Dansk  |  English
Firmalogo

4. Afslutning

4.1 Whiteheads metafysikkrav

I de foregående analyser har de i indledningen nævnte Whiteheadianske krav til metafysiske systemer kun sporadisk været nævnt. Dette skyldes, at jeg ikke har valgt en fremgangsmåde, hvor Whiteheads kriterier bruges til at "teste" Martinus' filosofi, men at jeg i stedet har fremvist eksempler på Martinus' filosofi på baggrund af tilsvarende eksempler på Whiteheads filosofi. Mit valg af fremgangsmåde skyldes, at jeg ikke finder Whiteheads metafysikkrav uovertruffent brugbare til at "teste" en filosofi, selvom jeg omvendt finder kravene nødvendige, specielt når metafysikkens udgangspunkt er "the Method of Imagination". Kravenes brugbarhed, og Martinus' filosofis evne til at efterleve disse, er emnet for det følgende.

4.1.1 Empiriske krav

Whiteheads nødvendighedskrav betyder, at det metafysiske system med nødvendighed skal gælde i alle partikulære erfaringstilfælde; nødvendighed er således identisk med universalitet. Dette universalitetskrav udpensler Whitehead ved at differentiere mellem anvendelighed og tilstrækkelighed: Et metafysisk system er anvendeligt, hvis det kan fortolke nogle erfaringer, og tilstrækkeligt, hvis der ikke gives erfaringer, som det ikke kan fortolke.

Ifølge Whitehead opnås anvendelighed normalt i det metafysiske systems genese vha. "the method of generalisation"; hvis principperne fra f.eks. fysikken generaliseres, bliver de måske anvendelige indenfor biologien etc.

The success of the imaginative experiment is always to be tested by the applicability of its results beyond the restricted locus from which it originated.[196]

I generaliseringsprocessen må imagination anvendes så meget man har lyst til, når "blot" systemet efterfølgende viser sig at være tilstrækkelig, logisk konsistent og kohærent. Metafysik er følgelig en generel metadisciplin, der står over partikulære videnskabelige fagområder.

Modellen med metafysikken som metadisciplin kan kopieres til metafysikken selv, således at denne differentieres i på den ene side en generel teori, som det f.eks. ses med principperne hos Whitehead og Martinus, og på den anden side en række specifikke metafysiske problematikker, såsom substansdiskussionen, forholdet mellem subjekt og objekt, osv. Herved bliver det muligt at tale om et metafysisk systems universalitet overfor specifikke metafysiske problematikker. En sådan afgrænsning af et metafysisk systems anvendelsesområde medfører naturligvis at tilstrækkelighed lettere nås.

Martinus generaliserer som mystiker ikke udfra et videnskabeligt fagområde, så han opnår ikke "automatisk" anvendelighed ved anvendelsen af "the method of generalisation". Ved at omhandle et stort antal videnskabelige fagområder, giver hans kosmologi sig ud for at være anvendelig, og om dette rent faktisk er tilfældet, kan kun nærmere analyser vise. I dette speciale har jeg skitseret Martinus' filosofi indenfor en række metafysiske problematikker, og dermed har jeg indirekte påvist hans filosofis anvendelighed her.

Men er hans metafysiske system også tilstrækkeligt? Svaret er nej, for tilstrækkelighed er et uopnåeligt ideal både for et universalsystem og for det meste også overfor et system, som kun skal kunne fortolke specifikke problematikker. Et metafysisk system kan kun asymptotisk nærme sig tilstrækkelighed:

Whatever is found in 'practice' must lie within the scope of the metaphysical description. When the description fails to include the 'practice,' the metaphysics is inadequate and requires revision. [...]
    No metaphysical system can hope entirely to satisfy these pragmatic tests. At the best such a system will remain only an approximation to the general truths which are sought.[197]

Whitehead opstillede tilstrækkelighedsidealet for at få en målestok til udvælgelsen af den bedste metafysik blandt flere mulige, men dette betyder ikke, at han forventede at en metafysik kunne opfylde det.

Min vurdering af Martinus' filosofi er, at den er utilstrækkelig som filosofisk behandling af de berørte metafysiske problematikker, men at den kan virke inspirerende i arbejdet med dem. Denne vurdering gælder også for Whiteheads filosofi. Da Whiteheads filosofi, i modsætning til Martinus', eksplicit behandler de berørte analyser, finder jeg den mere tilstrækkelig. Men Martinus' filosofi er bestemt anvendelig indenfor disse områder.

Den universalitetsstræben, der implicit ligger i begge filosoffers opstilling af principper, lider under det faktum, at ingen af dem har villet skabe et deduktivt system, hvor hele filosofien/kosmologien følger af førsteprincipperne. Principperne er forsøg på at resumere filosofien/kosmologien i punktform og derfor har hverken Whitehead eller Martinus i tilstrækkelig grad gjort sig overvejelser over, hvordan man kommer fra principperne til det partikulære igen. Der mangler således hos begge metaregler for, hvornår et princip skal benyttes fremfor et andet, hvis begge strides om kompetencen.

Eksempel: Whitehead "opfinder" en størrelse, en aktuel entitet, som har nogle generelle egenskaber, som f.eks. at kunne reproducere fortiden og at kunne afvige herfra, altså at frembringe nyskabelser vha. evige ideer, og denne entitet med diverse egenskaber kan Whitehead så bruge til at forklare hvad som helst med. Hans aktualitet er som en plastisk masse, der helt kan formes efter virkelighedens konturer, men han har herved svært ved at sige noget nyt om virkeligheden. Noget tilsvarende kan hævdes at gælde for Martinus' filosofi, når principperne bruges i flæng: "Af kontrastprincippet følger ... dit og dat". Det, der mangler hos begge filosoffer, er deres princippers uomtvistelighed i specifikke situationer: "Når Whitehead/ Martinus har dette princip, så følger med nødvendighed ...". I stedet fremkommer de begge lejlighedsvis med undtagelser: "I netop dette tilfælde gælder princip A ikke, for det overtrumfes af princip B".

Hverken hos Martinus eller Whitehead findes meta-regler for anvendelsen af principperne. Begge har en filosofi på forhånd, som de trækker op med principperne, men de selvsamme principper kunne lige så godt bruges til eftervisning af en kontrær filosofi.

Denne kritik er naturligvis overdrevet i og med, at det jo ikke har været deres hensigt at konstruere et stringent deduktivt system, og dette er da heller ikke mit krav til dem. Men det ville unægteligt have været bedre, hvis "systemet" kunne stå selv og ikke behøvede ophavsmanden til at fortolke det i en given tvivlssituation. Principperne er for universelle til, at de selv sikkert kan anvise deres brug.

4.1.2 Rationelle krav

Kohærens mellem begreberne i et metafysisk system vil sige, at de gensidigt forudsætter hinanden ved isoleret fra hverandre at fremtræde som meningsløse:

'Coherence,' as here employed, means that the fundamental ideas, in terms of which the scheme is developed, presuppose each other so that in isolation they are meaningless. This requirement does not mean that they are definable in terms of each other; it means that what is indefinable in one such notion cannot be abstracted from its relevance to the other notions.[198]

Kohærente begreber er således ikke "vilkårlige".

At et system er logisk konsistent vil sige, at korrekte slutningsregler uden kontradiktioner er anvendt. Af de to rationelle krav er kohærens langt den vigtigste, hvilket fremgår af det følgende citat, der næsten foregriber Thomas Kuhns paradigmelære:

The requirement of coherence is the great preservative of rationalistic sanity. But the validity of its criticism is not always admitted. If we consider philosophical controversies, we shall find that disputants tend to require coherence from their adversaries, and to grant dispensations to themselves. It has been remarked that a system of philosophy is never refuted; it is only abandoned. The reason is that logical contradictions, except as temporary slips of the mind – plentiful, though temporary – are the most gratuitous of errors; and usually they are trivial. Thus, after criticism, systems do not exhibit mere illogicalities. They suffer from inadequacy and incoherence. Failure to include some obvious elements of experience in the scope of the system is met by boldly denying the facts. Also while a philosophical system retains any charm of novelty, it enjoys a plenary indulgence for its failures in coherence. But after a system has acquired orthodoxy, and is taught with authority, it receives a sharper criticism. Its denials and its incoherences are found intolerable, and a reaction sets in.[199]

Jeg finder inkohærens lettere at påvise end kohærens, logisk inkonsistens lettere at påvise end logisk konsistens, idet en påvisning af kohærens og logisk konsistens nødvendigvis må bestå i en afvisning af inkohærens og logisk inkonsistens: Påvisning af logisk inkohærens og logisk inkonsistens kræver kun ét heldigt eksempel, mens man ved påvisning af kohærens og logisk konsistens skal gennemgå den pågældende filosofi og fra ende til anden forsvare den imod inkohærens og logisk inkonsistens. Dette er et omfattende projekt, og Whitehead går da heller ikke selv i gang med at efterprøve sin egen filosofi på denne måde.

Ét eksempel på logisk inkonsistens i Martinus' filosofi skal nævnes: Da tiden jo er noget skabt, opstår sproglige problemer, når man f.eks. som i de følgende udsagn, benytter termer fra det skabtes sfære til at karakterisere det uskabte, evige og uendelige: "X1 eksisterer (ikke) 'forud' for X3", "X1, X2 og X3 er 'evige', dvs. at der ikke har eksisteret et "tidspunkt", hvor de ikke eksisterede. De er uskabte." Sådanne udsagn transcenderer på én gang X3 og forudsætter samtidig X3. Et lignende eksempel findes i Whiteheads filosofi mht. processernes faser, hvor en bestemt rækkefølge gør sig gældende, dvs. at processen tidsinddeles selvom tiden først er et resultat af den samlede proces. Hvis disse eksempel på logisk inkonsistens ikke på nogen måde lader sig korrigere, er de evt. udtryk for sprogets ufuldkommenhed hvad angår det transcendente, evige og uendelige.

Som Whitehead skriver i citatet ovenfor, er en påvisning af logisk inkonsistens sjældent en alvorlig fejl, som ikke hurtigt kan rettes. Værre ser det ud for et filosofisk system, hvis der påvises inkohærens mellem dets begreber. En gyldig inkohærenspåvisning repræsenterer altid et filosofisk fremskridt, hvor en måske hævdvunden filosofi kraftigt kritiseres og trues med forkastelse. Spinozas monisme er et forsøg på at skabe en kohærent filosofi i stedet for Descartes', hvor foreningen af den udstrakte og den tænkende substans var problematisk. En filosofi blev fundet inkohærent og et nyt forsøg på at etablere et kohærent virkelighedsbillede skabtes.

Kan en endelig, absolut kohærent virkelighedsbeskrivelse nås, vil det stadig være meget vanskeligt at bevise, at denne ikke er inkohærent. At den tilsyneladende ser kohærent ud, dvs. at man ikke formår at påvise inkohærens, er naturligvis ikke noget bevis. Whitehead tror da heller ikke, at det nogensinde skulle være muligt at opnå en absolut sand metafysisk virkelighedsbeskrivelse, men vi må naturligvis blive ved med at forbedre vore kosmologiske forsøg.

Selvom jeg i flere analyseafsnit har gjort mit bedste for at forsvare Martinus' filosofi imod inkohærens, for herved at vise dens værdi, tror jeg personligt ikke, at Martinus' filosofi vil overleve fagfilosofisk kohærenskritik i al fremtid. F.eks. vil min diskussion og forsvar for kohærens mellem substansen og accidenserne sikkert let kunne kritiseres. Men jeg tror, at der ved ihærdigt arbejde kan konstrueres en kohærent filosofi udfra den mystiske tradition, og her kan Martinus' filosofi deltage som en værdig repræsentant.


Da det vigtigste empiriske krav, tilstrækkelighed, kun kan tilnærmes asymptotisk, og da de rationelle kravs opfyldelse er vanskelige at bevise, har jeg ikke anvendt kravene som en "test" af Martinus' filosofi.

4.2 Konklusion

For Whitehead er spekulation en integreret og legitim del af en metafysikers arbejde, så teoretisk set er den eneste grænse for et metafysisk systems spekulativitet, at det "blot" skal opfylde de ovenfor behandlede empiriske og rationelle krav. Reelt set eksisterer nok en anden grænse i praksis, hvilket jo understreges af den lidt negative klang af ordet "spekulativ"; hvis en filosofi er for spekulativ, vil ingen fagfilosoffer beskæftige sig med den.

Er de to filosofier for spekulative i denne negative betydning af ordet?

Jeg synes, at det klart er fremgået gennem specialet, at der ikke er noget overdrevet, vildt spekulatorisk over Martinus' filosofi sammenlignet med Whiteheads filosofi. F.eks. følges Martinus' opfattelse af materie som kollektivt formål meget godt op af Whiteheads opfattelse af materie som samfund.

Jeg synes heller ikke, at Martinus' kosmologi virker særlig spekulativ, konstrueret eller grebet lige ud af luften, idet Martinus jo, som jeg indledningsvis nævnte, indplacerer sig i en mystisk tradition karakteriseret ved et højt udsyn sub specie aeternitatis; efter min mening bekræfter historiens mystikere, seere og yogier osv. således de fleste elementer i Martinus' kosmologi. Man kan ganske vist finde indbyrdes divergenser mellem disse store åndspersonligheder, men arbejder som W.T. Staces Mysticism and Philosophy har jo netop søgt at bortse fra detaljeforskelle for at finde frem til en kernefilosofi, som alle mystikere mere eller mindre går ind for. Så som indplaceret i "den evige filosofi"s tradition, vil jeg umiddelbart mene, at Martinus' metafysiske spekulationer virker meget plausible.

En vigtig forskel på Whiteheads og Martinus' kosmologier er således, at Whiteheads er fremkommet ved spekulation, mens Martinus' hævdes at være selvoplevet. Martinus, og med ham stort set samstemmende hele den mystisk-filosofiske tradition, hævder (hvilket det ikke er emnet for dette speciale at bevise), at det rent faktisk (altså i virkeligheden) forholder sig på en given måde med f.eks. substansen. Han hævder ikke at have en teori eller en hypotese herom, men hævder empirisk evidens, som vil kunne verificeres af andre, hvis de følger hans (og andre meditationslæreres, guruers og åndelige vejlederes) anvisninger.

Spørgsmålet er måske snarere, om det ikke er hele Whiteheads mikrokosmiske filosofi, der er for spekulativ til at virke sandsynlig? Whitehead forholder sig ganske vist til den vestlige, akademiske filosofiske tradition, men han gør også op med den ved at foreslå en filosofisk tilgang, der ad hoc smyger sig udenom de traditionelle faldgruber.

I modsætning hertil kan Martinus' filosofi i hvert fald ikke beskyldes for at være en ad hoc filosofi; Martinus' filosofi er en proto-filosofi, der er oprundet uafhængig af traditionelle fagfilosofiske problematikker og først med tiden kan nærme sig hertil. I denne forbindelse må Martinus' ubelæsthed komme ham til fordel. Martinus' filosofi besidder således en større grad af dristighed end Whiteheads (Jvf. Sir Karl Poppers dristighedskrav til nye videnskabelige hypoteser). Først med traditionens beskæftigelse med Martinus' filosofi etableres en forbindelse til de problematikker, som kunne tænkes tilført noget nyt.

I dette speciale er naturligvis kun medtaget enkelte filosofiske aspekter af den mystiske virkelighed, som den tager sig ud for Martinus, og grundet denne problematik- og aspektudvælgelse kunne tænkes en kritik gående ud på, at udvælgelsen er foregået på en favoriserende måde overfor Martinus, og at jeg ved udeladelsen af andre problematikker har afskåret muligheden for et mindre flatterende resultat. At denne kritik skulle være rigtig, vil jeg bestemt bestride, idet den treenige analyse af det levende væsen, som de udvalgte aspekter grupperer sig omkring, er det mest centrale i Martinus' filosofi. Endvidere gælder det, at selvom de analyserede aspekter tilsyneladende ser meget forskellige ud, så hænger de temmelig godt sammen, således at de supplerer hinanden til et godt helhedsbillede af de respektive filosofier på det metafysiske område. Dette skal ikke forstås sådan, at de udvalgte aspekter fuldt ud er tilstrækkelige som grundlag for en endegyldig og generel vurdering af deres kosmologier. Dette ville naturligvis være en fejlslutning. Men de angiver en tendens.

Andre aspekter i Martinus' filosofi, der mere knytter sig til grundenergierne end bevægelsesarterne, er fravalgt, fordi de angår følelseslivets "tankeklimaer" og ikke så meget "virkelighedens konstruktion". Endvidere kan disse grundenergiaspekter ikke umiddelbart sidestilles og sammenlignes med tilsvarende problematikker i den traditionelle filosofi eksemplificeret ved Whitehead; en sammenlignende fremvisning har ikke været mulig.

Jeg håber med dette speciale at have forsvaret, at Martinus' filosofi hverken er mindre sandsynlig eller mindre egnet til fagfilosofisk studium og forskning end Whiteheads. Om man som udgangspunkt for en filosofi antager, at alt består af oplevelses-dråber eller at alt er levende væsener, gør ikke den store forskel. Begge filosofier yder et uundværligt modspil til materialistiske filosofier.

Martinus' filosofi er uhyre interessant for fagfilosofien, idet den som vist i det foregående har tydelige berøringsflader med vestlig akademisk filosofi. Ligesom Whiteheads filosofi repræsenterer Martinus' filosofi nytænkning og originale løsningsforslag indenfor en række af de filosofiske problemer, som strejfes i dette speciale, og jeg ser følgelig frem til, at fremtidig fagfilosofisk forskning tager fat her: Således kunne det f.eks. være interessant med en analyse af Martinus' løsningsforslag til sjæl-legeme problemet, hvis traditionelle diskussionsramme han bryder: Som tidligere antydet må sjæl og legeme defineres og forstås anderledes end traditionelle løsninger gør, hvorved problemet ser helt anderledes ud.

Martinus' kosmologi må nødvendigvis falde ind under filosofiens fagområde, hvis den skal underkastes en akademisk analyse, for filosoffer er de bedst egnede fagfolk til at håndtere et originalt stykke arbejde som Martinus' som helhed. Filosoffer er, eller burde være, godt egnede til nytænkning.

Hertil skal dog indrømmes, at argumentationen i Martinus' kosmologi ikke er tvingende, forstået på den måde, at det rationelle intellekt vil kunne bortforklare, afvise eller kritisere beviser for f.eks. Guds eksistens. Dette vil altid være muligt. Men hans filosofi og kosmologi som helhed udgør, efter min mening, en meget kompliceret filosofisk teori, som filosoffer med respekt for deres faglige kunnen ikke uden videre kan se bort fra. Forståelse kræver dog anstrengelse og indlevelse.

Martinus har bedre end nogen anden mystiker eller filosof gjort den mystiske virkelighed mindre mystisk og mere virkelig, og derfor fortjener han at blive kaldt den virkelige mystiker.

4.3 Efterskrift: Anerkendelsesproblematikken

Denne konklusion rejser et spørgsmål, som jeg ikke endegyldigt kan besvare, men som jeg kan forestille mig en række mulige svar på: Hvad er det, der adskiller Whiteheads og Martinus' respektive filosofier i en sådan grad, at det berettiger det akademiske kollektivs anerkendelse af den ene som filosof, men ikke af den anden?

1. Et svar kunne være, at Whitehead forholder sig til den fagfilosofiske tradition, mens Martinus ikke gør det; at Martinus' filosofi er en proto-filosofi. Men er dette virkeligt et nødvendigt kriterium for at lave filosofi i dag? Skal man nødvendigvis stå på andres skuldre? Er filosofi defineret som en tradition, der forholder sig til den første filosof og hans/hendes efterfølgere? Hvordan skulle filosofien i øvrigt kunne udvikle sig frugtbart uden proto-filosofi?

2. Det kan heller ikke være det argumentatoriske. Martinus argumenterer jo forfra og bagfra for sine synspunkter. Endvidere er man ikke nødvendigvis, ifølge Politikens Filosofi Leksikon, forpligtet til at argumentere for sin verdensanskuelse, før den kan kaldes filosofisk.[200]

3. Eller er den demarkerende forskel, at den ene har en universitetsuddannelse og universitetskarriere, mens den anden end ikke har en real- eller studentereksamen?

4. En forklaringsmulighed kunne også søges i det faktum, at Martinus' filosofi, således som den her aspektvis er lagt frem, udgør en mindre del af den samlede kosmologi, og at den øvrige ikke-filosofiske del, måske specielt den religiøse del, bortskræmmer fagfilosofferne. (a) Men for det første kan et filosofisk systems anvendelighed indenfor ikke-filosofiske områder ikke være en svaghed.[201] Ifølge Whitehead er størst mulig anvendelighed af et metafysisk system efterstræbelseværdigt, og dermed kommer beskæftigelse med ikke-filosofiske elementer jo nødvendigvis på tale. Filosofien har jo netop meta-karakter i forhold til fagvidenskaberne. (b) For det andet beskæftigede Whitehead sig også med religiøse spørgsmål i sin filosofi, uden at dette skræmmer fagfilosofferne bort (det skulle da lige være de danske!); faktisk har Whiteheads filosofi fundet en af sine største betydninger indenfor teologien i form af den såkaldte "proces-teologi". Viggo Mortensen skriver f.eks. i sin doktorafhandling:

Skønt Whitehead ikke betragtede det som sin hovedopgave at lave teologi, så har han dog dels selv ekstrapoleret nogle af sine filosofiske tanker i teologisk retning; dels har andre gjort det.[202]

(c) For det tredie vil jeg bestemt mene, at Martinus' filosofi, som jeg i dette speciale aspektvis har berørt, udgør den argumentatoriske kerne for den ikke-filosofiske del af kosmologien; uden det filosofiske skelet i form af analysen i det tre-enige princip, ville hele kosmologien falde sammen, så faktisk er kosmologien parasitær til filosofien! Samtidig eksemplificerer den ikke-filosofiske kosmologi det filosofiske system og viser dets anvendelighed.

5. Den sandsynligste forklaring på forskelsbehandlingen, tror jeg, skyldes fordomme. En sund indstilling til filosofier må jo være ikke at have fordomme eller forudfattede meninger, som filosofier skal passe ind i for at kunne anerkendes. Eks: Martinus taler om reinkarnation, mens Whitehead ikke gør det. Dette er en forskel på dem. Whiteheads filosofi favoriseres i vor materialistiske tid, fordi man ikke tror på reinkarnation etc. Men dette er jo en forkert, ufilosofisk og uvidenskabelig indstilling, for udgangspunktet må jo altid være uvidenhed og ikke fordomme: Vi ved som udgangspunkt intet om, hvorvidt reinkarnation eller ikke-reinkarnation er tilfældet: At reinkarnationstilhængere ikke kan bevise deres overbevisning, får dem ikke til at stå dårligere end anti-reinkarnationstilhængere, for disse kan heller ikke bevise deres overbevisning. Man kan ikke anvende Ockhams ragekniv[203] til at udvælge den bedste hypotese her. Uvidenhed er udgangspunktet. Vi ved som udgangspunkt ikke hvilken af hypoteserne der er sande, og derfor vil det være forkert helt at udelukke den ene fra forskningen. Martinus' opfattelse er ikke mere hypotetisk end Whiteheads. Ingen af dem kan som udgangspunkt bevises. Efterfølgende kan man argumentere for det ene eller andet synspunkt med henvisning til naturvidenskabelig, filosofisk og "mystisk" forskning. En afvisning som følge af forskningsindsigter, kræver jo en forudgående beskæftigelse med Martinus, og denne har ikke fundet sted.

6. Endelig kunne man tænke sig, at den fulde forståelse af Martinus' kosmologi kræver andre evner end en tilsvarende forståelse af traditionel filosofi: Fuld forståelse af Martinus' filosofi kræver Selv-udvikling, Selv-realisering eller Selv-tillid i en grad som filosoffer tilhørende den vestlige filosofi-tradition endnu ofte mangler. At forstå Martinus' filosofi, såvel som mystik, østlig og ægyptisk filosofi etc., kræver andet end forstand. Da vestlig akademisk filosofi primært hylder og benytter sig af forstanden, har den følgelig afskåret sig selv fra at se Martinus' filosofi som andet end "højtravende mystik", og har dermed afskåret sig fra at forstå den.

Selvom dette svar muligvis er rigtig, tror jeg med dette arbejde at have vist, at et vist fagfilosofisk udbytte af et studium af Martinus' proto-filosofi er muligt uden besiddelsen af "mystiske evner".

Jeg vil lade anerkendelsesspørgsmålet stå åbent.

 

Noter:

[196] Whitehead: Process and Reality, s. 5 [8].

[197] Whitehead: Process and Reality, s. 13 [19].

[198] Whitehead: Process and Reality, s. 3 [5].

[199] Whitehead: Process and Reality, s. 6 [9].

[200] Se evt. den første definition på "verdensanskuelse" i første del.

[201] F.eks. diskuterer Philipson således betydningen af Whiteheads filosofi udenfor filosofien i sin doktorafhandling A Metaphysics for Theology, s. 20-22.

[202] Mortensen: Teologi og naturvidenskab, s. 246.

[203] "Plurality is not to be assumed without necessity" og "What can be done with fewer [assumptions] is done in vain with more". Fra Ernest A. Moody: "William of Ockham", i: Edwards: The Encyclopedia of Philosophy, 8-307. Moodys kantede parentes.

 

 
Senest opdateret: 21-04-2016 1:34