Dansk  |  English
Firmalogo

Demarkation og Parapsykologi

Hjemmeopgave i forbindelse med Cand. phil. emneprøve i teoretisk filosofi efter 1900 ved Filosofisk Institut, Odense Universitet, januar 1992.

 

1. Indledning 
2. Videnskabelighed 
3. Parapsykologi 
4. Poppers syn på parapsykologiens videnskabelighed 
5. Videre diskussion 
Konklusion 
Noter
Anvendt litteratur 

1. Indledning

Dette er et forsøg på at forstå, hvad videnskab er og hvordan den adskiller sig fra ikke-videnskab. Forsøget på at drage en grænse mellem videnskab og ikke-videnskab vil i det følgende blive benævnt "demarkation". Demarkationsproblemet består i om demarkation er muligt. Som gennemgående eksempel vil jeg anvende parapsykologi; er parapsykologi en videnskab? Forudsætter udsagnene "parapsykologi er en videnskab" eller "parapsykologi er uvidenskabelig" at demarkation er muligt? For at besvare spørgsmålet, om parapsykologien er en videnskab, er det nødvendigt først at undersøge, hvad videnskabelighed i det hele taget vil sige.

2. Videnskabelighed

Jeg tager udgangspunkt i Sir Karl Poppers (1902-) opfattelse af demarkationsproblemet, som han definerer således:

It was the problem of drawing a line (as well as this can be done) between the statements, or systems of statements, of the empirical sciences, and all other statements – whether they are of a religious or of a metaphysical character, or simply pseudo-scientific.[1]

Demarkationsproblemet drejer sig om at klassificere en teori eller gruppe af teorier som enten tilhørende (1) ikke-videnskab (herunder filosofi og metafysik), (2) pseudo-videnskab, (3) proto-videnskab eller (4) videnskab. En pseudo-videnskab er en ikke-videnskab, som giver sig ud for at være en videnskab.[2] En proto-videnskab er en videnskab, som endnu er i sin vorden og derfor ikke efterlever alle de, krav man må stille til en videnskab. Med videnskab menes i det følgende empirisk videnskab, idet Popper skelner mellem (1) logiske og matematiske, (2) empiriske og videnskabelige, og (3) filosofiske eller metafysiske teorier, og da parapsykologien ikke er en logisk eller matematisk disciplin, fordi den ikke er aksiomatisk og deduktiv.[3] (Er parapsykologien filosofisk eller metafysisk, tilhører den hermed definitorisk ikke-videnskaben).

Demarkationsproblemet handler ikke om, hvornår en teori er sand eller falsk, for videnskaben kan fejle, og pseudo-videnskaben kan snuble over sandheden. Klassen af videnskabelige teorier indeholder 3 underklasser: utestede teorier, testede teorier som er fundet korrekte og testede teorier som er fundet ukorrekte. At en teori er videnskabelig gør den ikke sand, for den kan være utestet eller ukorrekt.[4]

Popper gør op med induktivismen, som udgør det traditionelle svar på demarkationsspørgsmålet: Videnskab adskiller sig fra pseudo-videnskab ved dens empiriske metode; den slutter primært fra observationer og eksperimenter til universelt gyldige teorier: teoriers sandhed kan bekræftes gennem empiriske verifikationer. Efter Poppers opgør med induktivismen, kan det ikke være anvendelsen af induktion, således som de logiske positivister hævdede, som demarkerer mellem videnskab og ikke-videnskab. For de logiske positivister var verificerbarhed demarkationskriteriet mellem meningsfulde og meningsløse empiriske udsagn og dette skel demarkerede samtidigt mellem videnskab og ikke-videnskab. Kun sætninger, som var hjemmehørende i logikken og matematikken, og sætninger, som kunne verificeres gennem erfaringen, blev regnet for meningsfulde.

Popper kritiserede dette af tre grunde: (1) Universelle udsagn kan ikke som singulære udsagn være verificerbare pga. induktionsproblemet: naturlove, kan ikke bevises, da man ikke kan slutte fra et endeligt antal observationer til en universel regel. Derfor kan naturvidenskaben på linie med metafysikken ikke verificeres. Endvidere indeholder megen ikke-videnskab, som f.eks. astrologi, frenologi etc., logisk meningsfulde udsagn.

(2) De logiske positivisters verifikationskriterium gjorde metafysikken meningsløs, hvad den på ingen måde er: En ikke-prøvbar teori kan udvikles til en prøvbar: Videnskaben er jo netop selv vokset ud af metafysikken. Selvom metafysiske teorier ikke kan efterprøves, så kan de diskuteres kritisk, og argumenterne for og imod kan sammenlignes, således at den ene kan foretrækkes frem for den anden.

I thus felt that if a theory is found to be non-scientific, or 'metaphysical' (as we might say), it is not thereby found to be unimportant, or insignificant, or 'meaningless', or 'nonsensical.' But it cannot claim to be backed by empirical evidence in the scientific sense – although it may easily be, in some genetic sense, the 'result of observation'.[5]

(3) Hvis kun verificerbare og tautologiske udsagn (logik og matematik) hævdes at være meningsfulde, så må enhver diskussion om begrebet "mening", og dermed også de logiske positivisters eget "meningskriterium", indeholde meningsløse sætninger.

Popper opdagede, at der er en asymmetri mellem verifikation og falsifikation, således at forstå, at i logisk forstand er empiriske generalisationer falsificerbare, men ikke verificerbare.

Only the falsity of the theory can be inferred from empirical evidence, and this inference is a purely deductive one.[6]

"Alle S er P" falsificeres endegyldigt af ét element af S som ikke er P, men påstanden kan ikke bevises udfra bekræftelser af elementer af S tilhørende P. Popper erstatter altså de logiske positivisters verificerbarhed som demarkationskriterium med falsificerbarhed.

Erkendelse er for Popper nødvendigvis altid noget foreløbigt; vi kan ikke finde endegyldigt sande universelle empiriske udsagn, men vi er altid i en situation, hvor vi må nøjes med at begrunde udfra systematiske tilbagevisningsforsøg, hvorfor vi foretrækker det ene udsagn frem for det andet. Der findes ikke fastslåede kendsgerninger i videnskaben, men alle hypoteser kan vente hel eller delvis falsifikation. I denne kamp mellem konkurrerende teorier, skal vi søge teorier med et så stort empirisk indhold som muligt som erstatning for falsificerede teorier. Sætninger med et større empirisk indhold fortæller mere om verden; de har et større informativt indhold, og det hvad enten de viser sig at være sande eller falske.

Thus if we aim, in science, at a high informative content – if the growth of knowledge means that we know more, that we know a and b, rather than a alone, and that the content of our theories thus increases – then we have to admit that we also aim at a low probability, in the sense of the calculus of probability.
   And since a low probability means a high probability of being falsified, it follows that a high degree of falsifiability, or refutability, or testability, is one of the aims of science – in fact, precisely the same aim as a high informative content.[7]

Tilbage til Poppers løsning af induktionsproblemet i videnskaben: Han mener, at videnskaben slet ikke har brug for induktion og derfor opstår induktionsproblemet ikke. Videnskaben benytter sig ganske vist af slutninger fra et endeligt antal iagttagelser til universelle teorier, ja undertiden fra én iagttagelse, men dette vedrører kun teoriernes genese og ikke deres gyldighed. Gyldigheden kan man, som nævnt, aldrig være helt sikker på, men man må hele tiden udvælge den bedst befæstede teori:[8]

By the degree of corroboration of a theory I mean a concise report evaluating the state (at a certain time t) of the critical discussion of a theory, with respect to the way it solves its problems; its degree of testability; the severity of tests it has undergone; and the way it has stood up to these tests: Corroboration (or degree of corroboration) is thus an evaluating report of past performance.[9]

Enhver interessant og kraftfuld hypotese må have et så stort informativt indhold som muligt og dermed en lav sandsynlighed: Jo mere specifik, nøjagtig og utvetydig en hypotese er, jo mere fortæller den, men desto større sandsynlighed er der for, at den er forkert. Omvendt vil en hypotese med en høj sandsynlighed (f.eks. en tautologi) være videnskabelig uinteressant, fordi den siger for lidt og har ringe forklaringskraft. Det informative indhold er direkte proportionalt med prøvbarheden (og dermed falsificerbarheden), men omvendt proportionalt med sandsynligheden.

Videnskaben søger så befæstede falsificerbare teorier som overhovedet muligt, altså teorier, som ikke er blevet gendrevet af tests af deres dristige og usandsynlige forudsigelser.[10] Sandhed er for Popper overensstemmelse med kendsgerningerne, men vi kan kun approksimere os til sandheden. Videnskaben gør fremskridt, når den opnår bedre befæstede teorier, men den kan aldrig være sikker på at have fundet den rigtige teori (sandheden). Fordi vi ved, hvordan en god videnskabelig teori ser ud, kan vi afgøre, om den er et fremskridt for videnskaben, hvis den klarer de afgørende empiriske tests, selv før den testes. En teori t2 erstatter teori t1, hvis den korresponderer bedre med kendsgerningerne end denne:

(1) t2 makes more precise assertions than t1, and these more precise assertions stand up to more precise tests.
(2) t2 takes account of, and explains, more facts than t1 (which will include for example the above case that, other things being equal, t2's assertions are more precise).
(3) t2 describes, or explains, the facts in more detail than t1.
(4) t2 has passed tests which t1 has failed to pass.
(5) t2 has suggested new experimental tests, not considered before t2 was designed (and not suggested by t1, and perhaps not even applicable to t1); and t2 has passed these tests.
(6) t2 has unified or connected various hitherto unrelated problems.[11]

Videnskaben starter med problemer og ikke observationer, selvom uventede observationer kan give anledning til problemer. Opgaven for en videnskabsmand er derfor altid at løse et problem ved at konstruere en videnskabelig teori.[12] Videnskabens opgave er altså at fremsætte dristige hypoteser og derefter søge at gendrive dem igen. Det vigtigste er at lære af sine fejltagelser – og derfor er det vigtigt ikke for enhver pris at undgå fejltagelser – og at fremsætte nye og bedre teorier. Opdager man, at man har taget fejl, har man lært noget og er kommet sandheden nærmere.

Når man har et teoretisk problem kan man både søge en videnskabelig og en pseudo-videnskabelig løsning, så problemstillingen eller emnet er i sig selv hverken videnskabelig eller pseudovidenskabelig.[13] Den generelle situation for en videnskabsmand m/k er, at han eller hun ønsker at forklare eksperimentelle fakta, fakta som tidligere teorier forklarede succesfuldt, fakta som de ikke kunne forklare, og fakta ved hvilke de var falsificerede. Den nye teori skal også løse – hvis det er muligt – teoretiske vanskeligheder. Men her ud over kræves 3 ting: (1) Simpelhed:

The new theory should proceed from some simple, new, and powerful, unifying idea about some connection or relation (such as gravitational attraction) between hitherto unconnected things (such as planets and apples) or facts (such as inertial and gravitational mass) or new 'theoretical entities' (such as field and particles).[14]

the simpler theory has always a higher degree of testability than the more complicated one.[15]

(2) Teorien skal være uafhængig testbar:

That is to say, apart from explaining all the explicanda which the new theory was designed to explain, it must have new and testable consequences (preferably consequences of a new kind); it must lead to the prediction of phenomena which have not so far been observed.[16]

(3) Teorien skal klare nye og strenge tests:

Our third requirement may be divided into two parts: first we require of a good theory that it should be successful in some of its new predictions; secondly we require that it is not refuted too soon – that is, before it has been strikingly successful.[17]

Dette tredie krav kræver i modsætning til de første to empiriske tests og det udelukker ad hoc teorier: Punkt 3 er nødvendig, fordi forudsigelser er nødvendige, men ikke tilstrækkelige betingelser, for en ny videnskabelig teori:

We have no reason to regard the new theory as better than the old theory – to believe that it is nearer to the truth – until we have derived from the new theory new predictions which were unobtainable from the old theory ... and until we have found that these new predictions were succesful.[18]

Popper konkluderer om demarkationsspørgsmålet:

One can sum up all this by saying that the criterion of the scientific status of a theory is its falsifiability, or refutability, or testability.[19]

Da enhver seriøs test af en teori er et forsøg på at gendrive den, så er testbarhed det samme som gendrivelighed og falsificerbarhed.[20]

Alt hvad jeg har sagt om Poppers syn på falsifikation gælder kun logisk set, for i praksis, i metodelæren, stiller sagen sig anderledes: En falsificerende iagttagelse kan være forkert. Popper er logisk set naiv falsifikationist men kritisk falsifikationist metodisk set. Endegyldig falsifikation på det metodiske plan er uopnåelig.[21] Endvidere foretrækkes falsificerede teorier nogle gange i praksis frem for ikke-falsificerede, fordi de er udmærkede approksimationer og nemme at anvende.

3. Parapsykologi

Nu vil jeg definere og diskutere følgende begreber: Parapsykologi, psi, ESP (psi-gamma), PK (psi-kappa), telepati, clairvoyance, prækognition og retrokognition. Jeg vil søge at gøre det neutralt, således at definitionerne ikke forudsætter (1) bestemte filosofiske positioner, (2) parapsykologiske fænomeners eksistens eller (3) bestemte klassifikationer af parapsykologien som helhed. (4) Da operationalistiske definitioner af parapsykologiske fænomener ikke er acceptable, fordi disse ofte konstateres som statistiske afvigelser, og fordi dette udelukker unikke enkelttilfælde, har jeg også undgået sådanne.

Er parapsykologi en del af psykologien? Er parapsykologien interdisciplinær og dermed en selvstændig videnskabsgren, som grænser op til psykologien og mange andre videnskabsgrene; fysikken, biologien, kemien, sociologien etc.? Hvilke spørgsmål og fænomener hører ind under parapsykologien?: Er spørgsmålet om et liv efter døden parapsykologisk? Ifølge parapsykologiens 'grand old man' J.B. Rhine har parapsykologien indsnævret sit område til udelukkende at være videnskaben om psi (defineres om lidt), og således er spørgsmålet om et liv efter døden for omfattende til en ren parapsykologisk løsning.[22]

Da det endnu er et spørgsmål for mig, om parapsykologi er en videnskab eller ej, om den er interdisciplinær eller ej, og da det virker plausibelt, ifølge Rhine, at parapsykologien kun omfatter de såkaldte psi-fænomener, vil jeg definere parapsykologi således: Parapsykologi er studiet af psi-fænomener.

Men hvad er så psi-fænomener? "Psi" er parapsykologiens mest centrale begreb, og det introduceredes i 1947 af R.H. Thouless og B.P. Wiesner.[23] Psi er en fællesbetegnelse for begreberne "Extra-sensory-perception" (ESP) og "Psyko-kinese" (PK), og dermed de parapsykologiske fænomener under et. Navnet "psi" stammer fra det græske bogstav Ψ, som Thouless og Wiesner anså for en passende neutral betegnelse for de parapsykologiske fænomener. Ψ er det første bogstav i det græske ord Ψνχικός, som "psykisk" er afledt af. Endvidere omdøbte de ESP til psi-gamma (Ψγ) og PK til psi-kappa (Ψκ). "Gamma" og "Kappa" er forbogstaverne i de græske ord for henholdsvis "erkendelse" (γνώσις) og "bevægelse" (κίνησις). Parapsykologi er studiet af psi-fænomener, som kan grupperes under betegnelserne "psi-gamma" og "psi-kappa". Magne Dybvig definerer psi-fænomener således:

That is, we have a psi phenomenon X if and only if we have the following combination: (a) X involves a correspondence, or fit, between states or activities of a subject and the environment, (b) this correspondence is not accidental, and (c) it is not the result directly or indirectly of any sensory or motor interaction with the environment.[24]

Med "miljø" eller "omgivelser" (environment) skal her (som hos Dybvig) forstås det, som ligger uden for subjektets fysiske legeme. Magne Dybvig definerer endvidere psi-gamma (ESP) og psi-kappa (PK) på følgende vis:

It is usual to define psi as the disjunction of ESP and PK. ESP is then understood as an interaction where the direction of causation is from the environment to the subject, while in PK the direction of causation is from the subject to the environment.[25]

Jeg bruger begreberne "psi-gamma" og "psi-kappa" frem for "ESP" og "PK" for ikke at antyde mere end der er eksperimentel baggrund for, og fordi ESP-begrebet er problematisk: "Ekstra-sensorisk" er problematisk, fordi det i modstrid med ovennævnte definitioner antyder en form for sansning. Der er snarere tale om en informationsoverførsel uden om sanserne, hvorfor et sansningsneutralt begreb er passende. Rhine, som introducerede begrebet ESP i 1934,[26] har da også selv i perioder brugt betegnelsen "perception beyond the known senses" som erstatning.[27]

Imod dette synspunkt kunne dog indvendes, at psi-gamma fænomenerne forholder sig til sanseperception på samme måde som ubevidst sanseperception forholder sig til bevidst sanseperception. Ubevidst sanseperception er f.eks. perception af så kortvarige fænomener, at man ikke når bevidst at registrere dem. Hermed kunne psi-gamma være en form for perception, men før vi ved det, ville det være uneutralt at benytte betegnelsen "ESP".

Ved psi-gamma får man heller ikke information eller responderer i samme betydning, som ved sanseperception. F.eks. modtager en Rhine'sk kortgætter ikke information eller responderer som ved sanseperception, da han eller hun ikke er i stand til at bedømme hvilke gæt, der er rigtige. Igen kunne hertil henvises til analogien mellem bevidst og ubevidst sanseperception, som begrebet ESP stadig udtrykker en præference for.

Desuden er "extra" en relativ størrelse, som refererer til de til enhver tid anerkendte sanser. Opdages og anerkendes en "ekstra" sans en dag, vil fænomener som nu rubriceres under ESP ikke længere kunne vedblive med det. Nogle mener, at ESP antyder noget overnaturligt eller mystisk.

Jeg vil definere psi-gamma som Antony Flew:

We speak, or would speak, of psi-gamma when some subject comes up with information; and when that subject's acquisition of this information cannot be put down either to chance, or to perception, or to inference from materials ultimately obtained through sensory channels.[28]

Denne definition lider, som alle andre definitioner af psi, af den svaghed, at psi er defineret negativt: det siges hvad psi ikke er, men ikke hvad det er. En formand i "the Society for Psychical Research" sagde engang:

The field ... must be unique in one respect at least: no other discipline, so far as I know, has its subject matter demarcated by exclusively negative criteria. A phenomenon is, by definition, paranormal if and only if it contravenes some fundamental and well-founded assumption of science.[29]

Denne negative definitionsmåde medfører en række problemer: (1) Det er meget vanskeligt at bevise negativt, for så skal man udelukke alle andre forklaringsmuligheder. (2) Findes en "naturlig" forklaring på et psi-fænomen en dag, såsom en hidtil uopdaget fysisk strålingsform, så hører dette fænomen måske ikke længere ind under parapsykologiens område, men under et eller flere af de naturvidenskabelige fag. Hvilke fænomener, som hører ind under begrebet "psi", vil altså hele tiden kunne ændre sig. (3) Defineres parapsykologien som den disciplin, der beskæftiger sig med visse fænomener, som strider imod videnskabens grundlag og forklaringsmuligheder, så vil parapsykologien vanskeligt selv kunne kaldes en videnskab.

Antony Flew henter sin definition af psi-kappa fra glosariumet i hvert nummer af "The Journal of Parapsychology":

the direct influence exerted on a physical system by a subject without any known intermediate physical energy or instrumentation.[30]

Psi er per definition ekstra-sensorisk-motorisk. Men da vi ikke ved nok om udstrækningen af de sensorisk-motoriske funktioner selv, specielt ikke hvis de foregår på et ubevidst plan, så kan det være vanskeligt i praksis at drage denne skelnen mellem ekstra-sensorisk-motorisk og sensorisk-motorisk.

Psi-gamma fænomenerne kan underinddeles ved at drage distinktioner på to forskellige planer: (1) Der skelnes traditionelt mellem "telepati" og "clairvoyance", som begge handler om informationsoverførsel til en person uafhængigt af de kendte sanse-motoriske systemer.

The idea is to distinguish two kinds of psi-gamma information: that already available to some person other than the subject, and presumably being somehow acquired from that other person; and that not available to any other person but immanent in the non-personal world, and presumably being somehow acquired directly from that non-personal world.[31]

Førstnævnte informationsoverførsel af en persons mentale tilstand eller indhold til en anden person kaldes "telepati" og sidstnævnte informationsoverførsel, som ikke har et andet subjekts mentale indhold eller tilstand som kilde, kaldes "clairvoyance".

Distinktionen mellem telepati og clairvoyance er således funderet på om informationskilden er en anden persons mentale indhold eller tilstand, eller noget ikke-personalt, og dermed forudsættes ikke bestemte opfattelser af bevidsthedens eller det mentales natur. Det skulle derfor stadig være muligt at tale om telepati inden for en materialistisk eller behavioristisk begrebsramme. Hvis f.eks. den materialistiske identitetsteori forfægtes, så vil distinktionen gå på, om man henholdsvis har eller ikke har tilgang til en anden persons hjerneprocesser. Derfor vil telepati i det følgende referere til psi-gamma, hvor informationen stammer fra en anden persons mentale processer eller hjernetilstande, og clairvoyance er psi-gamma, hvor informationskilden er fysiske objekter ud over hjernen.

(2) Traditionelt drages der et temporalt skel blandt psi-gamma fænomenerne:

If the information produced in or by the subject is only going to become normally available in the future, then it is usual to speak of paranormal precognition or of precognitive psi-gamma.[32]

Prækognition er altså en psi-gamma-evne som giver viden fra og om en fremtidig begivenhed – en viden, som ikke kunne forudsiges eller beregnes på normal vis. Er den opnåede information hentet fra fortiden tales om retrokognitive psi-gamma fænomener og stammer informationen fra samtidigheden tales om simultan psi-gamma.

Flew foreslår, at bogstavet "M" anvendes som erstatning for "minus" og "retro", "S" anvendes for "simultan" og "P" anvendes for "plus" og "præ", således at retrokognition, simultan psi-gamma og prækognition henholdsvis kommer til at hedde MΨγ, SΨγ og PΨγ.[33] Da denne begrebsdannelse imidlertid ikke har vundet indpas i parapsykologien, hvor der i øvrigt spores en vis afstandtagen overfor "Flewismen", karakteriseret ved en pedantisk kritik af gængse parapsykologiske begreber med forvirring og kontekstløshed til følge, vil jeg i det følgende anvende begge former; både prækognition og PΨγ etc.

4. Poppers syn på parapsykologiens videnskabelighed

Hvis Poppers demarkationskriterium er noget værd, så må det kunne anvendes til at afgøre om parapsykologi er en videnskab eller ej. Før jeg præsenterer Poppers svar på parapsykologiens videnskabelig vil jeg skelne mellem (1) parapsykologiens genstandsområde, (2) parapsykologiske teorier og (3) parapsykologien som (potentiel) forskningsinstitution.

Enhver fagvidenskab er kendetegnet ved at have et mere eller mindre veldefineret genstandsområde, som udtrykker hvilke genstande eller problemer den pågældende videnskab beskæftiger sig med. Handler demarkationsproblemet om at undersøge hvilke genstandsområder videnskaben som helhed er i stand til at undersøge med de for hånden værende midler? På side 5 skrev jeg, at på et teoretisk problem kan man både søge en videnskabelig og en pseudo-videnskabelig løsning, så problemstillingen eller emnet i sig selv er hverken videnskabeligt eller pseudovidenskabeligt. Derfor er genstandsområdet uafhængigt af demarkationsproblemet: Demarkationens resultater kan ikke være et genstandsområde. Det er teorierne inden for det pågældende genstandsområde, som enten er pseudo-videnskab eller videnskab! Alle genstandsområder, som ikke er filosofiske, metafysiske, logiske eller matematiske, er værdige til videnskabelig undersøgelse, også parapsykologiens, men de teorier og metoder man tvinges af genstandsområdets karakter til at anvende er enten ikke-videnskabelige eller videnskabelige etc.

Poppers demarkationskriterium angår hverken genstandsområders eller forskningsdiscipliners videnskabelighed, men teoriers videnskabelighed. Når Popper taler om grader af testbarhed, sandsynlighed og sammenligninger mellem teoriers befæstelsesgrader, så er demarkationens resultater et 'mere eller mindre' og ikke et 'enten eller':[34]

This indicates that the criterion of demarcation cannot be an absolutely sharp one but will itself have degrees. There will be well-testable theories, hardly testable theories, and non-testable theories. Those which are non-testable are of no interest to empirical scientists. They may be described as metaphysical.[35]

En konsekvens af denne grå-zone (hardly testable theories) er, at man ikke kan skelne skarpt mellem videnskab og ikke-videnskab, men blot tale om graden af teoriers videnskabelighed. Således er parapsykologi mindre videnskabelig end fysik, fordi dens teorier er mindre testbare og dermed mindre falsificerbare.

Om parapsykologien er en videnskab afhænger derfor ene og alene af parapsykologernes evne til at fremstille, kritisere og teste empiriske teser. Men hermed bliver demarkationsspørgsmålet for parapsykologien som forskningsinstitution en vurderingssag: (1) Hvis tilstedeværelsen af én parapsykologisk teori og kritisk indstilling hertil ikke er nok til at konstituere parapsykologien som videnskab, hvor mange teorier skal der så til? (2) Hvilken grad af falsificerbarhed er nødvendig for at parapsykologiske teorier kan kaldes videnskabelige? (3) Hvor store kvalitative forskelle kan tolereres mellem parapsykologerne indbyrdes?; hvor mange procent af en forskningsinstitutions forskere kan fremkomme med ikke-videnskabelige teorier uden forskningsinstitutionen som helhed miskrediteres? (4) I hvilket omfang stilles krav om enkeltteoriernes indpasning i en samlende teorikonstruktion (paradigme), som præsenterer teoriernes samlede forudsætninger og konsekvenser?

Da Poppers demarkationskriterium altså tilsyneladende ikke endegyldigt kan bruges til at afgøre spørgsmålet om parapsykologiens videnskabelighed, kunne det være interessant at se nærmere på Poppers mønstereksempel på en pseudo-videnskab; astrologien. Hvad er det præcist, der gør astrologien som helhed til en pseudo-videnskab? Eller er det bare astrologiens teorier, som Popper kalder pseudo-videnskabelige?

Popper nævner gentagne gange astrologien som en pseudo-videnskab, men uden nærmere at argumentere herfor. I det følgende citat, beretter Popper om astrologiens behandling før han fremsatte sit demarkationskriterium:

Astrologers, more especially, have always claimed that their 'science' was based upon a great wealth of inductive material. This claim is, perhaps, unfounded; but I have never heard of any attempt to discredit astrology by a critical investigation of its alleged inductive material. Nevertheless, astrology was rejected by modern science because it did not fit accepted theories and methods.[36]

Empiri er ikke nok, så astrologien bør udsættes for videnskabelige tests og kritik ud fra de forudsigelser, den fremkommer med. For at være en videnskab kræves en succesfuld afprøvning. Men måske er astrologien ikke dristig nok i sine forudsigelser til at blive et interessant testobjekt? Hvis en astrologs horoskoptydning foregår i et intuitivt samspil med "klienten" af hensyn til sidstnævntes reaktion og behov, så er astrologien dødsdømt som videnskab.

Popper udtaler sig ikke særligt konkret om, hvorfor astrologien er en pseudo-videnskab (han henviser ikke til forskningsresultater, som miskrediterer astrologien), og derfor er det vanskeligt at bruge hans afvisning af astrologien som model overfor andre undersøgelsesobjekter, som f.eks. parapsykologien.

5. Videre diskussion

Popper har senere fundet ud af, at hans demarkationskriterium ikke er så selvindlysende for andre:

Today I know, of course, that this criterion of demarcation – the criterion of testability, or falsifiability, or refutability – is far from obvious; for even now its significance is seldom realized.[37]

Derfor fortsætter diskussionen naturligvis efter Popper, men jeg må pligtskyldigst tilstå, at jeg ikke selv har noget endeligt svar på spørgsmålet om parapsykologiens videnskabelighed, og jeg vil derfor nøjes med i det følgende i punktform at bidrage til diskussionen med en række aspekter.

1. Man må skelne mellem parapsykologiens interne og eksterne problemer. De eksterne problemer sætter spørgsmålstegn ved parapsykologiens eksistens som sådan, mens de interne problemer blot udgør de problemer enhver videnskab slås med. Eksterne problemer er for parapsykologiens vedkommende f.eks. dens forhold til kausalitetsbegrebet mht. prækognition (PΨγ); Kausalitet (årsagen kommer før virkningen) er noget grundlæggende for almindelig videnskabelig rationalitet, så hvis parapsykologien ser spørgsmålstegn herved, kan den vanskeligt kaldes en videnskab. Et internt problem er f.eks. vanskeligheden ved, i et forsøg, at adskille om psi-effekten skyldes clairvoyance (SΨγ) eller prækognition (PΨγ). Howard Kainz skriver f.eks. om dette, at kvantemekanikken og dybdepsykologien fører til paradokser, men selve eksistensen af parapsykologi er et paradoks.[38] Spørgsmålet er om de interne og i særdeleshed de eksterne problemer, der er forbundet med parapsykologien, er så store at de influerer på demarkationsproblemet, og om de kan bruges demarkerende? Bemærk, at parapsykologien netop opstod i sidste halvdel af det 19. århundrede som et forsøg på at modbevise materialismen og det er derfor ikke mærkeligt, at den synes i uoverensstemmelse med fremherskende opfattelser i dag![39]

Spørgsmålet er endvidere om f.eks. kausalitetsproblemer opfattes som et eksternt problem for parapsykologien, men som et internt for kvantemekanikken, fordi parapsykologien ikke er anerkendt. Kvantemekanikken har præsenteret så mange sikre resultater, at den ikke kompromitteres af partikler, der farer tilbage i tid.

2. Et primært spørgsmål er om demarkation mellem videnskab og ikke-videnskab overhovedet er muligt? Hvis ja, så må man også kunne give et bud på demarkationskriterierne. Hvis nej, giver det så stadig mening at tale om videnskabelig og ikke-videnskabelig? Ifølge Popper kan man demarkere mellem videnskabelighed og ikke-videnskabelighed selvom man ikke kan demarkere mellem videnskab og ikke-videnskab. Hvis demarkation er bestemt af sociale, politiske og historiske faktorer som James Jacob, Robert G. Weyant og Roger Cooter argumenterer for, og som Paul Thagard, Antony Flew og Adolf Grünbaum implicit argumenterer imod i "Science, Pseudo-Science and Society", så kan der ikke opstilles videnskabsteoretiske kriterier for videnskabelighed, og en vis form for historisk relativisme er resultatet.[40] Robert Weyant konkluderer om demarkationsproblemet:

No matter how much we might like to believe that absolute demarcation criteria exist, the science/pseudoscience distinction is not a simple, straight-forward one, nor is it a wholly logical one, nor does it depend exclusively on empirical evidence. It is a judgment influenced by intellectual, social, political, economic, theological and scientific views of a particular time and place. So it is with all human judgments, science is no exception.[41]

Man kan i hvert fald sige, at i praksis eksisterer der et skarpt skel mellem videnskab og ikke-videnskab i form af tildeling af forskningsmidler, hvad enten denne demarkation bygger på kriterier, vurdering eller videnskabsteoretiske anvisninger.

3. Det er vel en triviel bemærkning at vurderingen af parapsykologiens videnskabelighed afhænger af definitionen af dens omfang, og af definitionen af videnskabelighed. At definere parapsykologi som studiet af psi-fænomener er snævrere end at inkludere spørgsmålet om et liv efter døden, så hvis parapsykologien kan vises at være en videnskab i den sidste betydning, siges mest. Det er interessant at kunne karakterisere parapsykologi som videnskab i en så bred betydning af ordet parapsykologi som muligt, og som pseudo-videnskab i så snæver betydning som muligt: Hvor bredt kan parapsykologi defineres og stadig være videnskabelig?

4. Paul Churchland argumenterer for, at parapsykologien ikke vil kunne anerkendes så længe den mangler en samlende teorikonstruktion og derfor er en ateoretisk disciplin.[42] Parapsykologien virker bagvendt; den starter med observationer og forsøger dernæst at finde forklaringer herpå. I stedet er det god videnskab i Poppersk forstand at fremkomme med en teori, som giver dristige forudsigelser, som man så kan arbejde eksperimentelt videre med.

Hertil kunne svares, at der dog hersker nogen enighed omkring metodologi blandt parapsykologer. Endvidere findes de samme problemer inden for socialvidenskaberne og i psykologien. Sociologisk set har parapsykologien meget af videnskabens ydre stads; professionelle organisationer og tidsskrifter; den er anerkendt af videnskabelige foreninger som f.eks. The American Association for the Advancement of Science; forskningsrapporter publiceres en sjælden gang imellem i anerkendte videnskabelige tidsskrifter.[43]

5. Jeg var på side 9 inde på, at parapsykologien er defineret negativt, hvilket kan bære kimen til dens nuværende status som ikke-videnskab i Danmark. Hvis et psi-fænomen en dag forklares og bevises udfra en etableret fagvidenskab så ophører fænomenet med at være parapsykologisk og kommer til at tilhøre den pågældende fagvidenskab. Parapsykologien vil således altid være skraldespand for de etablerede videnskaber og vil aldrig selv komme ind i varmen.

6. Det er vel en psykologisk kendsgerning, at man ikke undersøger eller udforsker noget, som man ikke tror har noget på sig. Derfor vil parapsykologien ikke blive en universitetsinstitution i Danmark før der i udenlandske forskningsinstitutioner eller blandt amatørforskere præsenteres afgørende og overbevisende forskningsresultater i form af succesrige eksperimenter eller dristige teorikonstruktioner.

Konklusion

Kan man ikke opstille demarkationskriterier mellem videnskab og ikke-videnskab, så kan man heller ikke definere præcist hvad videnskab er! Poppers demarkationskriterium kan ikke bruges til at afgøre om parapsykologien er en videnskab, idet kriteriet kun omhandler teoriers grad af videnskabelighed. Konsekvenserne af dette er, at parapsykologiens videnskabelighed bliver en vurderingssag, som der ikke kan opstilles stringente kriterier for.

Noter

[1]Popper: Conjectures and Refutations, s. 39. Se evt. også definitionen i Objective Knowledge, hvor han også gør opmærksom på, at et udsagn kun regnes for empirisk hvis der er et endeligt antal test-udsagn, som modsiger det. F.eks. er det eksistentiale udsagn "der eksisterer en søslange i verden" ikke et empirisk udsagn, fordi der ikke er et endeligt antal tilsvarende benægtende udsagn, som man kunne kontrollere. Man kan kun bevise udsagnets falskhed ved at undersøge et endeligt antal muligheder.

[2] Min distinktion, idet Popper mig bekendt ikke taler om proto-videnskab.

[3] Distinktionen findes i Popper: Conjectures and Refutations, s. 197.

[4] Se evt. skemaet i Robert G. Weyant: "Metaphors and Animal Magnetism", i: Hanen, Osler og Weyant: Science, Pseudo-Science and Society, s. 81. Denne klassifikation er nok lidt firkantet, idet et testresultat kan være uklart.

[5] Popper: Conjectures and Refutations, s. 38.

[6] Popper: Conjectures and Refutations, s. 55.

[7] Popper: Conjectures and Refutations, s. 219.

[8] Jeg oversætter "corroboration" med "befæstelse" og "confirmation" med "bekræftelse". Popper siger om verifikationisterne, at de søger deres teorier bekræftet, mens han søger sine befæstet. Se evt. Poppers distinktion i Conjectures and Refutations s. 57.

[9]Popper: Objective Knowledge, s. 18. Poppers kursiveringer.

[10] Se evt. Popper: Conjectures and Refutations, s. 220.

[11] Popper: Conjectures and Refutations, s. 232.

[12]Popper: Conjectures and Refutations, s. 222.

[13] Min tese (som jeg formoder er selvindlysende).

[14] Popper: Conjectures and Refutations, s. 241. Poppers kursiveringer.

[15] Popper: Conjectures and Refutations, s. 61.

[16] Popper: Conjectures and Refutations, s. 241. Poppers kursiveringer.

[17] Popper: Conjectures and Refutations, s. 247. Se også s. 242.

[18] Popper: Conjectures and Refutations, s. 246. Poppers kursivering.

[19] Popper: Conjectures and Refutations, s. 37. Poppers kursivering.

[20] Popper: Conjectures and Refutations, s. 197.

[21] Se f.eks. Popper: Objective Knowledge, s. 17.

[22] J.B. Rhine: "Parapsykologiens nye syn på menneskets natur." i Frank-Thore Nilsen (red): Parapsykologiens revolusjon av verdensbildet. Oslo 1977. s. 26f.

[23] R.H. Thouless & B.P. Wiesner: The Psi Processes in Normal and 'Paranormal' Psychology. Proceedings of the Society for Psychical Research, 1947, pt.174, vol 48.

[24] Dybvig: On the philosophy of Psi. s. 256.

[25] Dybvig: On the philosophy of Psi, s. 254.

[26] J.B. Rhine: Extrasensory Perception, Boston 1934.

[27] J.B. Rhine: "Extrasensory Perception", i: Wolman (ed): Handbook of Parapsychology, s. 163.

[28] Flew: Parapsychology: science or pseudo-science?, s. 102.

[29] Flew: Parapsychology: Science or pseudo-science?, s. 103.

[30] Flew: Parapsychology: Science or pseudoscience? s. 105. C.W.K. Mundle benytter samme definition i "The Encyclopedia of Philosophy", bd 3, s. 52.

[31] Flew: Parapsychology: Science or pseudoscience?, s. 102.

[32] Flew: Parapsychology: Science or pseudoscience?, s. 102.

[33] Antony Flew: "Describing and Explaining", i: Ludwig (ed): Philosophy and Parapsychology, s. 212.

[34] Se f.eks. Popper: Conjectures and Refutations, s. 256.

[35] Popper: Conjectures and Refutations, s. 257.

[36] Popper: Conjectures and Refutations, s. 256.

[37] Popper: Conjectures and Refutations, s. 39.

[38] Kainz: Epistemological and metaphysical challenges for parapsychology. s. 132.

[39] J.B. Rhine: "Comments on 'Science and the Supernatural'", i: Ludwig (ed): Philosophy and Parapsychology, s. 181.

[40] Se "Preface" i Hanen, Osler og Weyant: Science, Pseudo-Science and Society, s. ix, og evt. de respektive artikler i første del.

[41] Robert G. Weyant: "Metaphors and Animal Magnetism", i: Hanen, Osler og Weyant: Science, Pseudo-Science and Society, s. 110.

[42] Paul Churchland: How Parapsychology Could Become a Science, s. 233.

[43] Inspireret af Jan Ludwig: "Philosophy and Parapsychology", i: Ludwig (ed): Philosophy and Parapsychology, s. 22.

Anvendt litteratur

Churchland, Paul M.: "How parapsychology could become a science", i: Inquiry 30, 1987, s. 227-239.

Dybvig, Magne: "On the philosophy of Psi", i: Inquiry 30, 1987, s. 253-275.

Flew, Antony: "Parapsychology: Science or pseudoscience?", i: Pacific philosophical quarterly 61, jan-apr. 1980, s. 100-114.

Hanen, Marsha P., Margaret J. Osler og Robert G. Weyant (eds): Science, Pseudo-Science and Society, Waterloo, Ontario, Canada 1980.

Kainz, Howard P.: "Epistemological and metaphysical challenges for parapsychology", i: Epistemologia 10, Jan-June 87. s. 131-134.

Ludwig, Jan (ed): Philosophy and Parapsychology. New York 1978.

Morris, Robert L.: "Parapsychology and the demarcation problem", i: Inquiry 30, 1987, s. 241-251.

Popper, Karl R.: Conjectures and refutations. Third revised edition, London 1969.

Popper, Karl R.: Objective knowledge. Oxford 1972.

Thouless, R.H. og B.P. Wiesner: "The Psi Processes in Normal and 'Paranormal' Psychology", i: Proceedings of the Society for Psychical Research, vol XLVIII, part 174, 1946-1949, s. 177-196.

Wheatley, James M. O. og Hoyt L. Edge (eds): Philosophical dimensions of parapsychology. Springfield, Illinois 1976.

Wolman, Benjamin B. (ed): Handbook of Parapsychology, Jefferson, North Carolina, and London 1977.

 

 

 
Senest opdateret: 21-04-2016 1:34