytiske, struktur på de netop nævnte områder overmander den fremherskende mentale struktur hos det moderne menneske og dermed viser sig, sker det altid på en utilstrækkelig måde, idet den ikke er ordentligt integreret i den samlede bevidsthed, og fremfor alt fordi den magiske struktur er svækket pga. de senere heraf muterede strukturer. Resultatet er en fragmenteret bevidsthed, hvis strukturer konkurrerer indbyrdes, og derfor alle optræder i mangelfuld form. Først med den integrale struktur, kan det magiske og mytiske vise sig på en måde, som ikke er irrationel og inkohærent med den mentale struktur. Den moderne bevidsthed er indtil da fragmenteret.

Når det magiske i dag øver ubevidst indflydelse på os, sker det altid i en negativ, fragmenteret form, som f.eks. kommer til udtryk i magtstræben. Den magiske bevidsthedsstruktur viser sin uintegrerede og ubevidste tilstedeværelse i eksempelvis følgende situationer:

1. Ved følelser af et stærkt stammefællesskab eller gruppetilhørsforhold.

2. Ved politiske taler, som minder om magiske besværgelser. Ved overtalelsesforsøg med anvendelse af retorik.

3. Ved skabelse og dyrkelse af totems og idoler.

4. Ved massereaktioner og massepsykoser.

5. Ved magtbegær og magtefterstræbelse.

6. Ved opvurdering af sex i almindelighed, og i særdeleshed ved opfattelsen af sex som noget af kærlighed og sympati uafhængig.

7. Ved følelser af egne standpunkters overlegenhed og eksklusivitet sammenlignet med andres – og heraf følgende ønsker og krav om udbredelse:

Überall, wo wir einem Vorwiegen der Bitte – und Fanatismus ist blind gesteigerte Bitte, die nicht mehr nur erfleht, sondern erzwingen will -, überall, wo wir einem Vorwiegen des Einheitsgedankens begegnen, gleichgültig ob sich dieser als Lehre von der Unität, als Vereinsgründung, als Groß-organisation, als Einparteistaat und so fort zu erkennen gibt, überall, wo wir dem Vorwiegen der Begriffe des Gehorchens, wie im übertrieben Militärischen, des Gehörens, wie im Besitzanspruch kapitalistischer Trusts oder patriarchalischer Familienväter, überall, wo wir dem Vorwiegen des Emotionalen, wie bei Volksversammlungen, Propaganda, Schlagwörtern und so weiter, begegnen, überall da dürfen wir weitgehend auf vorwiegend defizient magische Äußerungsformen schließen. (GEBSER, 1949: 230)

Hvis man er uopmærksom på den magiske struktur i sin bevidsthed og på magten i tids- og rumløshed, gør man sig sårbar overfor magisk påvirkning. Det gælder således om at undgå alle former for bevidstløshed, f.eks. påvirkelighed af massereaktioner, slogans og ismer. Den magiske struktur tilskynder til beherskelse af verden, og er man ikke opmærksom på denne magtdrift, bliver man let offer for beherskelsestrang. Hertil kommer, at det nutidige menneske befinder sig på tærsklen til en ny struktur, den integrale, og oplever derfor megen usikkerhed og angst, og er derfor disponeret for regression til det magiskes vitale magt.

En overaktivering af det magiske bevirker et forfald, en tilbagevenden og flugt ind i den magiske struktur. Der er tale om et fald, fordi den ved plus-mutation indvundne rationalitet, jeg-bevidsthed og ansvarlighed ofres til fordel for den magiske kollektivitets bevidstløshed:

Magie ist Tun ohne Wach-Bewußtsein. Insofern ist alles, was heute beispielsweise als Massenmanifestation aus dieser Struktur erwächst, gleichzeitig auch verantwortungslos, weil das Zurücksinken ins Kollektiv den Verlust des Wach-Bewußtseins und damit zugleich die Ausschaltung des verantwortlichen Ich einschließt. (GEBSER, 1949: 105)

Det magiske menneskes tænkeform[14] er før-rationel, præ-kausal og analogisk. I punkt-for-punkt sammenhængen ses de første spæde former for analogisering, sympatisering og associationsdannelse. Selv i mere udviklede former end hos det magiske menneske er analogisering og associering ikke udtryk for noget rationelt. GEBSER bruger derfor betegnelserne før- eller prærationel. Punkt-for-punkt sammenhængen mellem et jagt-ritual og den efterfølgende jagt er ikke udtryk for et kausalitetsforhold, hvor ritualet frembringer et gunstigt jagtresultat. Ritualet og jagten er én og samme handling (en enhed), og derfor taler GEBSER om præ-kausalitet.

Det magiske menneskes tænkeform er således forud for (hinsides) enhver tale om irrationalitet, rationalitet og arationalitet. Magien forklarer intet, og kan derfor ikke udmåles med nogen form for rationalitetsmålestok. Magien virker kun. Pga. det magiskes ikke-sproglige karakter har det magiske metodologisk set ingen erkendelsesteoretisk værdi: man kan ikke hente erkendelsesteoretisk indsigt med anvendelse af magi. GEBSER citerer eksempelvis GUSTAV MEYRINK for følgende definition af magi:

Magie ist Tun ohne Wissen.[15]

Men det faktum at magi virker (hvis man eliminerer sin jeg-bevidstheds indflydelse), og at det magiske dermed er en del af menneskets og virkelighedens natur, er en nyttig erkendelse, der måske kan påpege og dæmpe den rationalistiske hybris en smule.

2.1.3 Den mytiske struktur

Figur 1: Det kinesiske skabelsessymbol T'ai Ki, der udtrykker komplementariteten mellem mørke og lys, og yin og yang, gør de to polers gensidige afhængighed tydelig.

I den mytiske tidsalder er den magiske 1-dimensionale punkt-for-punkt identifikation af begivenheder afløst af 2-dimensionale polaritetsrelationer mellem begivenheder, uden at der dog er tale om dualitetens adskilthed. Polaritet defineres som den dynamiske bevægelse i én begivenhed, der fremkalder, tiltrækker og kræver en anden begivenhed. F.eks. kræver tilstedeværelsen af en himmel også tilstedeværelsen af det polære aspekt, jord. Polariteter, som f.eks. himmel-jord, kærlighed-had, høj-lav, varme-kulde, Hades-Olympen, mand-kvinde, er komplementære og kan ikke undvære hinanden, men undertiden kan de bytte plads; guder kan gennem slette gerninger blive dæmoner, og dæmoner kan blive gode guder.

Verbummet til det græske mythos er mytheomai, der betyder "jeg taler/siger", og dets rod "mu-" betyder "at lyde", men et andet ord med samme rod, nemlig myein betyder "at lukke", nærmere bestemt at lukke øjne, mund og sår. Denne rodbetydning genfindes i myste og mysterium, og understreger mystikkens essentielle karakteristika; en tavs kontemplation med lukkede (dvs. indadrettede mod sjælens dybder) øjne (GEBSER, 1949: 112). Disse etymologiske[16] forhold antyder den polære karakter af det mytiske:

Mythos: das ist ein Schließen von Mund und Augen; und da es damit ein schweigendes Nach-Innen-Sehen (und ein Nach-Innen-Hören) ist, ist es ein Ansichtigwerden der Seele, die gesehen, dargestellt, die gehört, hörbar gemacht werden kann. Und Mythos: das ist dies Darstellen, dies Hörbar-Machen; es ist: die Aussage, der Bericht und – Wieder stoßen wir hier auf das bewußtseinandeutende "Richten" – über das Erblickte und Gehörte. (GEBSER, 1949: 114)

En sådan polaritet kan fra et rationelt synspunkt synes selvmodsigende, men kun ved både at tage den esoteriske (stilhed) og den eksoteriske (tale) tolketradition i betragtning kan det mytiskes fundamentale natur afsløres. En mytisk fremstilling er ikke lineær, deduktiv og logisk som en rationel, men er imaginativt cirklende og kredsende. Et eksempel:

I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud. (Johs. 1,1-2)

Bevægelserne mellem de mytiske polariteters yderpunkter er ofte cykliske og rytmiske, som det eksempelvis ses i årstidernes skiften, døgnrytmen og reinkarnationskredsløbet. Der opstår ved siden af den stadigt eksisterende magiske tidløshed en begyndende fornemmelse for tiden, og alle astronomiske udtryk og brug af kalendere er et sikkert tegn på, at der er tale om en mytisk og ikke magisk tidsalder. Tidsopfattelsen er bundet til naturens begivenheder, og der er ikke tale om dén abstrakte tid, vi i dag måler med ure. Temporaliteten fremkommer ved tilstandsskift – ofte psykiske – og ikke ved rumlige bevægelsesændringer. Der er ingen opfattelse af tidsfaser som f.eks. fortid, nutid og fremtid, og derfor heller ikke en rettethed mod fortid og fremtid. Der er kun en polær kommen og gåen af begivenheder.

GEBSER ser en snæver sammenhæng mellem opdagelsen af tiden og skabelsen af bevidstheden.

War das Charakteristische der magischen Struktur die Bewußtwerdung der Natur, so war das Charakteristische der mythischen Struktur die Bewußtwerdung der Seele. Die im magischen Menschen schlafhaft bewußt gewordene Natur-Zeit ist die Voraussetzung für die Bewußtwerdung der Seele im mythischen Menschen. (GEBSER, 1949: 107)

Således er der en snæver sammenhæng mellem temporalitet og bevidsthed, samt mellem ikke-temporalitet og ubevidsthed:

Je bewußtseinsferner ein Mythos ist, desto zeitloser ist er. [...] Je bewußtseinsnäher er ist, desto zeitbetonter ist er. (GEBSER, 1949: 115)

Side om side med den nyvundne tidsopfattelse eksisterer den i den magiske tidsalder fremherskende tidløshed stadig, og dette understreger endnu engang den polære karakter af det mytiske.

Selvom tiden ikke er opdaget, hvorved der ikke kan være en bevidst orientering mod hhv. fortid og fremtid, så er det mytiske menneske ubevidst fortidsorienteret.

I den magiske tidsalder opdagede mennesket den ydre verden i form af naturen, og i den mytiske tidsalder opdages den indre verden; sjælen eller psyken. Myten afspejler sjælens indre mysterier.

En stor gruppe af myter – hvad enten der er tale om skibsfarts-, Narkissos-, sol- eller dødsrigerejsemyter eller f.eks. om myten om Athenes fødsel – indeholder et bevidstgørelseselement, og de symboliserer på forskellig vis de besværligheder og farer, men også det udbytte, mennesket hhv. kommer ud for og opnår i sin bevidstgørelsesproces, dvs. i sin skabelse af et jeg. Samtidig med at jeg'et bryder frem, bryder det polære aspekt du'et også frem, og med du'et hele verden (GEBSER, 1949: 117-125).

GEBSER udnævner den mytiske tidsalder som jeg-løs, men dette skal ikke forstås alt for bogstaveligt, for mennesket har i den mytiske tidsalder et jeg, men dets bevidsthed er blot endnu ikke centreret heri:

Dieser Zustand drückt weiter aus, daß der Mensch in der unperspektivischen Welt sich noch nicht selber gehört, sondern einer Einheit, nämlich der Sippe oder einer Gemeinschaft bzw. der Gemeinde: Der Akzent liegt noch nicht auf dem Ich, sondern auf der Gemeinschaft ... (GEBSER, 1949, 35)

Når mennesket primært er optaget af slægten og ikke betragter sig selv som et individuelt væsen, er det ikke jeg- men vi-centreret. Den endnu manglende jeg-centrering bevirker, at selvom mennesket nu er vågnet mere op af sin søvn, har det stadig et drømmeagtigt opmærksomhedsniveau sammenlignet med det mentale menneskes vågenhed. Vågen opmærksomhed forudsætter udviklingen af et jeg.

Det mytiske jeg-løse menneske har som nævnt fået en vis tidsopfattelsesevne, men mangler endnu evnen til rumlig perspektivering, og GEBSER kalder derfor den mytiske tidsalder for uperspektivisk:

Das Fehlen eines Raumbewußtseins schließt das Fehlen eines Ichbewußtseins ein, da zur Objektivierung des Raumes und zu seiner Qualifizierung ein sich-seiner-selbst-bewußtes Ich gehört, das sich diesem Raum gegenüberzustellen und ihn, aus der Seele entäußernd, auch darzustellen vermag. (GEBSER, 1949, 36)

Ligesom jeg'et er til stede, men ikke spiller en central rolle, således forefindes der i f.eks. billedkunsten rudimentære rumlige udtryk, f.eks. i form af mellemrum eller i form af huler og hvælvinger. Når GEBSER trods dette siger, at rummet endnu ikke er opdaget af det mytiske menneske, skyldes det dels eksistensen af den for os med evnen til rumlig perspektivering ubegribelige opfattelse af forbundethed mellem ydre og indre, mellem sjæl og natur, etc., og dels fraværet af f.eks. dybde og skygger i malerier og tegninger.

Frembruddet af den mytiske struktur kan spores i kunstværker på forskellig måde: (1) Hvor sjælen på en eller anden måde anskueliggøres og differentieres fra kroppen, f.eks. ved at menneskets overkrop og hoved falder sammen med himlen i baggrunden, mens underkroppen ses på en baggrund af vital plantevækst.

(2) Menneskets naturforbundethed og enhed angives ikke længere ved et mylder af dyr og planter (horror vacuii), men menneskets adskillelse fra naturen demonstreres med en naturbaggrund.

(3) Hvor afbildede mennesker hverken har aura[17] eller er mundløse. Uden artikulerende mund, ingen myter.

Den mytiske struktur kender vi meget til fra vores daglige virkelighed, hvorimod det arkaiske og det magiske er lidt sværere at detektere i vores bevidsthed. Den mytiske bevidsthed taler nemlig til os i vore drømme – eller sagt på en anden måde: i drømmetilstanden synker vi tilbage til dette gamle, fortrolige sjælens hjemland, hvorfra vi atter dukker forfriskede og styrkede op om morgenen.

Den mytiske struktur har meget lidt at gøre med historiefortælling og fabler, selvom historier ofte manifesterer de måder, som den mytiske struktur viser sig på.

Den mytiske strukturs fragmenterede (og regressive) frembrud hos det moderne menneske ses hvor det imaginære, fantasifulde og ambivalente bliver umådeholdent, som f.eks. i ideologiske massebevægelser, religiøs fundamentalisme og nationalisme. Det mytiske optræder også i mangelfuld form ved f.eks.: fascinationen af det billedlige og imaginære i film, tv, illustrerede tidsskrifter, men også ved dyrkelsen af arketypiske selvbilleder og identiteter, såsom "den nysselige", "bokseren", "lederen", "patienten" eller "livvagten", etc.[18] 

Det mytiske menneskes psyke mangler stadig det rationelle menneskes evne til rationel forudsigelse, simulering, model-dannelse og eksperimentering, og er i stedet for karakteriseret ved irrationel billeddannelse, forestillen, projiceren, profeteren, dramatiseren og en kredsen om emnet. Det mytiske menneske har en udpræget billedbevidsthed, og benytter sig primært af mundtlig og musisk fremstilling. De magiske besværgelsesritualer er erstattet af musisk poesi – en følge af, at hensigten ikke er at ville forandre, men at give sjælens oplevelser et kulturelt udtryk. Mennesket er ikke længere nedsunket i naturens vitale pulseren, men har erhvervet sig en skæbne, som søges forstået og formidlet gennem mytologiske fortællinger. Det magiske menneske er præget af emotion og det mytiske af imagination.

Det magiske menneskes empatiske, vitale oplevelse (Erlebnis) er hos det mytiske menneske udviklet til psykisk betonet erfaring (Erfahrung).

Die echte Erfahrung ist stets irrational: in ihr lehrt uns die Seele, was der Verstand nicht wahrhaben will, da er es nicht ermessen kann. (GEBSER, 1949: 344)

Præ-kausaliteten hos det mytiske menneske giver sig udslag i skæbnetro og skæbneforestillinger.

2.1.4 Den mental-rationelle struktur

Den mentale eller rationelle bevidsthedsstruktur havde sit afgørende gennembrud i jødiske stammer ca. 1225 år f.Kr., i Kina (KUNG-FU-TSE), Indien (BUDDHA) og Grækenland ca. 500 år f.Kr. og her i Nord-Europa under renæssancen, da den græske filosofi og kultur genfødtes (start ca. år 1250 og kulmination ca. år 1400-1500). Kendetegnende for det mentales frembrud er matriarkaternes afløsning af patriarkater; fremkomsten af monoteistiske religioner i stedet for animisme, polyteisme og forfædredyrkelse; opdukken af religioner indeholdende en skarp dualistisk adskillelse mellem Skaber og skaberværket; der etableres stedsevarende byer; der opstår et nyt demytologiseret verdenssyn, hvor "mennesket bliver altings målestok", som det hedder hos PROTAGORAS.

Den mentalt-rationelt begavede bevidsthed er tænkende, forstående, abstraherende, logisk strukturerende, centrerende, målrettet (og dermed fremtidsorienteret), regnende, beregnende, perspektiverende, kvantiserende og atomiserende. Men selvom den mentale struktur er fremherskende i dag, så er det vigtigt at bemærke sig, at den i stort omfang fremtræder i sin mangelfulde form (fra ca. år 1790), og at man derfor ikke ved at betragte nutidsmennesket kan få et korrekt billede af den. GEBSER kalder den effektive fremtræden for "mental" og den mangelfulde for "rationel"; "die effiziente mentale Phase, aus der die rationale als defiziente resultiert ..." (GEBSER, 1949: 126), og denne distinktion vil jeg også benytte. (Allerede ved denne desavouerende rationalitetsdefinition mister begreberne "det præ-rationelle" og "det irrationelle" noget af deres utilfredsstillende klang.)

Med den mentale struktur opstår jeg-bevidstheden: ikke blot følelsen af at være menneske (som også findes i den mytiske struktur), men af at være dette specifikke menneske (GEBSER, 1949: 38). Mennesket vågner helt op og individualiseres.

De mytiske komplementære poler afløses af dualitetens modsætninger, og den kredsende imagination suppleres med diskursiv tænkning:

War das mythische Denken, soweit man es als ein "Denken" bezeichnen darf, ein imaginierendes Bilder-Entwerfen, das sich in der Eingeschlossenheit des die Polarität umfassenden Kreises abspielte, so handelt es sich bei dem gerichteten Denken um ein grundsätzlich andersgeartetes: es ist nicht mehr polarbezogen, in die Polarität, diese spiegelnd, eingeschlossen und gewinnt aus ihr seine Kraft, sondern es ist objektbezogen und damit auf die Dualität, diese herstellend, gerichtet, und erhält seine Kraft aus dem einzelnen Ich. (GEBSER, 1949: 128)

Ved en polaritet er der en uproblematisk korrespondens mellem polerne, men deres samhørige, kompletterende helhed er destrueret i dualiteten, hvor polerne er revet fra hinanden og blevet til uforenelige modsætninger, der gensidigt udelukker hinanden:

Die Dualität ist die mentale Aufspaltung und Zerreißung der Polarität, aus deren Entsprechungen sie messend die Gegensätze abstrahiert. (GEBSER, 1949: 145f)

Polariteter er funderet i naturen, mens dualiteter er den rationelle strukturs konstruktioner, som den bruger til at analysere verden med.

Når mennesket bliver et subjekt, bliver verden og omverdenen samtidig et objekt (GEBSER, 1949: 38). Mennesket begynder at se sig som adskilt fra naturen, og begreber bliver vigtigere end den sociale virkeligheds erfaringer. Mennesket tænker og former selv sine tanker gennem begreber og abstraktioner, mens det samtidig står overfor en materiel, ydre verden.

Historisk set kan jeg'ets opståen og adskillelsen af menneske og natur spores tilbage til troubadourerne, der ca. år 1250 e.Kr. begyndte at "jeg-digte", altså at skrive i første person ental. Herefter var et digts indhold ikke længere en fremmanen af kollektivt, præ-bevidst indhold.

Med den mental-rationelle struktur følger evnen til rumlig perspektivering, hvilket er grunden til, at GEBSER kalder den periode, hvor denne bevidsthedsstruktur er fremherskende, for "den perspektiviske tidsalder". Den mytiske struktur og tidsalder kaldes uperspektivisk, fordi evnen til rumlig perspektivering mangler. Den magiske struktur og tidsalder kaldes før-perspektivisk, og den arkaiske klassificeres slet ikke mht. perspektivisme. Den senere omtalte integrale struktur er aperspektivisk.

At en opfattelse eller et syn er perspektivisk kan også betyde, at det udtrykker en bestemt synsvinkel, foregår i et bestemt sprog eller ses i tidslig perspektiv, men ellers er det opdagelsen af det rumlige perspektiv, der er den mentale strukturs fundamentale kendetegn:

It seems that modern mental consciousness is constituted fundamentally on a spatial metaphor. Indeed, all events and phenomena, in order to be real, must be reduced to spacio-temporal positionality and thus to perspectival fragmentation.[19] 

Udviklingen fra det uperspektiviske, via det perspektiviske og til det aperspektiviske kan meget tydeligt spores i malerkunsten, hvor de første håndgribelige tegn på den perspektiviske tidsalder ses hos italieneren GIOTTO DE BONDONE (1266-1337), der indførte det rumlige perspektiv i form af dybde og skygge. Med LEONARDO DA VINCI (1452-1519) blev bemestringen af rummet i malerkunsten videnskabelig og perfekt.

At det mentale menneske opdager rummet vil bl.a. sige, at der opstår en erkendelse af, at også noget udenfor sjælen har værdi. I PARMENIDES' værensfilosofi blev væren identificeret med bestandighed, sandhed og rum, mens myterne med deres rumløse synspunkter blev udpeget som ikke-væren og ikke-sandhed (KEALEY, 1990: 15).

Samtidig med opdagelsen af rummet ændres tidsopfattelsen, således at denne ikke længere er bundet til naturbegivenheder, men bliver mere abstrakt med fremkomsten og anvendelsen af ure. Det første offentlige ur, der blev opstillet i Westminster i år 1283, er et klart tegn på overgangen fra "naturtid" til abstrakt tidsmåling. Tiden ophører med at være et psykisk fænomen og bliver et mentalt. Det mentale menneske er med sin målrettethed mest orienteret mod fremtiden.

Overgangen fra det mytiske til det mentale er en overgang fra 2-dimensionalitet til 3-dimensionalitet, da den kredsende[20] billeddannelse mellem 2 komplementære og korresponderende poler med opdagelsen af rummet erstattes af et 3-dimensionalt perspektiv.

Det bør bemærkes, at selvom tidsopfattelsen er skiftet fra den mytiske naturtid til abstrakt tid, og selvom den mentale struktur derfor i allerhøjeste grad er opmærksom på tiden som fænomen og målestok, så er tiden endnu ikke integreret som det f.eks. er tilfældet i EINSTEINs 4-dimensionale rumtidskontinuum. Og selv i relativitetsteorien, som man kan tage som udtryk for en begyndende aperspektivitet (se senere), er der tale om tid som en ekstensitet og ikke en intensitet. I det hele taget er tid som noget måleligt i allerhøjeste grad en spatialiseret (rumliggjort) tidsform.

Forskellen mellem en effektiv og en mangelfuld manifestationsform af det mental-rationelle ses tydeligt i forholdet mellem den klassiske, græske tidsalders idealer om mådehold og vore dages ubeherskede forbrug og magtstræb. Forskellen er også tydelig mellem PARMENIDES' definition af tænkning på den ene side, og HOBBES' og DESCARTES' på den anden: Hos grækeren lyder det: "Denn dasselbe ist Denken und Sein" (GEBSER, 1949: 163), en identifikation, der giver ligevægt og mådehold. I HOBBES' definition er kvalitet blevet til kvantitet, og enheden er blevet til pluralitet: "Denken ist Rechnen in Worten" (Ibid.). I DESCARTES' "Cogito ergo sum" er tænkningens forbundethed med Væren erstattet af en individualiseret og fra helheden isoleret tænkning. En sådan forandret og rodløs opfattelse er typisk for en tænkeproces, der har undergået en ekstrem abstraktion.

Den mangelfulde rationelle epoke adskiller sig endvidere fra den ikke-mangelfulde mentale ved, at de præ-mentale strukturer nu ukontrolleret bryder frem. I den før-rationelle mentale epoke er den mentale struktur tilstrækkelig, men dens utilstrækkelighed i den rationelle slutfase lokker de irrationelle elementer frem i en fragmenteret og forstyrrende form.

Perspektiveringsevnen ledsages af nogle negative konsekvenser, da enhver perspektivering er reducerende og distancerende: Kun en del, en sektor eller et segment af helheden, som mennesket på et givet tidspunkt kan omfatte, trækkes frem, og resten, der ligger bagved, hinsides eller som grænser op til, glemmes. Delen får således en overvægt i forhold til den helhed, som ikke længere kan nås. Resultatet er eksempelvis sektortænkning, segmentering af virkeligheden til "fagområder" og "discipliner", specialisering, reduktionisme, niveauhierarkisering, formalisme, dualisme, antropocentrisme, materialisme og naturalisme. Vor tidsepokes sektortænkning på alle områder, f.eks. religiøse, politiske, sociale og videnskabelige, har affødt intolerance og heraf følgende fanatisme; f.eks. protestantisme, nationalisme, nationalstatsdannelse, partidannelse, interessegruppering, fagvidenskabsopdeling og atomisering.

Når det rumlige perspektiv overbetones på bekostning af et helhedsperspektiv, isolerer mennesket sig fra helheden (f.eks. Gud) med ensomhed, rodløshed og fremmedgørelse til følge. Filosofi kommer til at dominere over poesi og myter, og dette må selv for en filosof siges at være udtryk for en reduktion og fattiggørelse.

[...] der Perspektive [...] fixiert sowohl den Betrachter als das Betrachtete. (GEBSER, 1949: 52)

Med den kraftige fokusering på perspektivet, opstår der en tilsvarende overbetoning af jeg'et, idet disse, jvf. citatet ovenfor, er nært forbundne.

Auf der einen Seite bringt die Ausweitung des Raumes eine allmählich Ausweitung und eine aus ihr resultierende Auflösung des Ich mit sich – und damit die Möglichkeit zu seiner Vermassung; auf der anderen Seite bringt die Haptifizierung des Raumes eine Verhärtung, also eine Abkapselung des Ich mit sich – und damit die Möglichkeit zu seiner Isolation, die in der Egozentrik sichtbar wird. (GEBSER, 1949: 57)

Jeg'et forhærdes i sit forsøg på at bevare herredømmet, og resultatet bliver egocentrisme, besiddelses- og magtsyge.

At den mental-rationelle struktur er ved at have udtømt sine muligheder i dag, skyldes dens store succes: Den trænger ikke til ophævelse, fordi den er blevet forkert, men fordi den har bragt mennesket ind i en blindgyde.

Den rationelle strukturs største defekt er, at den påberåber sig autoritet og autonomi i forhold til de andre strukturer. Den søger at bibringe mennesket almægtighed gennem teknologisk udvikling, men da denne almagt hører andre strukturer til, er dens projekt ørkesløst. Det rationelle søger eksempelvis forståelse af universets opbygning ved at se udsnit af det gennem vældige teleskoper, men det magiske menneske kunne uden udsynsbegrænsninger "se" universet og "vidste" alt om det (GEBSER, 1949: 198). Løsningen på det rationelles overeksponering er ikke at skrue tiden tilbage og skrotte alle vore forbrugsgoder, der jo på godt og ondt primært er et resultat af rationalitetens virksomhed, men vi må i stedet finde en ny ligevægt på et højere niveau: det integrale.

Den mentale opvågning, som jo ubetinget lyder som et erkendelsesmæssigt fremskridt, er dog også ensbetydende med en forglemmelse af tidligere tiders (præ-mentale) visdom, hvorved de almengyldige myter afløses af filosofiske udsagn med kun specifik gyldighed. Efterhånden som den mentale struktur bryder frem, afløses visdommen selv af en søgen efter sandhed og visdom, hvilket tydeligt ses hos SOKRATES (ca. 470-399 f.Kr.) og PYTHAGORAS (6. årh. f.Kr). De tidlige, græske filosofiske anskuelser er dog endnu mere eller mindre præget af et vist mytologisk indhold.

Den mental-rationelle tænkeform bibringer evnen til abstraktion og rettethed (i modsætning til hhv. den magiske emotion og identitet, og den mytiske imagination og kredsen-om-emnet), og dermed muliggøres enten-eller logik og videnskab.

2.1.5 Den integrale struktur

At der forud for eller nedenunder den mental-rationelle struktur eksisterede og eksisterer nogle irrationelle bevidsthedsstrukturer i mennesket er ikke nogen nyhed – især ikke efter psykoanalysens fremkomst. Men at disse strukturer igen vil komme til at spille en central rolle i den menneskelige bevidsthed med den gryende integrale bevidsthedsstruktur, og oven i købet i fuld harmoni med den mental-rationelle struktur, er mere erkendelsesteoretisk interessant: Hvordan skal denne nye struktur, der integrerer det irrationelle med det rationelle på en måde som ikke er irrationel, forstås? Og kan den forstås? – Dette er specialets hovedspørgsmål.

Selvom der er tale om en ny bevidsthedsstruktur, så er der primært tale om en opdagelse og integration af de tre tidligere strukturer (SAHER, 1965: 109). Disse må genopleves (GEBSER, 1949: 28). Det må opdages, at det arkaiske, magiske og mytiske ikke blot er udtryk for tidligere og nu forladte bevidsthedsniveauer, men at de som mere eller mindre latente strukturer stadig er tilstede i den menneskelige bevidsthed. Deres nutidighed skal opdages, mao. skal de nutidiggøres.

Den integrale struktur opdager, opsamler, konkretiserer og ekspliciterer de præ-rationelle bevidsthedsstrukturer og integrerer dem med den rationelle, således at ingen har forrang fremfor andre, og så ingen undertrykkes. Strukturernes integration er ikke en betegnelse for deres summering, men udtrykker i stedet en proces, hvorved de kommer til at udgøre en helhed, der ikke restløst kan reduceres til sine komponenter. Hver struktur har sit at bidrage med, så ingen er værdiløse for senere strukturer, eller overvundne heraf.

Integral awareness allows one to experience the magical, the mythical, and the rational in "oneself". Neither mode of experiencing is privileged. Therefore magic and myth are not rationalized out of existence, nor is reason mystified or worshipped exclusively from a mythical or a magical attitude. The differences between each mode of experiencing and which give each its unique quality, are appreciated, not ignored (as inefficient or incorrect, or irrelevant) or rejected.[21] 

De 3 præ-rationelle niveauer skal dog ikke bevidstgøres, altså kontrolleres af det mentale, for det ville ophæve eller ødelægge dem.[22] I stedet skal de integreres i uberørt tilstand; dvs. at processen ikke går ud på at rationalisere eller mentalisere disse bevidsthedsstrukturer, men at give sig selv lov til at udleve dem, uden naturligvis at lade dem overtage kontrollen. Hvis de præ-rationelle strukturer overtager kontrollen, eller hvis de smelter sammen med det mentale, således at de alle fremtræder i mangelfuld form, så er der tale om regression til præ- og irrationelle niveauer, som det eksempelvis ses ved nazisme og andre fanatiske massebevægelser. I dag, hvor myte og magi undertrykkes, kan det mytiske og magiske kun vise sig på en uharmonisk og uintegral måde, men det er netop dette, der skal undgås gennem integrationen.

Der er heller ikke tale som en forening eller syntese af det prærationelle med det rationelle, for disse er uforenelige og antitetiske:

Wäre "aperspektivisch" nur eine Synthese, so würde es nichts anderes als perspektivisch-rational bedeuten und wäre wie jede Einigung nur begrenzt und vorübergehend gültig, weil jede Einigung von neuer Entzweiung bedroht ist. Uns kommt es durchaus auf die Ganzheit, letztlich auf das Ganze an. (GEBSER, 1949: 26)

Hvis man f.eks. tager human- og naturvidenskaberne som udtryk for det rationelle, og de "okkulte videnskaber" som udtryk for det prærationelle, så er målet ikke en syntese, hverken med det ene eller andet udgangspunkt. Der er nemlig tale om en dualitet mellem hhv. fremadrettet og bagudrettet, kvantitativ og kvalitativ, materialistisk og psykistisk, fragmenterende og forenende, og denne dualitet er så antagonistisk, at en syntese er umulig. Det drejer sig ikke om at finde en tredie vej eller sti, men om at foretage et spring.

Der er heller ikke tale om den udvidede form for bevidsthed, som mange moderne okkulte og spirituelle retninger taler om og stræber efter, men snarere om en restrukturering og intensivering (dvs. forøget vågenhed)[23]:

Bewußtseins-Erweiterung ist lediglich räumlich gedachte Quantifizierung des Bewußtseins, wodurch sie illusorisch wird. Es kann sich nur um eine Bewußtseins-Intensivierung handeln, und dies nicht deshalb, weil ihr etwa qualitativer Charakter zugesprochen werden könnte, sondern weil sie ihrem Wesen nach "außerhalb" einer nur qualitativen Wertung oder einer quantitativen Entwertung steht. (GEBSER, 1949: 168)

Nutidens forøgede teknologiske og materielle kunnen skal ikke i bestræbelsen på at opnå balance ledsages af en tilsvarende forøget bevidsthed, idet en sådan kvantitativ forøgelse ligesom kvantitativ materiel forøgelse fører til forfald, destruktion, atomisering og ubalance. Målet er i stedet en kvalitativ forandring af bevidstheden, en intensivering, der beror på en plus-mutation og forøget dimensionering. Denne intensifikation består i en opdagelse og integrering af de præ-mentale strukturer samt af vor inderste kerne: GEBSER søger at undgå begreber som "Selvet", "substansen", "superegoet", "essensen" og "den guddommelige funke" og taler i stedet om "Sig'et" (das Sich), som er vor værens inderste kerne, identisk med oprindelsen (der Ursprung):

Was hier notdürftig als "Kern" bezeichnet wird, um Begriffe wie Essenz, Wesenheit, Substanz, Über-Ich, Selbst, göttlicher Funken und andere zu vermeiden, möchten wir mit dem Ausdruck "das Sich" umschreiben, das in der Reflexivität des Ich sichtbar werden kann, ohne in den Autismus oder in den Narzißmus eines "Selbst" zu verfallen, und ohne die psychische Färbung des mystischen "göttlichen Funkens" anzunehmen, der sich durch seine Feuer-Geist-symbolik als der psychisch-mythischen Struktur verhaftet zu erkennen gibt. (GEBSER, 1949: 201)

Selvom GEBSER søger at distancere sig fra de nævnte synonyme og quasisynonyme begreber og tilhørende forestillinger, så minder Sig'et både begrebs- og funktionsmæssigt om det Selv, som f.eks. JUNG omtaler: [24] 

Das Sich ist also, versuchen wir es rational gegensätzlichend zu definieren: einerseits unser "tiefster Wesenskern", die Intensität "in" uns, die sowohl raum- als zeitfrei ist und die mit der vorräumlichen und vorzeithaften Ursprungsgegenwärtigkeit korrespondiert; und es ist andererseits diese Ursprungsidentität selbst, welche überall hindurchscheint, die alles durchscheint, und die für uns – mutieren wir aus dem bloßen Ich-Bewußtsein, das raum-zeithaft gebunden ist, heraus -, auch für uns durchsichtig wird wie die ganze Welt, ja wie selbst das, was man als die Un-welt bezeichnen könnte. (GEBSER, 1949: 203)

Men forskellen mellem Sig'et og de øvrige begreber er dog også tydelig, idet GEBSER ønsker at overvinde enhver karakteristik, der stammer fra en dualistisk distinktion mellem f.eks. "individuel" kontra "kollektiv", og han taler i stedet om Sig'et som det apersonlige, der samtidig er over-individuelt og over-kollektivt (GEBSER, 1953: 582f).

Ved at integrere alle tidligere bevidsthedsniveauer sker en tilbagevenden til enheden med altet: den mentale tidsalders fremmedgørelse ophører. Denne tilbagevenden er dog ikke en regression til det arkaiske opmærksomhedsniveau, for de efterfølgende ved plusmutation vundne bevidsthedsstrukturer og tilhørende evner og opfattelser bibeholdes. Men oprindelsen, Sig'et, opdages og assimileres i bevidstheden. GEBSER vil ikke karakterisere Sig'et som bevidsthed, selvom han kalder det åndeligt (geistig), fordi han vil undgå den reference, der er til 'væren' i det tyske ord Bewußtsein. I et interessant brev til GEORG FEUERSTEIN dateret 10. maj 1972 skrev GEBSER følgende om Sig'et (the Itself):

The source of the misunderstanding is our awkward German word Bewußt-Sein (as distinct from conscience: knowing-together!).[25] Our intensifying consciousness is an increasing knowing-together about and with the origin; the origin itself is the first pre-form of a constellation which is already close to time and which evolves out of that which underlies origin: the universal, as it were supraspiritual Bewußtheit; and that of course one may identify with the itself insofar as the itself is expressive of a participation in the universal awareness, perhaps in the sense of BÖHME's 'divine spark within us'.
   I believe I now know why earlier I did not express this identity more strongly: I was prevented by the concept of being contained in the word Bewußtsein, because 'being' was transmogrified by HEGEL and HEIDEGGER, in a quite perverse way, into a secularized substitute for the concept of God. However, the origin or the conscience universelle have nothing to do with either the personified or the secularized God, nor with the personal or negated God idea. Furthermore, HEGEL's declaration of God's death implied the concept of being as a substitute for the God concept. If I were to equate consciousness with the origin or the universal consciousness, then I would be removing the latter from the 'divine' sphere, namely that of the cit.[26] 

Dette sene brev (GEBSER døde et år efter) rummer flere interessante oplysninger: Først er der distinktionen mellem 'oprindelsen' og 'den universelle bevidsthed'. Det sidstnævnte, nye begreb er en betegnelse for noget endnu dybere og mindre struktureret end den oprindelige og strukturerede arkaiske bevidsthed. Dette begreb giver anledning til korrektion af min tidligere omtrentlige identifikation af det oprindelige med det arkaiske: Det arkaiske er ganske vist den oprindelige bevidsthedsstruktur, men forud for eller under denne eksisterer "det oprindelige", og forud for eller under dette igen eksisterer "den universelle bevidsthed". GEBSER definerer egentlig det arkaiske på en måde, som lader forholdet mellem det arkaiske og det oprindelige stå åbent:

Die dem Ursprung am nächsten "gelegene" Struktur, die, wie zu vermuten ist, anfänglich mit dem Ursprung selbst identisch ist, bezeichnen wir als die "archaische Struktur".[27] 

Med disse nye oplysninger opstår straks spørgsmålet om Sig'et er identisk med oprindelsen eller den universelle bevidsthed? En tolkning af Sig'et som identisk med oprindelsen eller den arkaiske struktur, fordi Sig'et betegner noget individuelt og den universelle bevidsthed er en betegnelse for Gud, ville være forkert, da Sig'et jo hverken er individuelt eller kollektivt. I stedet for denne ellers klare tolkning må vi nøjes med den lidet rationelt forståelige påstand om Sig'ets over-individualitet og over-kollektivitet, og dermed vedvarer uklarheden indtil videre mht. Sig'ets identitet med hhv. oprindelsen eller den universelle bevidsthed.

I brevet til FEUERSTEIN er det dernæst interessant at bemærke sig, at hverken oprindelsen eller den universelle bevidsthed kan betegnes som værende bevidst[28], men derimod som noget, der bliver bevidst:

Der Ur-Sprung selbst kommt mutierend, also sprunghaft, zum Bewußtsein.[29] 

En tolkning, der måske kan kaste nærmere lys over dette, lyder:

Origin, is not, from the phenomenal point of view, equally ever-present at all times, however. It is most present, it seems, at those critical periods of cultural development in which a new structure or reigning worldview is born. Every mutational leap is preceded by a step back to origin which is wholeness. As such it is the ever-present arche or matrix of all consciousness structures. (KEALEY, 1990: 7)

Sidst i citatet fra brevet optræder det hinduistiske begreb cit, der kan oversættes med "fejlfri bevidsthed", og som betydningsmæssigt er nært beslægtet med begrebet saksin (vidne). Cit står i modsætning til bevidsthedens betingede indhold, citta. Selvom GEBSER i sidste sætning i det ovenfor citerede brev til FEUERSTEIN faktisk placerer den universelle bevidsthed i den guddommelige sfære, cit, så indleder han brevet med at skrive, at Sig'et ikke er identisk med cit:

Finally I can give you my answer to your question ... why I 'do not identify – as does AUROBINDO – the itself with consciousness (cit) [...] (FEUERSTEIN, 1987: 47)

Når Sig'et ikke er cit og når han ikke ønsker at benævne den universelle bevidsthed som værende bevidst (citta) og derved fjerne den fra den guddommelige bevidsthedssfære, cit, kan konklusionen kun være, at Sig'et er identisk med oprindelsen og forskellig fra den universelle bevidsthed. Sig'et, dvs. oprindelsen, er altså ikke cit, men da Sig'et heller ikke endnu er struktureret og blevet til den arkaiske bevidsthedsstruktur, er Sig'et vel heller ikke citta? Sig'et er en "mellemstation" mellem cit og citta! Hvis disse konklusioner mht. Sig'ets, det oprindeliges og den universelle bevidstheds ontologi er forkerte, må der være en selvmodsigelse i GEBSERs brev, hvilket vel heller ikke er utænkeligt. Under alle omstændigheder er GEBSER ikke særlig klar i dette spørgsmål[30], og jeg vil derfor i det følgende stipulativt identificere Sig'et med oprindelsen, vel vidende at dette måske ikke er helt præcist. Efter denne lille ekskurs tilbage til det integrale menneske:

Opmærksomhedsniveauet er intensiveret fra vågen tilstand til gennemsigtighed (diafanitet) – en gennemsigtighed, der primært består i opdagelsen af de præ-mentale strukturer og Sig'et, samt i oplevelsen af disse som en integreret helhed.

The clarity of integral consciousness is not the brightness of the mental, nor the twilight of the mythic, much less the darkness of the magical, and as such does not vitiate these structures while penetrating them, but renders them diaphanous in their efficient or healthy forms because harmonized or integrated with the whole. (KEALEY, 1990: 19)

Det integrale menneske er med mutationen fra jeg-bevidsthed til Sig-bevidsthed blevet jeg-fri (eller ego-fri), hvilket er noget helt andet end det mytiske menneskes jeg-løshed. At være jeg-fri vil sige at have råderet over jeg'et, således at man ikke er afhængig af det, men kan fravælge eller tilvælge det, som man har lyst.

Denn ein Mensch mit derartigem integralem Bewußtsein ist nicht mehr von seinem Ich abhängig, nicht das Ich mit seinen Süchten verfügt über ihn, sondern er verfügt frei über sein Ich.[31] 

Den integrale struktur er aperspektivisk eller multiperspektivisk, hvilket vil sige, at den både evner at se et objekt fra alle perspektiver, som allestedsnærværende, men også uden perspektiv, dvs. med en ophævelse af subjekt-objekt-dikotomien. Når det er muligt at tænke eller erfare aperspektivisk, bliver det tænkte eller erfarede diafant, mao. gennemsigtigt, gennemskinneligt, transparent. Den integrale person er bevidst om sine iboende og konstituerende strukturer og deres indvirkning på hendes/hans liv og skæbne; de er blevet gennemsigtige for hende/ham. Denne indsigt benyttes til at blive i stand til at overvinde strukturernes mangelfulde fremtrædelsesformer, således at de optræder ligevægtige og modne.

Hvor den perspektiviske tidsalder var kendetegnet ved opdagelsen af rummet, er den aperspektiviske tidsalders vigtigste kendetegn opdagelsen af, og fremfor alt overvindelsen og konkretiseringen af, tiden. Tiden "bryder ind" i vores virkelighed. Den perspektivisk bundne, mekaniske tidsopfattelse erstattes af en aperspektivisk temporalitet, kaldet atemporalitet, hvor det opdages, at tiden er en kvalitet og intensitet. Der er således tale om en helt anden tidsopfattelse, end den, der gør sig gældende i den mentale tidsalder, hvor tid opfattes som en målelig dimension. Den integrale struktur ser i stedet tid som noget kvalitativt og umåleligt, hvilket er grunden til at GEBSER i stedet for at tale om tiden som en dimension taler om en "amension":

Die Zeit als solche, die Gebärerin des Raumes ist und zugleich auch den Raum integriert, die also ursprünglich weder teilend noch teilbar ist, ist keine Dimension. Sie ist ihrer Unmeßbarkeit und ihrer Unermeßlichkeit wegen eine Amension. (GEBSER, 1974a: 41)

Ved atemporaliteten forsvinder opdelingen i fortid, nutid og fremtid, og alt bliver en nutidig helhed – en "evighed".

Diese aperspektivische Bewußtheit ist ein Ganzheitsbewußtsein, das die ganze Zeit und das die ganze Menschheit und ihre tiefe Vergangenheit und Zukunft als eine lebendige Gegenwart umfaßt. (GEBSER, 1949: 31)

Vi påvirkes ikke blot af fortiden og nutiden, men også af fremtiden. Dette kan den mentale bevidsthed med dens lineære tidsopfattelse dårligt forstå anderledes end, at de fremtidige strukturer allerede er præsente i vores (under)bevidsthed og udøver deres indflydelse:

Demzufolge sind wir nicht wie die Positivisten der Überzeugung, daß das heutige positivistische Stadium, beziehungsweise daß die rational-perspektivische Struktur das non plus ultra des Menschheitswerdens darstelle, sondern sind, immer im Gegensatz zu HEGEL und COMTE, von der fortdauernden Wirksamkeit der "früheren" Strukturen in uns überzeugt, und darüber hinaus auch von der beginnenden, also schon gegenwärtigen Wirksamkeit der sogenannten "zukünftigen" Struktur in uns. (GEBSER, 1949: 81f)

Men det er ikke blot ved at have en fremtidig struktur i vores bevidsthed, at fremtiden så at sige er præsent i nuet, for den integrale struktur omfatter også fremtiden:

Denn diese Struktur umfaßt auch das Zukünftige, das auch uns heute schon mitkonstituiert. Nicht nur wir formen es, es formt auch uns. In diesem Sinne ist auch die Zukunft Gegenwart. (GEBSER, 1949: 233)

Tidens integration er den helt centrale forudsætning for fremkomsten af den integrale struktur, men før tiden kan integreres må den konkretiseres, for noget abstrakt lader sig ikke integrere:

Dieses Konkretisieren ist eine der Voraussetzungen der integralen Struktur. Denn es kann nur das Konkrete, niemals das Abstrakte integriert werden. [...] Der Integrierende muß also nicht nur die Erscheinungen, seien diese nun dinglicher, seien sie mentaler Art, konkretisiert haben, sondern er muß es vor allem auch vermocht haben, seine eigene Struktur zu konkretisieren. Das aber bedeutet unter anderem auch, daß ihm nicht nur die verschiedenen Strukturen durchsichtig und bewußt werden, die ihn konstituieren, sondern daß er auch ihrer Auswirkungen auf sein eigenes Leben und Schicksal gewahr wird und die defizient wirkenden Komponenten durch eigene Einsicht derart meistert, daß sie jenen Grad an Reife und Gleichgewicht erhalten, der Vorbedingung jeder Konkretisierung ist. (GEBSER, 1949: 167)

Det integrale menneske er opmærksom på sig selv som en iagttager, der selv indgår i erkendelsesprocessen: ellers meget abstrakte sætninger gøres relevante og dermed konkrete for personen ved forankring i hans/hendes aktuelle liv.

Det primære er, at det integrale menneske er orienteret mod nutiden, hvor det mytiske menneske var orienteret mod fortiden, og det mentale menneske mod fremtiden.

Det integrale indeholder alle tidligere strukturer i sig, og dette er f.eks. tydeligt i hvad GEBSER kalder en "kerne-drøm" (GEBSER, 1974a: 86f), som har fundet sted når en person vågner op med en klar erindring af alle drømmens elementer samtidig med en følelse af stor meningsfuldhed, men ellers er ude af stand til at organisere drømmens indhold kronologisk. Den rationelle struktur er ude af stand til at bringe orden i drømmen, fordi drømmens begivenheder optrådte samtidigt. En sådan drøm, der bl.a. befordres af de arkaiske og magiske strukturer, er udtryk for den oprindelige, udelte helhed mellem fortid, nutid og fremtid.

Ikke blot integreres fortid, nutid og fremtid til en "udvidet" nutid, men tiden integreres også med rummet til en 4-dimensional helhed. Med EINSTEINs (1879-1955) formulering af det 4-dimensionale rumtidskontinuum, begyndte det aperspektiviske for alvor at bryde frem, idet den 3-dimensionale anskuelighed forsvandt. Tiden er dog endnu hos EINSTEIN blot en supplerende dimension, som stadig er kvantitativ og udtryk for spatialiseret tid, og derfor egentlig blot en rum-udvidelse. Men efterhånden som det aperspektiviske bryder mere frem, vil tiden ophøre med at være en kvantitativ, instrumentel, spatialiserende og spatialiseret måleenhed, og blive en kvalitativ virkelighedskonstituent. Med tidens opdagelse og integration bliver det integrale menneske i stand til at overvinde den i stedet for at være den underkastet. Resultatet af rummets og tidens integrering er en tids-og-rum-fri aperspektivisk verden, hvor den frie og befriede bevidsthed kan disponere over alle latente såvel som alle aktualiserede tids- og rumformer (GEBSER, 1949: 175).

Der Mut, die praerationale magische Zeitlosigkeit und die irrationale mythische Zeithaftigkeit neben dem mentalen Zeitbegriff als wirkend anzuerkennen, ermöglicht den Sprung in die arationale Zeitfreiheit. (GEBSER, 1953: 388)

Jeg vender i afsnit 4.2.1 tilbage til tidens natur, og vil afslutte denne korte præsentation af det integrale med kort at nævne, at den integrale bevidsthed og dens gennemsigtighedsevne tåler sammenligning med Vedanta-filosofiens fjerde bevidsthedstilstand (turiya), fordi den lige som denne transcenderer og bevidner de tre tidligere bevidsthedstilstande: sovende, drømmende og vågen (hos GEBSER hhv. den magiske, mytiske og mentale bevidsthedsstruktur). Den "opvågnedes" eller "oplystes" bevidsthed er konstant vidne til, eller opmærksom på, aktiviteten i, og indholdet af, de tre tidligere bevidsthedstilstande – og deres projektioner, eksklusivitet og ensidige verdensbilleder gennemskues. Enhver projektions opløsning er i sig selv udtryk for en bevidstgørelsesproces.

Eksempler på spirende integralitet

Den integrale bevidsthed er i stigende grad begyndt at vise sig indenfor alle kulturens områder, hvoraf GEBSER specielt påviser den indenfor kunst, musik, litteratur, psykologi, matematik, fysik, biologi, filosofi, socialvidenskaber, jura og arkitektur. Jeg vil i det følgende nævne nogle få eksempler indenfor og udenfor nogle af disse områder:

1. Nogle af de tidligste mennesker, som nåede til bemestring af den integrale bevidsthedsstruktur i tanke og handling, var BUDDHA og JESUS, og med dem har den integrale struktur gennem 2000-2500 års religion været et efterstræbelsesværdigt forbillede:

Dieser JESUS VON NAZARET hat – wenn wir von allen theologischen Aspekten auch absehen wollen – schon rein als Mensch einer untergehenden Antike (und damit zugleich einem aufgehenden Abendland) in der Überwindung des mentalen Gesetzes und im Durchbruch zur Freiheit das integrale Bewußtsein, das geistige Wahrnehmen und Wahrgeben, vorgelebt. (SBOROWITZ, 1965: 124)

Hvorvidt integralitet kan sammenlignes med mystisk/religiøs erkendelse vender jeg tilbage til i afsnit 3.4.2, men ellers er det karakteristisk at det integrale menneske, modsat det mental-rationelle menneske, udviser tolerance og altruisme.

2. I den tidlige renæssance var kunstmalerne noget famlende mht. at få det rumlige perspektiv ind i billedet, og siden 1880'erne har visse kunstmalere mere eller mindre famlende forsøgt at integrere tiden i billedet. Den integrale "gennemsigtighed" er meget tydelig i visse kubistiske malerier, hvor de afbildede genstande udfoldes, således at de simultant lader sig beskue fra flere synsvinkler. I flere af PABLO PICASSOS (1881-1973) og GEORGES BRAQUES (1882-1963) malerier og tegninger ses det afbillede fra flere forskellige tidslige og rumlige positioner (jvf. forsidens billede). En person afbildes således på én gang både i profil og forfra, og i landskabsmalerier kan skyggerne angive forskellige tidspunkter.

Das, was auf den ersten Blick als Verzerrung erscheint oder als Dislozierung, beispielsweise der Augen, wird zu einer sich ergänzenden Überschneidung zeitlicher Faktoren und räumlicher Sektoren durch das Wagnis, sie auf eine Bildfläche gleichzeitig und gleichräumig zu bannen. (GEBSER, 1949: 65)

Man slipper således for i tiden at skulle bevæge sig rundt om det afbildede for at få alle "sektorer" med, men kan i ét blik overskue det hele. Tilsvarende behøver man heller ikke forestille sig andre synsvinkler og syntetisere dem.

I begyndelsen af en ny tidsalder, er det meget almindeligt med en overeksponering, hvorved der sker en regression i stedet for en progression. Dadaismen og surrealismen, der opstod i en tid, hvor det tidslige perspektiv lige var kommet ind i malerkunsten, er udtryk for en sådan overeksponering af det aperspektiviske med kaos til følge. I stedet for en brug af det aperspektiviske til yderligere progression af det rationelle (perspektiviske), indtrådte især i dadaismen en regression til det irrationelle (eller uperspektiviske). Dadaisten HANS ARP kan f.eks. med sit angreb på sproget siges at være eksponent for strømningens mere eller mindre ubevidste ønske om regression til det magiske mundløse menneske:

ARP was a poet as well as an artist, and he joined in the attack on language that Dada started and Surrealism was, in its own way, to follow. [...] He introduced chance in his poems, too, 'tearing up' sentences so that there is no logical coherence, although they are far from being meaningless [...] and sometimes introducing words or sentences picked at random from a newspaper. (ADES, 1981: 115)

3. I fysikken ses aperspektivitetens frembrud på mange områder, f.eks.: De ikke-euklidiske geometrier, relativitetsteorierne og kvanteteorien. Aperspektiviske videnskabelige resultater er karakteriseret ved en uanskuelighed og dermed "tilsyneladende irrationalitet" (nemlig arationalitet!), der netop viser deres transcendens af det 3-dimensionale, mentale univers, f.eks: lysets (og materiens) paradoksale natur som både partikel (et lille legeme) og bølge (en intensitet).

Alle Versuche, die atomaren Strukturen und Vorgänge anschaulich zu machen, sie in den Raum der Vorstellbarkeit, also in die mentale Realisationsform zu zwingen, dürfen heute als gescheitert betrachtet werden. (GEBSER, 1953: 507)

Den atomare verden lader sig ikke beskrive med begreber, som vi normalt bruger til at beskrive vores virkelighed med, men lader sig kun matematisk behandle. Et matematisk udtryk er selvfølgelig noget mentalt, men at matematikken er blevet abstrakt og ikke længere lader sig anskueliggøre mentalt er et udtryk for en begyndende aperspektivitet.

Bereits die mathematischen Strukturen der Physik, die nicht mehr rational erfaßbar sind, die unvorstellbar sind und sich einer Realisation durch unser dreidimensionales Denken entziehen, sind in diesem Sinne Vorformen der arationalen Wahrnehmung. (GEBSER, 1953: 523)

Kvantemekanikken har også aftvunget en opgivelse af kausalitetsprincippet – et princip, der er stærkt knyttet til den mentale strukturs virkelighedsopfattelse.

Auf Grund des von PLANCK entdeckten universellen "Wirkungsquantums" wissen wir heute, daß die grundlegenden Abläufe akausal, unstetig, indeterminiert verlaufen. (GEBSER, 1953: 507)

Den kausale determinisme er afløst af, og suppleret med, sandsynlighedskalkulationer.

I EINSTEINs relativitetsteori opfattes tid dog stadig som en kategorial, geometrisk, ekstensiv størrelse – altså en dimension – og der er langtfra tale om tid som en amension og intensitet, dvs. som noget umåleligt.

Jede Adaption, ja selbst jede Realisierung einer vierten Dimension kann nur dann weltbildend sein, wenn sie nicht als eine nur zusätzliche Dimension betrachtet wird, sondern als integrierende. Mit anderen Worten: wird sie lediglich als Mehr-dimension betrachtet und angewendet, so ergibt sich nur eine nochmalige "Raum"-Erweiterung, die aber nur weltzerstörend wirken kann und würde. (GEBSER, 1953: 467)

Tiden er med sin rum-krummende funktion en forstyrrende faktor. Men uanskueligheden af hans rumtidskontinuum og overvindelsen af mentale opfattelser som det 3-dimensionale rum, og absolut tid og rum, er sikre tegn på begyndende aperspektivitet.

4. I psykologien ses frembruddet af det aperspektiviske også på flere områder: FREUDs psykoanalyse afdækker en noget anderledes tidsopfattelse i drømme, end der gør sig gældende i vågen tilstand, dvs. for den mentale struktur. Begivenhederne afvikles eksempelvis hurtigere og mere intensivt og komprimeret i drømme end i vågen tilstand.

Die Traumzeit ist eine andere als die Uhrenzeit oder als der Begriff Zeit. (GEBSER, 1953: 531)

Drømmenes anden tidsopfattelse afslører tidens relativitet og karakter som intensitet.

I det hele taget er dybdepsykologiens opmærksomhed mod det ubevidste en opdagelse og dyrkelse af det mytiske, og såfremt dybdepsykologien ikke fortaber sig heri, kan den siges at være et integralt projekt.

JUNGs individuationsteori, som har konstitutionen af et Selv som mål, udtrykker en bestræbelse på at overvinde den dualisme, der består mellem det ubevidste og det bevidste (egoet). Dualismer er mentale fænomener, og Selvet, defineret som den psykiske totalitet mellem det bevidste og det ubevidste, er således et udtryk for en transcendens af egoets mentale verden. For JUNG har det ubevidste en kompensatorisk funktion, og er herved ikke en modsætning til det bevidste ego, men vil ved dets assimilering supplere og komplettere dette i skabelsen af et Selv.

Den arationelle tidsfrihed viser sig tydeligt i den jungianske, analytiske psykologis begreb om arketyper. En arketype er et urbillede eller en urforestilling i psyken, som er overleveret siden urtiden, og som er fælles for alle mennesker. Arketyperne udgør indholdet af det kollektive ubevidste og manifesterer sig eksempelvis i drømme, fantasier, myter, eventyr og poesi. Netop arketypernes bryden frem som psykologiske/psykiske fænomener kunne forlede en til at tro, at der er tale om noget irrationelt, men arketypernes (i sig selv) evige tilstedeværelse, og dermed tidsfrihed, gør dem til arationelle fænomener.

Die "Archetypen" selbst, beziehungsweise die "archetypischen Strukturen", sind von "ewiger Präsenz"; das aber besagt, daß sie zeitfrei sind; sie sind von der Art, daß sie "ohne selber eine materielle Existenz zu besitzen", doch das Psychische praeformieren. Dies aber bedeutet, daß sie nicht nur immateriell sind, wie das Psychische es von sich aus bereits ist, sondern daß sie amateriell sind und als "praeformierend" der Psyche achronisch und amateriell "zugrunde" liegen; sie sind zudem "für den Intellekt [die Ratio] ... unbekannt und unformulierbar", was auch besagt, daß sie nicht bloß irrational sind, sondern arational, sofern ihre Unbegreifbarkeit und Unvorstellbarkeit uns nicht hindert, sie in die Wahrnehmbarkeit zu heben.[32] 

De arketypiske strukturer lader sig ikke anskueliggøre eller forestille, og de henviser til en "tilstand" hinsides tid og rum.

At den menneskelige bevidsthed står overfor et mutationsspring bekræftes ydermere af den såkaldte transpersonlige psykologi, der dels er en betegnelse for en psykologisk bevægelse med udspring fra den humanistiske psykologi i 1960erne, og dels er en betegnelse for beskæftigelsen med bestemte aspekter af psyken – en beskæftigelse, der kan spores tilbage til antikkens Ægypten, f.eks. i den ægyptiske dødebog (BYNUM, 1992). Begrebet "transpersonlig" kan f.eks. defineres således:

"transpersonal refers strictly to the mature, adult forms of transcendence of the ego-mind and body. (WILBER, 1980: x)

C.G. JUNG var med sin teori om det kollektivt ubevidste den første, der talte om transpersonlige erfaringer, men først STANISLAV GROF og KEN WILBER kan betegnes som egentlige transpersonlige psykologer. "Transpersonlig psykologi" kan defineres som en psykologi, der udforsker og kortlægger bevidsthedens videre udvikling, når jeg'et i sin individuationsproces er helt udfoldet, og som endvidere i sin terapeutiske praksis søger at afhjælpe de psykologiske problemer, der kan opstå på denne udviklingsvej.

Psykologiske og filosofiske studier af bevidstheden er farvet af kulturel baggrund og eksplicitte så vel som implicitte, ubestridte, epistemologiske og ontologiske grundantagelser, og disse "verdensbilleder" influerer på, hvad der iagttages. Således er der stor forskel på østlige, afrikanske og vestlige bevidsthedsopfattelser og psykologisk metodik. Transpersonlig psykologi tilstræber på god aperspektivisk vis at transcendere kulturelle barrierer, især mellem østens og vestens bevidsthedssyn, ved at søge en helhedsopfattelse, der integrerer de forskellige tilgange.[33] 

Jeg påstår ikke at transpersonlig psykologi bygger på, eller er i fuld overensstemmelse med, GEBSERs teorier.[34] F.eks. kritiserer ROLLO MAY (1992) den transpersonlige psykologi for at flygte fra reelle psykologiske problemer og ind i højere verdener ved f.eks. at benægte aggression som en del af den menneskelige personlighed som helhed. GEBSER er i modsætning hertil meget opmærksom på aggressioner hos det moderne menneske, og sådanne tager han som udtryk for "strukturelle konflikter".

Jeg vil afrunde gennemgangen af det integrale og eksemplerne på dets frembrud ved at præsentere en liste over begreber tilhørende hhv. det mentale og det integrale. Denne liste skulle give et godt indtryk af forskelligheden:[35]
 

Mental-rational:  Integral:
self-consciousness  mind-transcending freedom
ego-fulfillment ego-transcendence

search for perfection

present happiness
obsession with and fear of time time-freedom
past- or future-orientedness presentiation
intolerance/toleration playful tolerance
control letting be
observer consciousness participatory consciousness
knowledge  understanding, wisdom
guilt freedom from the superego
falling in or out of love being love
certain  ambiguous
different paradigms lead to anger or puzzlement different paradigms lead to laughter and play. Laughter unites and is aperspectival; laughter bridges incongruities
categories/abstractions concrete/direct/immediate

 

2.2 Helhedsbetragtninger

Jeg vil nu fremdrage nogle vigtige sammenhænge mellem de 5 bevidsthedsstrukturer og afrunde med at fremsætte og diskutere nogle kritisable forhold.

Som det er blevet klart, har den menneskelige opmærksomhedsevne undergået en vældig forvandling gennem tiden, og der er ingen grund til at tro, "at historien er slut" – at vi ikke udvikler vores bevidsthed yderligere. Den mentale strukturs frembrud i renæssancen ledsagedes af et skift fra platonisk til aristotelisk filosofi, hvilket ikke på alle områder må betegnes som et fremskridt, og tilsvarende vil fremkomsten af den integrale struktur uden tvivl ledsages af et erkendelsesteoretisk skift.

Udviklingen af bevidsthedsstrukturernes intensitet er inden det integrale stadium direkte proportional med distanceringen fra helheden. Denne oprindelige helhed, som det arkaiske menneske befandt sig i, og som stadig er til stede med den arkaiske struktur, lader sig i stigende grad indtil da ikke længere fuldstændig, men kun yderst fragmentarisk, erfare. Med den integrale struktur genvindes helhedsperspektivet atter, og de præ-mentale strukturer træder frem i deres effektive form igen.

Det gælder generelt, at en struktur træder frem ved en kvalitativ forandring, hvorefter en mere og mere kvantitativ devaluering sætter ind: Først er strukturen effektiv, siden mangelfuld. Den magiske struktur fremtræder i sin effektive og kvalitative form som fortryllelse og tryllebindelse, og i sin mangelfulde, kvantitative form som trolddom. Myterne undergår en tilsvarende fragmentering fra de uudsigelige, oprindelige myter til en mangfoldighed af mere og mere individualiseret og aspekteret mytologi af tiltagende tvivlsom værdi. Den mentale, rettede, diskursive tænkning bliver til det rationelles opsplittende, umådeholdne hår-kløveri. Også den integrale struktur vil fremtræde i en hhv. effektiv, kvalitativ og mangelfuld, kvantitativ form – først som en gennemsigtig, åben, spirituel iagttagelse, siden som en atomiserende opløsning resulterende i tomhed. GEBSER er åben overfor "højere" strukturer end den integrale, men disse ligger helt udenfor vores nuværende rækkevidde.

De forskellige bevidsthedsstrukturer giver mulighed for at kommunikere og gebærde sig på tilsvarende forskellige måder: F.eks. refererer lyd, billede og begreb til hver sin struktur; hhv. magisk, mytisk og mental. "Ordet" var i den magiske verden en kraft, senere i den mytiske verden blev det et billede, og i den mental-rationelle verden et begreb eller en formel.

Det er også vigtigt at bemærke sig, at verden tager sig ganske forskelligt ud, afhængig af i hvilken grad den iagttagende/deltagende har udfoldet de respektive strukturer. Hvad der for det magiske menneske virker som en dyb sammenhæng, kan for det mentale menneske tage sig ud som tilfældighedernes spil:

In der raum- und zeitlosen Welt bildet das eine wirkende Unität, was von unserer Raum-Zeit-Welt aus gesehen ohne Kausalkonnex abläuft, also irreal ist, so irreal wie für "unsere Welt" beispielsweise der Zufall ist. (GEBSER, 1949: 92)

Dermed udmunder GEBSERs teori i en form for erkendelsesteoretisk relativisme, der kunne udtrykkes således:

Die Wahrheit hat viele Stufen [...] [36]

Denne erkendelsesrelativisme tager dog det forbehold, at den integrale struktur formår at samle og forene de forskellige og tilsyneladende uforenelige betragtningsmåder igen.

GEBSERs teori er selvfølgelig ikke hævet over kritik, og jeg vil derfor i det følgende nævne og diskutere nogle generelle kritikpunkter:

Overgeneralisering. VYTAUTAS KAVOLIS[37] kritiserer GEBSER for at overgeneralisere med sine 5 bevidsthedsstrukturer. F.eks. differentierede han ikke mellem forskellige asiatiske civilisationer, men sammenlignede i sin "Asienfibel"[38] Asien som helhed med vesten som helhed. Indien og Kina opfattede han ikke som adskilte civilisationer, men mere som nationer indenfor én civilisation, hvilket jo er uhyrligt, når man tager de to landes forskellige historie, sociale strukturer, skrifttyper mv. i betragtning.

Second, GEBSER seemed to be saying that all essential differences between the West and Asia could be reduced to differences between the general, worldwide types of structures of consciousness: We were all fundamentally alike before the sixth century B.C., when magico-mythical structures prevailed everywhere. (KRAMER, 1992: 165)

RICHARD PALMER fremfører en lignende kritik, idet han anser GEBSERs teori for at være anspændt til det yderste og for at være utilfredsstillende i detaljerne (PALMER, 1977: 378)

GEBSER mener, at forskellen mellem øst og vest i dag skyldes, at vi i vesten har udviklet det mentale radikalt mere end i østen. Dette er en simplifikation, som hverken giver nogen forklaring på, hvorfor vesten udviklede den mentale struktur mere, eller hvorfor det skete på den pågældende tidspunkt. Det er for simpelt at sige, at der ikke kan være afgørende forskelle på to forskellige civilisationer, der befinder sig i den samme tidsalder.

Jeg er finder KAVOLIS' og PALMERs kritik rimelig og påkrævet: GEBSER er ikke tilstrækkelig opmærksom på historiske forskelle, der enten ikke medtages i listen over karakteristika på de givne bevidsthedsstrukturer og tidsaldre, eller som er undtagelser herfra. Men dette betyder langt fra, at GEBSERs distinktion er forkert eller ubrugelig: Den kan stadig bruges til at påpege generelle udviklingslinier for den menneskelige bevidsthed, selvom jeg ikke finder, at den tilstrækkeligt kan gøre opmærksom på forskelle og ligheder mellem den integrale strukturs frembrud i øst og vest. Til min brug her i specialet er hovedsagen, at han karakteriserer en ny bevidsthedsstruktur og dokumenterer dens begyndende tilstedeværelse i især vestlig kultur.

Manglende selvkritik. KAVOLIS nævner også, at GEBSER nok dokumenterede sine teorier med utallige eksempler, men alligevel mangler en kritisk distance og åbenhed overfor modeksempler:

Instead of investigating how diverse changes in the particular spheres of culture relate or do not relate to his structural conceptions, he selected from those spheres only what supports his theory. Thus, in the end, he illustrated (however comprehensively) his belief that all of culture is integrated, at a particular level of analysis, by a single structure of consciousness, instead of demonstrating, by a judicious examination of the evidence, to what extent this is, at a particular moment, true in the various component systems and movements of a cultural tradition. (KRAMER, 1992: 172)

Ringe kronologi. FEUERSTEIN kritiserer ham for at fokusere for meget på de generelle træk og derved ofre for lidt opmærksomhed på det kronologiske forløb:

Thus his characterizations of the different structures or modalities of consciousness tend to be too summary. He focuses on their essential morphology but only marginally discusses their chronology – a weakness he shares with OSWALD SPENGLER. (FEUERSTEIN, 1987: 43)

Denne defokusering på det kronologiske har GEBSER et argument for:

Wie weit oder tief man nun diese magische Zeit in die Vorzeit zurückverlegen will, ist wahrscheinlich nicht nur Anschauungssache, sondern auch wegen ihres zeitlosen Charakters ziemlich illusorisch. [...]
   Es ist reine Spekulation, etwas zu fixieren, was als Zeitloses in einem von uns nachträglich konstruierten Zeitraum geschehen ist. (GEBSER, 1949: 106f)

Dette argument finder jeg imidlertid fejlagtigt. Det giver fuld mening at efterforske i hvilket historisk tidsrum folk ikke havde nogen fornemmelse for tiden. Hvis GEBSER mente, at tid og rum rent faktisk ikke eksisterede, da kun den magiske struktur var udfoldet, var det en anden sag, men det gør han ikke:

Time and space have always existed. But is was not until relatively late that man first perceived them as such – namely, around 500 B.C. And it was not until the European Renaissance that man perceived them in their full significance. (GEBSER, 1954b: 167)

Det er dog selvfølgelig rigtigt nok, at vi vil have vanskeligt ved at sætte os i det magiske menneskes sted, med dets mangel på perspektivisk tidsopfattelse, men dette udelukker efter min mening ikke kronologisk datering.

Kontinuitet. FEUERSTEIN fortsætter sin kritik med, at hvis GEBSER havde været mere fokuseret på det kronologiske, så ville han måske have opdaget, at mutationerne mellem de forskellige strukturer ikke er så diskontinuerte, som han gør dem til. GEBSER er selv åben overfor, at der kan eksistere en post-arkaisk og en præ-magisk struktur mellem den arkaiske og magiske struktur (GEBSER, 1949: 87), og dette betyder, at opdelingen mellem strukturerne ikke er så distinkt, som det forudsættes i den diskontinuerte mutationsopfattelse.

Men skulle udviklingen fra struktur til struktur være evolutionær eller saltatorisk[39] i stedet for mutationel, så ændrer dette dog ikke ved det interessante i GEBSERs teori om de 5 bevidsthedsstrukturer og deres meget forskellige verdensudsyn og -tilgang.

Noter

[5] Med "tidsaldre" skal her primært forstås fylogenetiske stadier, men også ontogenetisk gør lignende stadier sig gældende, selvom GEBSER dog ikke gør meget ud af dette aspekt.

[6] HANS JONAS har også fundet denne problematik af yderste vigtighed, men han har dog en noget anden tilgang til den; f.eks. argumenterer han rationelt. Se f.eks. hans "Das Prinzip Verantwortung: Versuch einer Ethik für die technologische Zivilisation", Frankfurt 1979.

[7] GEBSER, 1949: 72, 75. Bemærk, at den springvise udvikling etymologisk antydes ved GEBSERs anvendelse af udtrykket "Ursprung" fremfor "Anfang" eller "Beginn".

[8] Jvf. evt. citatet nedenfor side 44 fra GEBSER, 1949: 81f.

[9] Overalt, hvor GEBSER taler om det ubevidste, menes ikke noget, som er modsat eller en negation af det bevidste. I GEBSERs tolkning er det ubevidste præ-former af det bevidste, og det ubevidste i psykologisk/dybdepsykologisk forstand eksisterer slet ikke: "Es gibt kein sogenanntes Unbewußtes. Es gibt nur verschiedene Arten (oder Intensitäten) des Bewußtseins: ein magisches, das eindimensional ist; ein mythisches, das zweidimensional ist; ein mentales, das dreidimensional ist; und es wird ein integrales geben, das vierdimensional sein wird und damit ganzheitlich. [...]
   "Unbewußt" – falls man diesen irreführenden Begriff überhaupt verwenden will – ist jeweils nur die eine Dimension weniger, welche durch die nächste mehr-dimensionierte Ebene erschlossen wird. Doch das schließt keine generelle Gegensätzlichkeit von Unbewußtem und Bewußtsein ein, noch weniger eine Negierung desselben, sondern lediglich eine Andersartigkeit des Bewußtseins selbst: seine mutationsbedingte Differenziertheit und seine an die jeweilige Dimensionierung gebundenen Manifestations- und Realisations-Möglichkeiten"
(GEBSER, 1949: 290f).
   GEBSER er her på linie med JEAN-PAUL SARTRE (1905-1980), der som fortaler for menneskets frihed og ansvarlighed afviste den freudianske tanke om det ubevidste – en tanke der implicerer psykologisk determinisme.
   Jeg fortsætter dog, ligesom GEBSER, af praktiske grunde i min fremstilling med at anvende ordet "ubevidst" om noget, der ikke er bevidst, dvs. noget, der befinder sig under opmærksomhedstærsklen, fordi det har en for utilgængelig frekvens. For det mentale menneske hentyder begrebet "det ubevidste" således til den integrale og de præ-mentale strukturer, hvis virksomhed og indflydelse det mentale menneske kan være uvidende og uopmærksom på; de virker ubevidst.

[10] FEUERSTEIN (1987: 53). FEUERSTEIN er Co-Director for California Center for Jean Gebser Studies.

[11] GEBSER, 1949: 84. GEBSER citerer efter RICHARD WILHELMs oversættelse af "DSCHUANG DSÏ: Das wahre Buch vom südlichen Blütenland", Diederichs, Jena, 1940, s. 12. CHUANG-TZUs navn ses også ofte transskriberet således: "TSCHUANG TSE".

[12] GEBSER, 1949: 234-236. GEBSER er åben overfor alternative forklaringer af de mirakuløse helbredelser i Lourdes.

[13] GEBSER, 1949: 88. Se også s. 94f.

[14] Egentlig er det mere korrekt, men også mere upræcist, at tale om "realiseringsform" i stedet for "tænkeform" (Denkform), idet der for de præ-mentale strukturers vedkommende højst kan være tale om præ-former af tænkning.

[15] GEBSER, 1949: 105. Citatet stammer oprindeligt fra en meget læst roman af GUSTAV MEYRINK: "Der Engel vom westlichen Fenster".

[16] I det 20. århundrede er det, hovedsageligt via HEIDEGGER, blevet legitimt at filosofere ved etymologiske refleksioner. HEIDEGGER har temmelig sikkert lånt og lært af østlig filosofi, jvf. MAY (1989).

[17] Undtaget herfor er hellige mennesker, som f.eks. Kristus, men deres aura symboliserer deres hellighed og oplyste bevidsthed, og er ikke udtryk for en evne til aura-syn hos kunstneren.

[18] SBOROWITZ, 1965: 123, og GEBSER, 1949: 229.

[19] ERIC MARK KRAMER og ALGIS MICKUNAS: "Introduction: GEBSER's new understanding", i: KRAMER (1992), s. xxi.

[20] En cirkelfigur kræver 2 dimensioner.

[21] Fra ERIC MARK KRAMER: "GEBSER and culture" (kapitel 1), i: (KRAMER, 1992: 45).

[22] Dette svarer til, at en antropolog, når han eller hun søger at forstå en stammes nøgleideer, må søge at internalisere disse, og fremfor alt ikke må udsætte dem for ekstern forstyrrelse ved f.eks. at foretage en logisk rekonstruktion eller at sammenligne dem med allerede kendte og måske mere omfattende og præcise ideer. Først når den fremmede kulturs ideer er internaliseret, kan de sammenlignes med antropologens egen kultur. (FEYERABEND, 1975: 250)

[23] Der er nu også mange spirituelle retninger, der taler om "intensiveret" fremfor "højere" eller "udvidet". Forskellen er parallel til W.T. STACEs (1960) distinktion mellem introverte og ekstroverte mystikere. Uanset "metoden" så er "resultatet" af den mystiske oplevelse imidlertid den samme, nemlig en oplevelse af Gud, og evt. at alt er Gud og Gud er alt. Tilsvarende gør det ingen forskel på naturen af eksempelvis en kraftig empati-forøgelse, om man taler om en udvidet eller en intensiveret bevidsthed, men det er selvfølgeligt rimeligt af GEBSER at gøre opmærksom på hvilken metaforik, der bedst er i overensstemmelse med hans teori.
   At der blot er tale om en utilfredshed med begrebet "bevidsthedsudvidelse", fremfor en generel afstandtagen og karakteristik af moderne spirituelle retningers opfattelser som illusoriske, ses bl.a. af hans positive omtale af SRI AUROBINDO i forordet til anden-udgaven (GEBSER, 1949: 18f) og i "Verfall und Teilhabe" (1974a: 115ff). Men AUROBINDO bruger jo også begrebet "integral" om den fremspirende bevidsthedsform.
   Gebser sammenligner gentagne gange sit budskab med tilsvarende hos TEILHARD DE CHARDIN og AUROBINDO, men deler dog ikke deres tilknytning til en religion.

[24] Det kan endvidere bemærkes, at GEBSER-eksperten FEUERSTEIN (1987: 43) ikke tøver med at identificere Sig'et med hinduismens atman, så helt uden sammenligning er Sig'et vel ikke.

[25] "Con" er afledt af det latinske cum, der betyder "together", og "science" er afledt af det latinske scire, der betyder "to know". (min note)

[26] FEUERSTEIN, 1987: 47f. FEUERSTEINs kommentarer og oversættelser af tyske gloser i kantet parentes har jeg fjernet. Det er uklart, om brevet oprindeligt er forfattet på tysk og siden oversat af FEUERSTEIN, og dette gør min efterfølgende diskussion lidt usikker.

[27] GEBSER, 1949: 83, min understregning. KEALEY (1990: 7) differentierer i sin GEBSER-tolkning mere klart: "Origin is not a structure of consciousness, however. It is the originary, in the sense of spiritual, presence that is both the foundation of the structures of consciousness that unfold in space-time as well as that which continuously exerts a sort of pressure on them to unfold."

[28] Selvom det arkaiske opmærksomhedsniveau betegnes som dyb, drømmeløs søvn, så er der dog, i modsætning til ved oprindelsen, tale om et niveau, der lader sig klassificere som en bevidsthedsgrad.

[29] GEBSER, 1949: 75. GEBSER henviser i brevet selv til dette citat i den engelske oversættelse af Ursprung und Gegenwart: The Ever-present origin.

[30] Uklarheden beror også på, at GEBSER søger at undgå definitioner, fordi sådanne er perspektiviske, sproglige fikseringer. Dette emne tager jeg op i afsnit 3.1 side 58.

[31] GEBSERs udtalelse i: FRIEDRICH, 1967: 10.

[32] GEBSER, 1953: 541. GEBSERs kantede parentes.

[33] CANDA, 1991. Dog kritiserer MYERS (1992) de transpersonlige psykologer for ikke at være tilstrækkeligt opmærksomme på det afrikanske syn på bevidstheden og dens muligheder, så ifølge hende er der i praksis grænser for den transkulturelle åbenhed, diversitet og helhedssøgen.

[34] WILBER (1980, 1981) har dog læst GEBSER.

[35] Listen er selekteret fra lignende lister hos FEUERSTEIN (1987: 182f) og MASAR (1981: 154-157).

[36] Fra JOACHIM ILLIES' forord i GEBSER (1949: 9).

[37] VYTAUTAS KAVOLIS: "GEBSER and the theory of socio-cultural change", i KRAMER (1992: 163-177), s. 165.

[38] "Asienfibel" udkom i 1962, og udkom i 1968 i en forøget udgave med titlen: "Asien lächelt anders".

[39] "Saltatorisk" skal her forstås som en mellemting mellem evolutionær og mutationel, hvor den evolutionære udvikling intensiveres i periode, således at der foretages evolutionære hop.

 

 
Senest opdateret: 21-04-2016 1:34