Dansk  |  English
Firmalogo

2. Introduktion

Da jeg i analysen af Martinus' kosmologi tager udgangspunkt i Whiteheads metafysik, da sidstnævnte udgør en meget kompliceret affære bl.a. fordi den omdefinerer mange filosofiske grundbegreber, da den er ret utilgængelig pga. dens mindre pædagogiske opbygning, da den udgør et særegent system, som kun vil kunne forstås i sin helhed og da den stort set er ukendt i Danmark, finder jeg det påkrævet med en kort, samlet introduktion til dens grundbegreber og grundteori. Da Martinus' kosmologi heller ikke tidligere, mig bekendt, er introduceret til dansk fagfilosofi, da den repræsenterer et virkelighedssyn, man ikke møder ofte i fagfilosofien, og da Martinus' helt egen og originale tilgang til de udvalgte filosofiske aspekter ikke kender sin lige i den vestlige verdens filosofiske traditioner, og derfor for den ellers filosofisk set velbevandrede kommer til at syne kompliceret og fremmedartet, er det ligeledes påkrævet med en introducerende fremstilling af grundbegreber og grundteori i denne.

Af disse grunde skal jeg nu introducere de to kosmologier, før jeg går over til en sammenligning og nærmere analysering. Denne introduktion tjener kun det formål at tilvejebringe forudsætningerne for de efterfølgende analyser, og derfor kan den til tider fremtræde mangelfuld.

2.1 "Process and Reality"

Alfred North Whiteheads mest berømmelige bedrift er sammen med Bertrand Russell at have forfattet det logicistiske værk Principia Mathematica i 3 bind (1910-13). Dette værk blev til i den første tredie-del af hans akademiske karriere, hvor han i årene 1884-1910 underviste i matematik ved Trinity College i Cambridge. Han flyttede i 1910 til London, hvor han underviste ved University of London indtil han i 1914 blev professor i anvendt matematik ved Imperial College of Science and Technology. I denne anden periode beskæftigede han sig mest med videnskabsfilosofi. I 1924 (i en alder af 63!) fik han mulighed for at videreudvikle sin videnskabsfilosofi til en altomfattende metafysik, idet han flyttede til USA for bestride et filosofisk professorat ved Harvard University. I denne tredie periode af Whiteheads karriere, som varede til 1937, arbejdede han med et altomfattende videnskabsfunderet filosofisk system, som mest udførligt belyses i det metafysiske hovedværk Process and Reality fra 1929.

Whiteheads metafysik, som den fremtræder i Process and Reality, er fremstillet på en meget utilgængelig måde: I første dels andet kapitel præsenteres læseren for hans metafysik i form af "the Categoreal Scheme" i en meget sammentrængt form, nærmest som en matematisk formelsamling. Dette sker uden nogen som helst forklaring af de implicerede begrebers betydning. Disse forklares heller ikke på en pædagogisk, trinvis måde senere. Læseren bliver således med ét kastet ud i et helt nyt filosofisk univers uden vejviser.

I indledningen nævnte jeg, at metafysikkens mål, ifølge Whitehead, er at opstille et kohærent, logisk, nødvendigt system af generelle ideer, ud fra hvilket ethvert element af vore oplevelser kan fortolkes. "The Categoreal Scheme" må ses som Whiteheads forsøg herpå. "Skemaet", som fremstiller Whiteheads metafysik i hovedtræk, indeholder kategorier af forskellig art: "The Category of the Ultimate", 8 "Categories of Existence", 27 "Categories of Explanation" og 9 "Categoreal Obligations". Det vil føre for vidt selv med en overfladisk gennemgang af alle principper og kategorier, så jeg vil derfor kun referere til udvalgte kategorier og principper efterhånden som det påkræves. Dette er for øvrigt også en fremgangsmåde, som er påkrævet af hensyn til forsøget på en pædagogisk fremstilling. Blot er det nødvendigt at læseren her bliver klar over princippernes eksistens og funktion: Whitehead har opstillet sit skema som et forsøg på at definere sit metafysiske systems grundantagelser. Der er ikke tale om aksiomer, som resten af metafysikken følger af, men kategorierne og principperne må ses som resultater, der markerer metafysikkens kvintessens.

2.2 Whiteheads metafysik

Whitehead kalder sin filosofi for proces-filosofi eller organisk filosofi. Udgangspunktet for denne filosofi er dels en kritik af det Newtonske mekanistiske verdensbillede og dels en modifikation af Albert Einsteins relativitetsteori i en mere empirisk retning. Det Newtonske verdensbillede implicerer f.eks. opfattelsen af lys og materie som partikler, hvilket modsiges af påvisningen af lysets bølgekarakter og frem for alt af materiens bølgekarakter. Verdens grundlæggende byggestene er for Whitehead ikke atomer, der som partikler befinder sig i et (tom)rum, men processer, begivenheder og hændelser. Verden er opbygget af, og derfor reducibel til, processer. Nøgleordene i beskrivelsen af virkelighedens fundament er derfor ikke "materie", "rum" og "tid" men "proces". Da processerne qua deres atomistiske eller enhedsagtige karakter i en vis forstand kan betragtes som organismer, kaldte Whitehead også sin proces-filosofi for "organisk filosofi". Whitehead søgte med dette udgangspunkt i sin videnskabsfilosofi og metafysik at tilvejebringe et nyt begrebsapparat, som kunne bruges til en altomfattende, adækvat beskrivelse af virkeligheden – en kosmologi.

Den mindste proces-enhed, der findes, benævner Whitehead en "aktuel entitet" (actual entity) og undertiden blot en "aktualitet". Den aktuelle entitet adskiller sig fra ikke-aktuelle entiteter ved at være aktiv og besluttende. Entitet må ikke forstås som "ting", "partikel", "bestanddel" el. lign., men mere generelt som "det værende".

Det originale metafysiske forsøg, som Whiteheads kosmologi repræsenterer, er at gøre de aktuelle entiteters proces til virkelighedens primære ontologiske niveau. En aktuel entitet er ikke "noget", der undergår en proces, men den aktuelle entitets væren er selve processen. Hele hans senfilosofiske arbejde består i at undersøge implikationerne af denne tankegang med udgangspunkt i en beskrivelse af de aktuelle entiteters egenskaber og indbyrdes relationer.

Verden er en art atomistisk[20] system opbygget af de aktuelle entiteter, som på organisk vis vokser, modner og forsvinder. Det eneste, der eksisterer i den videste betydning af "eksistere", dvs. det eneste, som udelukkende eksisterer i kraft af sig selv, er de aktuelle entiteter. Alt hvad der eksisterer i den aktuelle verden, i enhver betydning af eksisterer, er afledt ved abstraktion fra aktuelle entiteter:

'Actual entities' – also termed 'actual occasions' – are the final real things of which the world is made up. There is no going behind actual entities to find anything more real. They differ among themselves: God is an actual entity, and so is the most trivial puff of existence in far-off empty space. But, though there are gradations of importance, and diversities of function, yet in the principles which actuality exemplifies all are on the same level. The final facts are, all alike, actual entities; and these actual entities are drops of experience, complex and interdependent.[21]

Da de aktuelle entiteter er oplevelser, som kommer og går, kalder Whitehead dem også for "aktuelle hændelser" (actual occasions).[22] Han bruger for det meste "aktuel entitet" og "aktuel hændelse" synonymt, men der er dog den forskel, at "aktuel hændelse" eksplicit implicerer det tidslige, rumlige eller rum-tidslige, hvilket ekskluderer den aktuelle entitet "Gud". "Aktuel hændelse" bruges af Whitehead frem for "aktuel entitet" hvor han vil understrege enten rumlig, tidslig eller rum-tidslig udstrækning.

Kan man da sige, at de aktuelle entiteter, som "the final real things of which the world is made up" og som eksisterende udelukkende i kraft af sig selv (med sig selv som årsag, causa sui), udgør virkelighedens substans? Dette spørgsmål må jeg foreløbigt besvare negativt (!), idet Whitehead kun benytter ordet "substans", når han refererer til andres filosofier og afstår fra at benytte det i sin egen filosofi. Jeg skal senere i analysen af substans vende tilbage til dette spændende punkt, blot skal jeg her lade Whitehead give en første begrundelse for, hvorfor han foretrækker "aktuel hændelse" frem for "substans":

For Descartes the word 'substance' is the equivalent of my phrase 'actual occasion.' I refrain from the term 'substance,' for one reason because it suggests the subject-predicate notion; and for another reason because Descartes and Locke permit their substances to undergo adventures of changing qualifications, and thereby create difficulties.[23]

Whitehead ville som Gottlob Frege helst undgå begreberne "subjekt" og "prædikat".

Som vitale "drops of experience" er de aktuelle entiteter modsat Demokrits atomer virksomme og forgængelige. De aktuelle entiteter er heller ikke som Leibniz' monader, for hvor disse forandrer sig, så ændrer Whiteheads aktuelle entiteter sig ikke, men de "tilbliver" (becomes). En aktuel entitet er hvad den er og bevæger sig ikke omkring.

De aktuelle entiteter er hverken udstrakte i tid eller rum, da der hverken findes kontinuert tid eller kontinuert rum (se senere i analysen af tid og rum). Tid og rum er egenskaber, der opstår ved de aktuelle hændelsers succession. Den temporale og spatiale verden består af en pluralitet af aktuelle hændelser. Atemporale og non-spatiale aktuelle entiteter adskiller sig fra aktuelle hændelser ved ikke at medvirke i skabelsen af tid og rum.[24]

En aktuel entitet er en "oplevelse" som opstår fra data. En oplevelse bliver til, "varer" et "øjeblik" og forsvinder. Dataene for en oplevelse er bl.a. "tidligere" oplevelser, som nu er forsvundet eller "fuldendt" (satisfied). Den aktuelle entitet er en oplevende enhed, der er konstitueret af sin oplevelse: oplevelsen oplever sig selv!

Ifølge Charles Hartshorne var Whitehead den første store systembygger efter Leibniz, som gjorde reel brug af den indlysende sandhed, at mennesket langtfra er det eneste væsen, som har oplevelser, sanseevne, hukommelse, indlæringsevne, følelser og formål.[25] Heri følges han, som jeg senere skal vise, af Martinus.

Enhver individuel aktuel entitets aktivitet må tage en bestemt form, og denne form er ikke blot determineret af data-materialet bestående af tidligere aktuelle entiteter. Den aktuelle entitets bestemthed eller individualitet determineres af en slags entiteter, der ikke selv eksisterer som aktuelle, men kun har eksistens som komponenter eller "ingredienser" i aktuelle entiteter. Disse entiteter, som stort set svarer til de platoniske ideer, Aristoteles' individuerende former ("forms of definiteness") eller de skolastiske universalier, kalder Whitehead "evige objekter". Disse eksisterer kun som determinanter af aktuelle entiteters bestemthed, individualitet eller udFORMning. Evige objekter besidder universalitet i den forstand, at de er i stand til informere, eller "ingrediere" (indtrænge, blive ingrediens) i, mange tilblivende aktuelle entiteter. Mange aktualiteter kan altså sagtens have den samme "form". Under tilblivelsesfasen får de aktuelle entiteter dermed ikke kun data fra "fortidige" aktuelle entiteter, men også fra de evige objekters "ingression".

I modsætning til de aktuelle entiteter, der er kreative, momentane nyskabelser, er de evige objekter, som deres navn angiver, evige. De evige objekter kan kun komme ind i det aktuelt eksisterende ved deres ingredierende, informerende eller determinerende virksomhed i de aktuelle entiteters tilblivelsesproces ved altid at være givet på forhånd. Denne deres forud-eksistens er ikke en følge af deres benævnelse som "evige" objekter, fordi dette ville gøre dem aktuelle: De eksisterer ikke som Platons ideer i en "idé-verden". Derimod kan de kun være givne (ingressionsklare) for tilblivende aktualiteter via fortidige aktualiteter. De har nemlig kun eksistens som allerede ingredierede:

It must be emphasized that eternal forms exist only as ingredients in some or other actual entity; by their nature they must have ingression in some actuality.[26]

Alle evige objekter må følgelig mindst have ingredieret i én fortidig aktualitet for at kunne ingrediere igen – eller rettere; for at have eksistens. En form har jo ikke uafhængig eksistens af det, den er formen på.

De evige objekter er rene (pure) potentialer for aktualiteternes determination, idet deres potentialitet er et korrelativ til deres givethed. Qua potentialiteten kontrasterer de evige objekter de aktuelle entiteters aktualitet. Et univers med forandring, vækst, udvikling og proces kræver et potentialitetsbegreb, idet nogle af morgendagens aktualiteter kun har potentiel eksistens i dag.

There cannot be anything 'novel', that is, different from what is already 'actual', unless there be 'entities' which are 'potential'.[27]

Det potentielle for en aktuel entitet er altid en "entitet", idet en entitet faktisk defineres som et generelt potentiale for en aktualitet.[28] På trods af kontrasten mellem evige objekter (entiteter) og aktuelle entiteter, eksisterer de ikke separate fra hinanden: Aktualitet eksemplificerer potentialitet, mens potentialitet karakteriserer aktualitet.

De evige objekters givethed implicerer nødvendigvis deres ingression i en eller flere aktuelle entiteter, men ikke i hvilke(n) ingressionen skal finde sted. Som "rene potentialer" er evige objekter indifferente overfor hvilke aktuelle entiteter de ingredierer i. Beslutningen om hvilke(n) aktualitet(er) givne evige objekter ingredierer i er en handling (act), og de eneste entiteter, der er kapable overfor handling, er de aktuelle (act-ual) entiteter. Potentialiteterne fungerer som data-materiale for aktualiteterne, der til gengæld selv forestår selektionen heraf. Der hersker altså en intim sammenhæng mellem de to kontraster.

Evige objekter er ikke de eneste potentialer, idet "fuldendte" aktuelle entiteter også kan optræde som data for senere aktualiteter ("entitet" betyder jo som ovenfor nævnt "potentiale"):

Thus we have always to consider two meanings of potentiality: (a) the 'general' potentiality, which is the bundle of possibilities, mutually consistent or alternative, provided by the multiplicity of eternal objects, and (b) the 'real' potentiality, which is conditioned by the data provided by the actual world. General potentiality is absolute, and real potentiality is relative to some actual entity, taken as a standpoint whereby the actual world is defined.[29]

En aktuel entitet kan udanalyseres som bestående af delprocesser eller faser, der dog aldrig vil kunne adskilles fra den aktuelle entitets totalitet. Analysen af den aktuelle entitets proces i delprocesser er således en abstraktion fra virkeligheden:

The actual entity is divisible; but is in fact undivided.[30]

Når den aktuelle entitet optager eller perciperer data-materiale fra forudgående aktuelle entiteter eller evige objekter, siges den at "tilknytte" (prehend) eller at "føle" (feel) disse.[31] Tilknytninger kaldes også for "Concrete Facts of Relatedness".[32] I tilknytningsprocessen afstedkommes en overgang fra de objektive data til det subjektive:

Each actual entity is conceived as an act of experience arising out of data. It is a process of 'feeling' the many data, so as to absorb them into the unity of one individual 'satisfaction'. Here 'feeling' is the term used for the basic generic operation of passing from the objectivity of the data to the subjectivity of the actual entity in question.[33]

Den aktuelle entitet er som en celle, der vha. tilknytninger tilegner sig materiale fra sine omgivelser og derved opbygger sig selv. Tilknytningerne tilknytter eller perciperer hvad der er der og transformerer til hvad der er her. Tilknytninger har "vektorkarakter" ved at transformere fra årsag til virkning. Via den aktuelle entitets tilknytninger er der, som følge af "relativitetsprincippet", knyttet bånd til ethvert element i dets univers:

[...] every item in its universe is involved in each concrescence. In other words, it belongs to the nature of a 'being' that it is a potential for every 'becoming'. This is the 'principle of relativity'.[34]

Der findes både positive og negative tilknytninger: Ved en positiv tilknytning kopieres et data-element fra fortidige aktualiteter til den tilblivende aktualitet. Den positive tilknytning, som også benævnes føromtalte "følelse", yder et positivt bidrag til konstitueringen af den tilblivende aktuelle entitet.

En negativ tilknytning optræder når et data-element ikke kopieres over i den nye tilblivende aktualitet. En negativ tilknytning repræsenterer altså en forbindelse (et bånd), som ikke får positiv indflydelse på konstitueringen. Ideen med negative tilknytninger implicerer, at et data-element må "modtages", for at det kan vrages.

En følelse, altså en positiv tilknytning, implicerer ikke nødvendigvis bevidst oplevelse: Der findes grader af følelser, hvoraf den mest primitive (causal efficacy) er ubevidst. Så Whiteheads organiske opfattelse af naturen som bestående af oplevelsesøjeblikke implicerer ikke nødvendigvis tilstedeværelsen af bevidst oplevelse overalt. Tilsvarende er tilknytningens "perceptioner" ikke identisk med "sanse-perceptioner" og dermed forudsættende sanseorganer, som vi kender det fra levende organismer. Whiteheads tilknytninger eksisterer dybt rodfæstet i naturens mekanisme med bevidste oplevelser og sanseperceptioner som sjældne højdepunktsfænomener.

Den aktuelle entitet konstitueres af alle sine positive såvel som negative tilknytninger til ethvert af universets øvrige elementer; dens tilblivelse består i en "sammenvoksning" (concrescence) af dens tilknytninger. Tilblivelsesprocessen, som jo er en oplevelsesaktivitet, består i en aktiv modtagelse af data og integration til en nærmere bestemt enhed.

That every prehension consists of three factors: (a) the 'subject' which is prehending, namely, the actual entity in which that prehension is a concrete element; (b) the 'datum' which is prehended; (c) the 'subjective form' which is how that subject prehends that datum.[35]

At den aktuelle entitet konstitueres af sine tilknytninger til "tidligere" aktuelle entiteter (og via disse med tilknytninger til evige objekter) vil med andre ord sige, at den som et "subjekt" skabes i sammenvoksningen. Som data er en "tidligere" aktualitet "objekt" for det tilblivende subjektet, og som impliceret i en sammenvoksningsproces siges den at blive "objektiveret". Begrebet "Objekt" skal altid ses i sammenhæng med et "oplevende subjekt" og må aldrig opfattes som "ting", "ekstern ting", etc.

En tilknytning er en transaktion, hvor det oplevende subjekt, dvs. den aktuelle entitet, hvori tilknytningen forekommer, relateres til et datum som dets objekt. Datummet har uafhængig eksistens "før" dets tilknytning, altså før det bliver et objekt:

The actual entity which is the datum, in so far as it is describable without reference to a subject prehending it, is only potentially an object. It is an object only when it is felt by some concrescing subject.[36]

Den sammenvoksende aktualitet føler, hvordan den foregående aktualitet følte, da den var aktuel. Der sker en form for emotionel sympati, idet den fortidige aktualitets "subjektive form" reproduceres i den nutidige, aktuelle entitet. Den subjektive form er hvordan subjektet tilknytter eller føler datummet, eller mao. hvad universet er for den tilblivende aktuelle entitet og dennes reaktion herpå. Den 13. "Category of Explanation" eksemplificerer:

That there are many species of subjective forms, such as emotions, valuations, purposes, adversions, aversions, consciousness, etc.[37]

Udover positive og negative tilknytninger skelner Whitehead yderligere mellem "fysiske" og "mentale" tilknytninger/følelser. Fysiske tilknytninger har tidligere aktualiteter som objekter, mens mentale tilknytninger betegner aktualiseringer af evige objekter. Mentale tilknytninger kaldes også for "begrebsmæssige tilknytninger" (conceptual prehensions).

Undertiden taler Whitehead om "simple fysiske følelser" der kun har én aktualitet som objekt. I virkeligheden har enhver sammenvoksende aktualitet, ifølge relativitetsprincippet, alle tidligere aktualiteter som enten positivt eller negativt tilknyttede objekter, så når man taler om simple fysiske følelser, koncentrerer man sig om én tilknytning og abstraherer fra resten. Alle "komplekse følelser" er opbygget af simple fysiske følelser, men sidstnævnte kan kun teoretisk isoleres:

Owing to the vagueness of our conscious analysis of complex feelings, perhaps we never consciously discriminate one simple physical feeling in isolation. But all our physical relationships are made up of such simple physical feelings, as their atomic bricks.[38]

Figur 4, som ikke stammer fra Whiteheads skrifter, men som jeg har lånt af Donald Sherburne, skulle lette forståelsen:[39]


 

Figur 4
: En sammenvoksende aktuel entitet.

B er en aktuel entitet, som er i færd med at blive til (become) eller med andre ord at vokse sammen (concrescere) og den optræder derfor som subjekt. A er en aktuel entitet i B's nærmeste fortid (B følger umiddelbart efter A) og den bliver tilknyttet (prehended) til og af B. Husk at en aktuel entitet er en oplevelse og ikke en ting, partikel el. lign.

M, N og O osv. er tilknytninger, som konstituerer A, og tilsvarende er X, Y og Z osv. i færd med at konstituere B.

X er B's positive tilknytning og kaldes derfor også en følelse. I det skitserede tilfælde, er der tale om en "simpel fysisk følelse" idet datummet er én aktuel entitet. X er den af B's tilknytninger, som rækker ud og bærer A's A-hed ind i B. X er subjektet B's tilegnelse af elementer fra universet til sin egen sammenvoksning, dvs. "reale interne konstitution"; "intern" fordi A via processen er immanent i B. A er følelsens "initiale datum" og B er dens subjekt.

N er den tilknytning i A, som B vælger som repræsentant for A i sin egen konstitution. N er positivt tilknyttet B og kaldes derfor som X også en følelse. N er den simple fysiske følelses (X) "objektive datum" og er pga. denne status det initiale datum A's "perspektiv". N er objektiveringen af dens subjekt A overfor B; A, som er N's subjekt, objektiveres i B's sammenvoksning.

De øvrige tilknytninger i A (M,O osv.) er negativt tilknyttet af B. Tilsvarende er Y, Z osv. negative tilknytninger i B, som eliminerer visse aspekter af A's konstitution (M, O osv.) således at disse bliver irrelevante for B's følelse og konstitution.

Jeg nævnte i note 24, at jeg af praktiske grunde ser mig nødsaget til at skrive som om aktualiteternes succession sker i tiden; jeg anvender, som Whitehead også selv gør, begreber som "fortidig", "forudgående" osv. i beskrivelsen af de aktuelle entiteters succession. Endvidere vil jeg i det følgende beskrive sammenvoksningen af en aktualitet som foregående i flere successive faser, og altså igen anvende en sprogbrug, der antyder noget tidsligt. Men hverken aktualiteternes følgen efter hinanden eller deres fasers vekslen foregår i tid, for tiden er en følge af aktualiteternes succession. Med Einsteins relativitetsteori bortfaldt ideen om absolut tid og tilsvarende er tid for Whitehead en abstraktion udledt af de aktuelle entiteters succession.

Det forekommer mig så vanskeligt umiddelbart at forstå, hvordan der kan være en følgen efter hinanden, som ikke er i tid (og rum), og hvordan noget kan være "fortidigt" uden at være i tiden, at mistanken om noget problematisk ved Whiteheads metafysik opstår. Whitehead søger at løse problemet ved at foreslå, at analyseringen i faser kun er en intellektuel aktivitet, som ikke afspejler kendsgerningerne i verden.

Whitehead's point is that the analysis into phases of concrescence is "only intellectual" and that there is "some arbitrariness" in distinguishing individual prehensions.[40]

Jeg skal nærmere i analysen af tid og rum søge at belyse denne problematik. I det følgende vil jeg upræcist skrive videre, som om fasernes succession er i tid, af følgende to grunde; (1) Det er umuligt at forstå et udtryk som "atemporalt forudgående": Det er umuligt i sproget at udtrykke noget forudgående uden samtidig at implicere noget temporalt. (2) Whitehead skriver selv på denne måde, idet han anvender udtryk som "antecedent universe", "the past", "nascent", "cause/effect" etc.:

Thus the primary stage in the concrescence of an actual entity is the way in which the antecedent universe enters into the constitution of the entity in question, so as to constitute the basis of its nascent individuality.[41]

Ud fra figur 5 skal jeg nu mere detaljeret gennemgå sammenvoksningens fire faser, og med citatet ovenfor, er jeg allerede godt i gang med den første fase:[42]



 

Figur 5: Sammenvoksningens faser.

1. I den initiale fase indgår det forudgående univers af aktualiteter i konstitueringen af den sammenvoksende aktualitet, eller man kan med andre ord sige, at den sammenvoksende aktualitet tilpasser (conform) sig fortiden; den oplever "konforme følelser" (conformal feelings). Disse konforme følelser er, ifølge føromtalte relativitetsprincip (side 22) samt "det ontologiske princip", nødvendigvis fysiske. Sidstnævnte princip lyder som følger:

That every condition to which the process of becoming conforms in any particular instance has its reason either in the character of some actual entity in the actual world of that concrescence, or in the character of the subject which is in process of concrescence. This category of explanation is termed the 'ontological principle'. [...] This ontological principle means that actual entities are the only reasons; so that to search for a reason is to search for one or more actual entities.[43]

Så den initiale fase består altid og udelukkende af en eller flere simple fysiske følelser og som følge af relativitetsprincippet af næsten uendelig mange negative tilknytninger (alle fortidige aktualiteter skal jo tilknyttes). Pga. disse fysiske tilknytninger kaldes denne fase også for den "fysiske pol".

I figur 5 ses i fase 1 en simpel fysisk følelse (a) afbildet. Denne må tænkes at være suppleret af en lang række negative tilknytninger samt evt. andre simple fysiske følelser, idet enhver fortidig aktualitet, ifølge relativitetsprincippet, er potentiale for den sammenvoksende aktualitet:

A multiplicity of simple physical feelings entering into the propositional unity of a phase constitutes the first phase in the concrescence of the actual entity which is the common subject of all these feelings.[44]

Den initiale fase reproducerer det forudgående univers og sikrer dermed ved sin akkumulerende virkning fortidens "objektive udødelighed". I den initiale fase modtages information om det aktuelle univers via simple fysiske følelser, mens den "supplerende fase", som er en fællesbetegnelse for de 3 efterfølgende faser, er kilde for nyskabelser.

All the more complex kinds of physical feelings arise in subsequent phases of concrescence, in virtue of integrations of simple physical feelings with each other and with conceptual feelings.[45]

2. Den anden fase består i begrebsmæssige tilknytninger og kaldes derfor den mentale pol. De herved tilknyttede begrebsmæssige data er de evige objekter, hvis funktion det er at determinere de objektiverede datas bestemthed (aktualitetens form).

Alle aktuelle entiteter er dipolære, dvs. at de alle har både en fysisk og en mental pol. Den fysiske pol, dvs. første fase, må nødvendigvis følges af en begrebsmæssig vurdering; "valuation up" or "valuation down". F.eks. kan selv den fysiske verden ikke forstås uden reference til dens komplekse mentale side. Trods aktualiteternes dipolaritet, kan de to polers relative betydning dog variere betragteligt.

I Figur 5 fase 2 ses, at den mentale pol starter med en begrebsmæssig registrering (x) af den fysiske pol. Denne registrering resulterer først i en begrebsmæssig reproduktion (valuation up) af den fysiske følelse (b) og evt. derefter i en begrebsmæssig diversitet (valuation down) fra den fysiske følelse (b').

Med den begrebsmæssige diversitet (b') opstår muligheden for fornyelse (novelty) i verden; hvis det divergerende begreb efter integrationen i de følgende faser indgår som en efterfølgende aktualitets fysiske følelser, er der kommet noget nyt ind i verden.

3. I tredie fase foregår simple sammenlignende følelser, som defineres således af Sherburne i hans figurforklaring:

A simple comparative feeling is a feeling that compares, or holds in the unity of a contrast, a simple physical feeling from Phase 1 and a conceptual feeling from Phase 2 (normally the conceptual counterpart of the physical feeling, derived from it by conceptual valuation or conceptual reversion). In figur 5, circle c represents a simple comparative feeling and bracket y represents the datum for c, which is a contrast unifying a and b (or b').[46]

Den fysiske og den mentale pol tilvejebringer en kontrast bestående hhv. af en objektiv og en subjektiv form for oplevelse som integreres i fase 3.

In this way the decision derived from the actual world, which is the efficient cause, is completed by the decision embodied in the subjective aim, which is the final cause.[47]

Den fysiske følelse integreres med dens begrebsmæssige korrelat til enten en "fysisk hensigt" (physical purpose) eller til en "sætningsfølelse" (propositional feeling).

Fysiske hensigter, som er en slags fysiske følelser, er af mere primitiv art end sætningsfølelser og de efterfølges ikke af den 4. fase. "Simple fysiske hensigter" optræder, når den begrebsmæssige diversitet (b') i fase 2 ikke har intensitet nok til at forhindre, at det fysisk givne blot reproduceres. Dette fænomen kender vi i den fysiske verden som energi-overførsel eller uorganiske entiteters mekaniske reaktioner. "Komplekse fysiske hensigter" optræder, når den begrebsmæssige diversitet (b') i integrationen med de fysiske følelser (a) og den begrebsmæssige reproduktion (b) ikke kan negligeres. Når den af sammenvoksningen resulterende fysiske følelse, der tilknyttes af en "senere" aktualitet, er modsat den initialt tilknyttede fysiske følelse, og når dette forløb gentages af en "efterfølgende" række af aktualiteter, opstår det, vi i den fysiske verden kender som vibration. Både ved simple og komplekse fysiske hensigter er den afsluttende følelse (c) tæt knyttet til den aktuelle verden som hhv. en reproduktion eller en invertering af de initiale fysiske følelser (a).

Dette gælder imidlertid ikke for "sætninger" eller sætningsfølelser, for de er i stedet tæt knyttet til de evige objekter. En sætning (y) er integrationen af en fysisk følelse med en begrebsmæssig følelse. En sætningsfølelse (c) har altid en sætning (y) som datum. Sætninger er hverken aktuelle entiteter, evige objekter eller følelser. I sætningen transformeres de fysiske følelser til subjekt, mens evige objekter transformeres til prædikat eller "prædikativt mønster":

Thus the actualities, which were first felt as sheer matter of fact, have been transformed into a set of logical subjects with the potentiality for realizing an assigned predicative pattern. The predicative pattern has also been limited by elimination. For as a datum in the conceptual feeling, it held its possibility for realization in respect to absolutely any actual entities; but in the proposition its possibilities are limited to just these logical subjects.[48]

Sætninger er enten sande eller falske, konforme eller ikke-konforme, afhængig af deres korrespondens med den aktuelle verden via de initiale aktualiteter.

But its own truth, or its own falsity, is no business of a proposition. That question concerns only a subject entertaining a propositional feeling with that proposition for its datum. Such an actual entity is termed a 'prehending subject' of the proposition.[49]

Selvom sætninger enten er sande eller falske er de ikke identiske med logikkens domme. Ikke-konforme sætninger er ikke kun falske og nytteløse; fejltagelser er en nødvendig pris for fremskridt. Det er mere vigtigt, at en sætning er interessant, end at den er sand. Formålet med sætninger er at viderebringe subjektive former ved i det subjekt, der føler sætningsfølelsen, at fremkalde følelser som f.eks. latter, rædsel, afsky, indignation, motivation.

Om der i 3. fase optræder en fysisk hensigt eller en sætningsfølelse afhænger af, om det evige objekt i fase 2 hhv. mister eller bevarer sin universalitet eller ubestemthed (mht. dets fysiske realisation; f.eks. hvilke(n) entiteter den ingredierer i).

Det ses heraf, at så forskellige fænomener som fysisk energi-transport og mentale sætninger og tanker i Whiteheads metafysik "udøves" af de processuelle aktualiteter. Heraf ses hans metafysiks høje generalitetsniveau.

4. I den fjerde komplekse sammenligningsfase, hvor sammenligninger sammenlignes, optræder de såkaldte "intellektuelle følelser" (d i figur 5). Datummet for den intellektuelle følelse er kontrasten (z) mellem en forbindelse af aktuelle entiteter (nederste ende af z) og en sætning (øverste ende af z), hvis logiske subjekter er medlem af nævnte aktualitets-forbindelse:

In an intellectual feeling the datum is the generic contrast between a nexus of actual entities and a proposition with its logical subjects members of the nexus.[50]

Den subjektive form af følelsen af denne kontrast er "bevidsthed". Bevidsthed er mao. følelsen af kontrasten mellem teori og kendsgerning.

Also conceptual feelings do not necessarily involve consciousness; though there can be no conscious feelings which do not involve conceptual feelings as elements in the synthesis.[51]

Bevidsthed er en sjælden mulighed hos sofistikerede aktualiteter; for det meste er aktualiteternes proces, oplevelse eller erfaringstilegnelse ubevidst.

Aktualitetens proces afsluttes efter 3. eller 4. fase i "fuldendelsen" (the satisfaction), som er integrationen af de mange initiale følelser til én kompleks følelse. (Fuldendelsen er ikke indtegnet på figur 5.)

The actual entity terminates its becoming in one complex feeling involving a completely determinate bond with every item in the universe, the bond being either a positive or a negative prehension. This termination is the 'satisfaction' of the actual entity.[52]

I sammenvoksningsprocessen integreres følelser under de subjektive formers kontrol ved at følelser fra "tidligere" faser bliver del af mere komplekse følelser i "senere" faser, indtil denne "fornyelsesproces" ophører med fuldendelsens indtræffen. Hver fase er ikke blot en reproducerende videreføring af data, men repræsenterer nyskabelse, idet den subjektive form ikke fuldt ud determineres af dataene.

This process of the integration of feeling proceeds until the concrete unity of feeling is obtained. In this concrete unity all indetermination as to the realization of possibilities has been eliminated. The many entities of the universe, including those originating in the concrescence itself, find their respective rôles in this final unity.[53]

Fuldendelsen er en følelses eller tilknytnings konklusion, som viser hvad den aktuelle entitet er udover sig selv: Den aktuelle entitets aktivitet og proces, og dermed dens ubestemthed i form af potentielle muligheder, er forsvundet i fuldendelsen og tilbage er dens virkning (effect), som er dens indblanding i andre "senere" sammenvoksende processer. Enhver entitet, som transcenderer sig selv ved at intervenere andre processer, fungerer som et "objekt".[54]

Aktuelle entiteter ophører subjektivt set med at eksistere, men objektivt set er de udødelige; de objektiveres af efterfølgende sammenvoksende aktuelle entiteter.

Now the doctrine of Prehensions [...] is based upon the theory that what is called the "satisfaction" of an actual entity is the "stuff" which constitutes the objective side of a new actual entity. It is the "datum" which a new subject can use for building up a new actual entity.[55]

Aktuelle entiteter har "formal" eksistens i tilblivelsesfasen og "objektiv" eksistens som fuldendte og objektiverede entiteter. Formal eksistens angår aktualitetens subjektive væren i sig selv i modsætning til dens objektive eksistens som objekt for en anden aktualitet.

Sammenvoksningsprocessen forløber som nævnt ikke i tid, men dens resultat, nemlig fuldendelsen, kan have temporal og/eller spatial udstrækning.

En aktuel entitet er et "subjekt-superjekt", fordi dens egenskaber som både et oplevende "subjekt" og et "superjekt" ikke kan adskilles. Som subjekt medvirker aktualiteten i sin egen reale interne konstitution som det der har oplevelsen. Som superjekt er aktualiteten opfyldt og "udøver" sin funktion som objektivt udødelig. Subjekt-superjektet kan ikke adskilles fra dets følelser, som det udgør formålet med. Følelserne stræber efter subjektet, snarere end at subjektet efterstræber dem.

But the 'satisfaction' is the 'superject' rather than the 'substance' or the 'subject'.[56]

Subjektet opstår og forsvinder, men den aktuelle entitet er objektiv udødelig, fordi den evigt fungerer som objekt for senere aktualiteter.

The subject presides over the process, but perishes on attaining the end or "satisfaction." It perishes because it is the "final cause," and when the satisfaction has been attained there is no further need for the subject as final cause.[57]

Selvom aktualitetens subjekt forsvinder ved fuldendelsens opnåelse, overlever dens præstation som "kendsgerning" (matter of fact) for eftertiden.

Aktuelle entiteter kan gruppere sig i helheder, kaldet "forbindelser" (nexûs) eller "samfund" (societies). Makrokosmiske objekter som træer, mennesker og huse er eksempler på forbindelser eller samfund, men også fænomener som elementarpartikler og molekyler henhører herunder. Den 13. "Category of Explanation" lyder:

That a nexus is a set of actual entities in the unity of the relatedness constituted by their prehensions of each other, or – what is the same thing conversely expressed – constituted by their objectifications in each other.[58]

Forbindelser optræder ofte med både rumlig og tidslig udstrækning, men kan optræde som enten det ene eller det andet.

Samfund er en delmængde af forbindelser. Samfund er forbindelser med social orden, mens ikke-sociale forbindelser tilvejebringer kaos.

A nexus enjoys 'social order' where (i) there is a common element of form illustrated in the definiteness of each of its included actual entities, and (ii) this common element of form arises in each member of the nexus by reason of the conditions imposed upon it by its prehensions of some other members of the nexus, and (iii) these prehensions impose that condition of reproduction by reason of their inclusion of positive feelings of that common form. Such a nexus is called a 'society,' and the common form is the 'defining characteristic' of the society.[59]

Både forbindelser og samfund er komplekse konstruktioner, der består af mange aktualiteter. "Strukturerede samfund" er hierarkisk opbyggede indeholdende under-samfund og/eller under-forbindelser.

The difference between a subordinate society and a subordinate nexus within a structured society is that a subordinate society can retain its dominant features in the general environment apart from the structured society, whereas a subordinate nexus presents no features capable of genetically sustaining themselves apart form the special environment provided by that structured society.[60]

Et samfund adskiller sig med andre ord fra en forbindelse ved at være selv-opretholdende; det er sin egen årsag. "Samfund" er ikke blot en klasse-benævnelse for et sæt entiteter, men fortæller også om entiteternes genetiske slægtskab.

The members of the society are alike because, by reason of their common character, they impose on other members of the society the conditions which lead to that likeness.[61]

Et samfund må altid eksistere i et miljø. Dette miljø kan være et højere eller mere generelt samfund. Således eksisterer der et helt hierarki af mere og mere specielle samfund inden i generelle samfund, f.eks.: "Den rene udstraktheds samfund" indeholder et "geometrisk samfund", der igen indeholder det "elektromagnetiske samfund".

The electromagnetic society exhibits the physical electromagnetic field which is the topic of physical science. The members of this nexus are the electromagnetic occasions.[62]

For Whitehead er det ikke usandsynligt, at der parallelt med dét elektromagnetiske samfund, som vi lever indenfor, eksisterer et elektromagnetisk samfund bestående af "anti-stof", lige så vel som der parallelt med det euklidisk-geometriske samfund eksisterer ikke-euklidiske og multidimensionale geometriske samfund. Samfundenes hierarkiske struktur minder mere om et træs forgreninger end kinesiske æsker, men i et vist omfang, gælder æske-analogien. Der findes endnu mere specialiserede samfund end de hidtil nævnte:

An electron or a proton is a society of electronic or protonic occasions. More specialized forms of social order incorporate electrons and protons into atoms, atoms into molecules, molecules into living cells, and cells into vegetable and animal bodies. Atoms, molecules, cells, and bodies are complex societies, hierarchies of societies within societies. Such complex societies are termed "structured" societies.[63]

Et molekyle er et under-samfund i et celle-samfund. Hvis molekylet ikke kunne eksistere uafhængigt af celle-samfundet, var molekylet ikke et (under-)samfund men en (under-)forbindelse. Et under-samfunds stabilitet afhænger af dets overlevelsesevne, når dets miljø eller det samfund, det eksisterer inden i, ændrer sig.

I Whitehead's tidligere værker spillede begrebet "begivenhed" (event) en rolle svarende til de aktuelle entiteter i Process and Reality. En begivenhed kunne være temmelig udstrakt i tid, mens aktuelle entiteters proces kun "varer" et øjeblik; deres tilblivelsestidspunkt er også deres forsvindingstidspunkt. I Process and Reality defineres en begivenhed således:

An event is a nexus of actual occasions inter-related in some determinate fashion in some extensive quantum.[64]

Et molekyle er en begivenhed. Et molekyle er mao. en forbindelse af aktuelle hændelser, en forbindelse, der frembringer rum-tidslig udstrækning.

Forbindelser og samfund opleves gennem såkaldte "transmuterede følelser". Transmutation er den operation hvormed en helhed af mange aktualiteter tilknyttes, ikke som en mangfoldighed, men som en enhed. Simple fysiske følelser og transmuterede følelser udgør tilsammen klassen af fysiske følelser. Mennesket oplever normalt verden gennem disse transmuterede følelser; vi oplever et træ, en elementarpartikel eller en tanke som en enhed, og ikke som en mangfoldighed.

De fortidige objektiverede aktualiteter er virkende årsag i den tilblivende aktualitet, mens subjektet er den finale årsag. Mere simple aktuelle entiteter, hvis subjektive autonomi ikke sætter sig igennem ved at ændre outputtet fra inputtet, dvs. aktualiteter i hvilke udelukkende den virkende årsag virker, udfører f.eks. hvad vi kender som energi-transport i den fysiske verden; lys etc.

I Whiteheads filosofi eksisterer der noget Ultimativt i forhold til aktualiteterne, men dette Ultimative er i modsætning til så mange andre filosofier ikke selv noget aktuelt eller "mere virkeligt", og de aktuelle entiteter er ikke afledet heraf. Det er derimod det Ultimative, der som en generel metafysisk karakter er afledet eller abstraheret af aktualiteterne. Dette Ultimative kalder Whitehead for "Kreativitet":

It is the basic activity of self-creation generic to all individual actual entities. That is to say, it is the generic activity conceived in abstraction from the individual instantiations of that activity.[65]

Kreativiteten er et aktivt skabende princip som følge af dens accidensers, dvs. aktualiteternes, aktive skabende virksomhed. Kreativitetens ultimativitet hidrører fra, at den udtrykker aktualiteternes universelle egenskaber som nyskabende processer, men først og fremmest fordi aktualiteterne er individualiseringer heraf.

Kreativiteten er ikke identisk med Gud. Aktualiteterne er Kreativitetens "skabninger" (creatures of Creativity), og Gud er den første skabning (husk, at Gud selv er en aktuel entitet). Gud er derfor ikke en transcendent skaber og har ikke eminent væren i forhold til aktualiteterne.

2.3 Principperne hos Martinus

Whitehead opstiller principper og kategorier i et forsøg på i få punkter at udtrykke det filosofiske systems essens, og ligeledes ordner Martinus sin kosmologi vha. en række universelt gyldige, men ikke udtømmende "skabeprincipper". Principperne er, som den øvrige kosmologi, et resultat af Martinus' kosmiske bevidsthed eller intuitionsevne, hvis resultat er kosmiske analyser:

Intuitionen giver adgang til en ultimativ og dermed absolut forståelse af den virkelighed, universet, livet og det levende væsen repræsenterer.[66]

Principperne må endelig ikke forstås som aksiomer, som det resterende filosofiske system kan deduceres udfra, men de er kernepunkter i filosofien. Når jeg derfor nu vil indlede med at opregne de principper, der er relevante for det følgende, skal det som ved Whitehead heller ikke her forstås sådan, at disse principper kan begrunde sig selv; de er på dialektisk vis dels begrundet i den øvrige del af filosofien, som de præger dybt, og dels er den øvrige del af filosofien (og kosmologien som helhed) begrundet i principperne. Principperne er i virkeligheden uanskuelige, idet de ligger hinsides enhver anskuelsesform; derfor er de blot tilnærmede (eller nedblændede) beskrivelser af noget egentlig ubeskriveligt.

At principperne ikke er selv-begrundende udgør ikke noget problem for Martinus' filosofi, idet jeg jo følger Whiteheads metodologi, der som nævnt går ud på asymptotisk at nærme sig de generelle førsteprincipper i forsøget på at konstruere det mest adækvate og anvendelige filosofiske system som muligt. Martinus har præsenteret os for sine principper og sit system, og det er nu min eneste opgave at sammenligne og vurdere udfra Whiteheads filosofi, hvor selvbegrundende principper ikke er et ideal. Jeg vil derfor nu foreløbigt ukritisk indføre i kosmologiens filosofi og lade vurderingen vente lidt.

Per Bruus-Jensen har i "X" bind 1 side 63 opregnet 8 hovedprincipper og 7 supplerende variantprincipper, og disse vil jeg kort gennemgå. Jeg vil supplere denne liste med et hovedprincip (nr. 9) og tre nye tilhørende variantprincipper (nr. 8-10).

At skitsere kosmologiens filosofi bringer mig ind i en hermeneutisk cirkel i Gadamersk forstand, idet principperne, såvel som en hvilken som helst anden detalje af såvel Martinus' som Whiteheads filosofi, ikke fuldt ud kan forklares, uden at en helhedsforståelse er tilvejebragt. Derfor bliver min foreløbige redegørelse for principperne noget sparsom, men jeg råder bod på det ved senere at referere til dem. Et problem, som også til en vis grad gør sig gældende for Whiteheads vedkommende, er, at principperne ikke defineres eksakt hverken hos Martinus eller Per Bruus-Jensen, men blot stedse omtales og beskrives, således at en forståelse for, hvad det enkelte princip står for, efterhånden opbygges. Derfor er de følgende definitionsforsøg helt for egen regning:

1. Det guddommelige skabeprincip: I ethvert levende væsens udvikling, livsoplevelse og manifestation er det Guddommens "skabelse" der åbenbarer sig. Dette princip udgør det bærende grundprincip i al udvikling og i enhver livsoplevelse og manifestation: Der er altid tale om Guds værk. Det guddommelige skabeprincip er hovedfaktoren i skabeevnens princip, kaldet X2 (variantprincip nr. 9).

2. Livsenhedsprincippet: Ethvert levende væsens fysiske organisme er opbygget af andre levende væseners fysiske organismer, Gud inklusive:

Verdensaltet udgør således en uendelig enhed bestående af urokkeligt, sammenknyttede levende væsener inden i levende væsener. Det kommer derved her til syne som et kulminerende og altomfattende ocean af liv, bevidsthed, oplevelse og skabelse.[67]

Gud er således identisk med verdensaltet, i hvilket alle andre levende væsener eksisterer som "Gudesønner", for nu, som Martinus, at benytte bibelsk, sexistisk terminologi. Selvom Gud er et levende væsen benyttes i det følgende udtrykket "et levende væsen" kun om en "Gudesøn", altså et andet levende væsen end Gud, fordi der hersker indbyrdes store forskelle mellem disse to "typer" levende væsener.

Alle levende væsener eksisterer ifølge livsenhedsprincippet indeni i et andet levende væsen og udgør selv et univers for andre levende væsener inden i sig.

Ved livsenhedsprincippet etableres og garanteres det levende væsens personlige individualitet og i nøje forbindelse hermed grundlaget for dets oplevelse af en strengt personlig Jeg-følelse eller Jeg-fornemmelse.[68]

3. Kontrastprincippet: Enhver livsoplevelse forudsætter kontraster. Enhver oplevelse forudsætter en kontrær modsætnings tilstedeværelse. F.eks. kan en hvid figur ikke opleves (sanses) på en hvid baggrund, men godt på en sort, etc. En tanke eller et begreb kræver en/et herfra afvigende tanke eller begreb for at kunne opleves. Det er derfor nødvendigt, at det guddommelige skabeprincip også manifesterer sig i form af mørke eller det onde; Gud er også ophav til det onde i verden. Kontrastprincippet står i stor gæld til perspektivprincippet:

4. Perspektivprincippet: Afstedkommer det levende væsens oplevelse af perspektiv, størrelse og proportioner, og danner dermed grundlaget for al sansning og bevidsthed. Alle former for kontraster er en direkte følge af perspektivprincippets virksomhed, (og kontraster er ifølge kontrastprincippet den nødvendige betingelse for livsoplevelse overhovedet).

5. Bevægelsesprincippet: Er i samarbejde med perspektivprincippet ansvarlig for frembringelsen af bevægelse, dvs. at noget forandrer position i forhold til noget andet. Bevægelsesprincippet ligger sammen med de øvrige skabeprincipper, især perspektivprincippet, til grund for de fem universelle bevægelsesarter, af hvilke jeg senere skal analysere fire: rum, tid, forvandling og materie.

6. Kredsløbsprincippet: Dette princip giver sig udslag i dannelsen af kredsløb, dvs. begivenhedsforløb, hvis udgangspunkt og slutpunkt principielt er sammenfaldende. Hvis et kredsløbs slutpunkt i en eller anden forstand betegner en udvikling eller "et højere niveau" i forhold til udgangspunktet tales om "spiralkredsløb". Princippet kaldes derfor undertiden også for "spiralkredsløbsprincippet". Ifølge "loven for bevægelse" vil energi altid danne kredsløb ved at vende tilbage til udgangspunktet:

I absolut forstand eksisterer den lige eller rette linie ikke. Den vil altid være noget af et kredsløb i sit princip og derfor, fysisk set, noget af en cirkel.[69]

Ved bestandigt at udvikle sig igennem relativt set højere og højere kredsløb garanteres det levende væsen en permanent og evig fornyelse af sin sanse- og oplevelsesevne.

7. Talentkerneprincippet: Dette princip er ansvarlig for dannelse af de såkaldte talentkerner i ethvert levende væsen. Disse talentkerner opmagasinerer erfaringer og talenter. Det fører for vidt med en fuldstændig redegørelse for talentkerneprincippet og talentkernernes virksomhed, blot vil jeg tilføje, at de spiller en betydelig rolle ved væsenets organismeopbyggelse og skæbnedannelse.

8. Verdensgenløsningsprincippet: Guddommens skabeimpulser viderebringes til menneskeheden (og alle andre grupper af levende væsener under udvikling) af verdensgenløsere, dvs. mennesker (væsener) af en relativ højere udvikling, som formår at inspirere, beskytte og hjælpe fremad. Eksempler på verdensgenløsere er Jesus, Buddha etc., men verdensgenløsere kan også være onde, hvis yderligere indvikling i materien er målet for en gruppe væsener. Kontrastprincippet betinger nemlig, at et levende væsen skiftevis må udvikle sig væk fra eller hen imod Gud, altså evigt gennemløbe et spiralkredsløb indeholdende lys og mørke. Denne bestandige vekslen er en betingelse for opretholdelsen af oplevelsesevnen.

9. Det levende væsens treenige princip: Alle levende væsener uden undtagelse kan analyseres som udgørende på én og samme gang "skaber", "skabeevne" og "det skabte". Disse tre elementer er en nødvendig betingelse for at et "noget" kan fremtræde som et levende væsen. Denne treenige analyse, som er hovedhjørnestenen i Martinus' filosofi, går derfor igen som princip i alle væsener, Gud inklusive. Tredelingen er analytisk og ikke faktisk. Dette skabeprincip vil gå som en rød tråd gennem resten af specialet.

Til disse hovedprincipper hører en række variantprincipper:

1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet: Dette princip er en variant af det guddommelige skabeprincip, og giver sig udtryk i det levende væsens begær. Begæret kan opføre sig som en indadgående kraft, som tiltrækning, og som en udadgående kraft, som frastødning. Manifestationen af tiltræknings- og frastødningsprincippet i begæret afhænger af det efterfølgende sult- og mættelsesprincip.

2. Stofenhedsprincippet: Variant af livsenhedsprincippet. Ligesom man som følge af livsenhedsprincippet taler om levende organismer inden i hinanden, således taler man pga. stofenhedens identitet med livsenheden også om stofenheder inden i hinanden:

[...] "Stof" består af tre ting, nemlig en reaktionsevne, hvilket vil sige kraft- eller bevægelsesudløsning, en serie organismer, der eksisterer som kraftcentrer eller kraftfordelere og et oplevende og udløsende Jeg bag hver af disse organismer. Ethvert sådant Jeg i forbindelse med sin organisme og den ved hjælp af denne regulerende kraft (skabelse eller sansning) er således i virkeligheden en "stofenhed". "Stoffet"s eller "materien"s grundanalyse eller bestanddel er dermed identisk med levende væsener.[70]

Enhver fysisk genstand består af mindre enheder og indgår selv i større fysiske enheder. Af eksempler på stofenheder kan nævnes: atomare partikler, molekyler, gener, celler, organeller, organer, mennesker, kloder, sole og galakser etc.

3. Sult- og mættelsesprincippet: Variant af kontrastprincippet. Princippet lader ethvert levende væsen opleve skiftende tilstande af sult og mættelse mht. alle livets foreteelser. Pga. kontrasternes nødvendighed for livsoplevelsen bliver det levende væsen nødt til hele tiden at forny sin livsoplevelsessituation, og dette fornyelsesbehov sikres af sult- og mættelsesprincippet, idet man f.eks. ikke orker at spise sin livret hver dag i en måned. Man bliver mæt af det gammelkendte og sulter efter noget nyt.

4. Opbygnings- og nedbrydningsprincippet: Skabelse og livsoplevelse kan kun finde sted som forvandling af allerede eksisterende materielle eller åndelige "ting", dvs. som opbygning og nedbrydning.

Intet nyt kan vokse op uden på ruinerne af noget andet. Nutiden må hvile på ruinerne af fortiden, medens fremtiden vil komme til at hvile på ruinerne af nutiden.[71]

Pga. opbygnings- og nedbrydningsprincippets forvandlende karakter er det en variant af bevægelsesprincippet.

5. Skæbneprincippet: Variant af kredsløbs- og bevægelsesprincippet. Alt hvad man gør imod andre og sig selv er energi man sender ud, og energi bevæger sig som nævnt altid i cirkelkredsløb, og vil derfor på et tidspunkt vende tilbage til en selv. Et karma-princip: "som du sår, skal du høste".

6. Reinkarnationsprincippet: Som variant af kredsløbs- og talentkerneprincippet sikrer reinkarnationsprincippet de levende væsener konstant en ny organisme, når den gamle er nedbrudt, så livsoplevelsen kan fortsættes. Evner og anlæg opbevares fra inkarnation til inkarnation i de såkaldte talentkerner, der således til dels er ansvarlig for udløsningen af den rette fremtidige skæbne.

7. Forældreprincippet: Forældres beskyttelse og opdragelse af deres afkom svarer til en verdensgenløsers gerning, og forældreprincippet er således en variant af verdensgenløserprincippet.

8. Skaberens princip, X1: Dette og de to følgende variantprincipper er de tre elementer i "det levende væsens treenige princip" taget hver for sig. Denne adskillelse af det treenige princip kan kun teoretisk lade sig gøre og finder aldrig sted i praksis. Skaberens princip siger, at der står en skaber bag enhver manifestation og oplevelse, og at denne, som indehaver af manifestationen og oplevelsen, er højt hævet over disse, dvs. at skaberen ikke selv udgør en manifestation eller oplevelse. Jeg skal senere vende tilbage til betydningen af betegnelsen "Xn".

9. Skabeevnens princip, X2: Dette princip hentyder til den for enhver oplevelse og manifestation nødvendige skabeevne, som må være i skaberens besiddelse. Uden evne til manifestation og oplevelse er disse ikke muligt.

10. Det skabtes princip, X3: Resultatet af skaberens virksomhed via skabeevnen er det skabte; f.eks. det levende væsens organisme og bevidsthedsmanifestationer samt ydre manifestationer i materie, tid og rum etc.

2.4 Martinus' metafysik

Efter denne lidt skitseagtige præsentation af skabeprincipperne, skal jeg nu kort gennemgå den hertil samhørende filosofi og præsentere resten af de nødvendige begreber med henblik på sammenligningen med Whiteheads filosofi.

Dette afsnits postulerende karakter i detaljerne samler sig, ligesom det foregående afsnit om den organiske virkelighedsopfattelse, til et helhedssyn, hvor detaljerne indbyrdes begrunder hinanden. At detaljerne i denne min introduktion fremstår ubegrundede og uden argumentation skridt for skridt, er bestemt ikke noget problem for kosmologiens filosofi eller for min fremstillingsform, men er blot en logisk konsekvens af, at filosofien udgør et "kohærent" system i Whiteheads betydning, dvs. at begreber og detaljer hver for sig er meningsløse og kun giver mening i deres sammenhængende hele. Dette helhedssyn er det målet at holde op imod Whiteheads filosofiske system.

Jeg tager udgangspunkt i det levende væsens treenige princip, fordi alt, hvad jeg efterfølgende beskæftiger mig med, intimt er tilknyttet hertil. Det partikulære levende væsen har samme grundanalyse som verdensaltet (Gud, virkeligheden), da alt hvad der eksisterer, som følge af stof- og livsenhedsprincippet, er væsener inden i hinanden: Gud, eller verdensaltet, er derfor også et levende væsen, dog med den forskel til alle øvrige levende væsener, at Gud ikke eksisterer indeni et andet væsen. Vi er alle dele af Gud, ligesom vore organer er levende væsener inden i os, ligesom cellerne er levende væsener inden i organerne og ligesom vi er "celler" i jordklodevæsenet etc. (Se evt. figur 12). En analyse af det levende væsen må derfor samtidig blive en analyse af virkeligheden, og vice versa.

Som allerede nævnt under "det levende væsens treenige princip" og de tre heraf følgende variantprincipper består ethvert levende væsen af en skaber, en skabeevne og det skabte. Det skabte er resultatet af skaberens anvendelse af sin skabeevne. Skaberen kaldes af Martinus også for "X1", "Jeg'et" eller "Selvet" og af Per Bruus-Jensen tillige for "subjektet". Bemærk, at Jeg'et og Selvet som synonyme betegner noget helt andet end i dybdepsykologien; de er en del af Martinus' specialterminologi. Benævnelsen "Jeg'et" stammer fra dagligdags udtryk som "jeg går", "jeg griner" osv.: Jeg'et er den der handler og oplever eller kort sagt "skaber" og bliver dermed identisk med hvad Martinus kalder skaberen.

Jeg'et er som skaberen en diametral modsætning til alt det skabte, som jo netop er frembragt vha. Jeg'ets skabeevne. Et "noget", som oplever f.eks. en bevægelse, må nødvendigvis være forskellig herfra: en bevægelse kan ikke opleve en bevægelse. Ganske vist kan en billardkugles bevægelse forplante sig til andre billardkugler eller omdannes til varme etc., men ingen af de her nævnte bevægelser kan opleve noget, sådan som billardspillerens Jeg, der har igangsat bevægelsen, kan.

Som modsætning til det skabte, kan alle karakteristika, der kan påhæftes det skabte, såsom størrelsesangivelser, vægt, position, alder, farve, hastighed osv. ikke bruges til at beskrive Jeg'et. Det eneste endegyldige man kan sige om Jeg'et er, at det er et "noget, som er".

Men da samme Jeg og dets overbevidsthed er al kolorits skaber eller frembringer og således altid må være forud for enhver skabelse, kan det i sig selv ikke være koloreret, hvilket altså vil sige: udtrykke nogen form for fysisk eller psykisk synlighed eller sansetilgængelighed.[72]

Martinus kalder da også Jeg'et for "X1"; X'et skyldes Jeg'ets ubeskrivelighed og et-tallet skyldes, (1) at det er første gang vi støder på analysen "et noget som er" og det forventeligt sker igen, og (2) at Jeg'et er primært i forhold til de efterfølgende "X'er". Mere om dette senere.

Som modsætning til det skabte er Jeg'et selv uskabt; det har evig eksistens. Alt hvad vi kender til i den materielle virkelighed er i stadig bevægelse, forandring og skabelse, ja, undergår ifølge det 4. variantprincip en stadig nedbrydning og opbygning, så Jeg'et må som modsætning hertil udgøre et evigt "absolut fast punkt". Det er ikke muligt i den fysiske virkelighed at finde et fast punkt, idet alt jo er i stadig bevægelse. Selv hvis det lykkedes at lokalisere universets midtpunkt vil dette være relativt, for ifølge kosmologien er det af os kendte fysiske univers et blandt mange andre. Ophavet til alt det skabte er som uskabt en evig realitet.

Når det ikke desto mindre er en kendsgerning, at der eksisterer et "fast punkt" bag alle "bevægelserne", skyldes det den omstændighed, at "bevægelse" ikke kan opleve "bevægelse". Der er altså "noget", der ikke alene oplever, men også afstedkommer "bevægelse", idet det viser sig at være "bevægelsen" overlegen. Det "oplever" og "skaber" bevægelsen. Det er "bevægelsen"s absolutte herre.[73]

Skabelse kan ikke finde sted uden en evne til at skabe, og denne skabeevnes virksomhed resulterer i en stadig omskabelse af det skabte. Skabeevnen er ligeså evig som skaberen, thi hvordan skulle skaberen have frembragt skabeevnen uden skabeevne?:

Denne skabeevne er lige så evig som nævnte "X", thi hvis der har været en tid, hvor dette ikke havde skabeevne, ville denne jo umuligt kunne være blevet til, thi hvormed skulle det da have frembragt denne? Nævnte skabeevne er altså ligeså evig som "X1". Men når den er evig og derfor ikke kan udgøre en skabt foreteelse, kan den i sig selv heller ingen analyse have. Som vi nævnte før, kan kun det frembragte have analyse. Samme skabeevne kan derfor lige som "X1" kun udtrykkes som "noget, som er". Her ud over må den være navnløs i sin egen natur, og vi har derfor udtrykt den som "X2".[74]

Da kun det frembragte kan have nogen analyse, har den evige skabeevne lige så lidt som skaberen nogen anden analyse end "et noget som er". At noget har en analyse betyder her, at det kan karakteriseres ved størrelsesangivelser, vægt, position, alder, farve, hastighed osv. Dette kan X1 og X2 ikke.

Skabeevnen er dog ikke en absolut skabeevne i den forstand, at den kan omskabe et "intet" til et "noget", idet dette ikke lader sig gøre, lige så lidt som et "noget" kan omskabes til et "intet". Skabeevnen formår kun at skabe et "noget" om til et andet "noget".

Foruden at fremtræde som en skaber og en skabeevne fremtræder det levende væsen også som noget skabt: Det skabte, som f.eks. omfatter organismen og funktionerne heri, tanker og bevidsthedsfænomener etc., har også den kosmiske analyse "et noget som er" og tilkendes derfor navnet X3:

Da verdensaltet udgør alt, hvad der eksisterer, kan det ikke sammenlignes med noget som helst andet. Der er således udenfor verdensaltet ikke noget, overfor hvilket det kan være "stort" eller "småt" eller på anden måde udløse noget kontrastforhold.[75]

Af kontrastprincippet følger, at en specifik oplevelse kun er mulig, hvis man tidligere har haft, eller samtidig har, en oplevelse af modsat rettet karakter – altså er i stand til at fremskaffe en kontrast i sit bevidsthedsfelt. Heraf ses, at X3 for ethvert element det indeholder også må indeholde et element af modsat karakter for at kunne opleves eller manifesteres – altså for kort sagt at kunne være et resultat af skabelse. Da det skabte som helhed ikke kan sammenlignes med noget andet, kan det ikke dækkes af nogen beskrivelse. Beskrivelse forudsætter kontraster.

Hertil kunne måske indvendes, at der netop eksisterer en kontrast til X3 nemlig X1 og X2, og at man ud fra disse må kunne beskrive det skabte mere udførligt end som et "X". Men enhver beskrivelse af X3 vil jo nødvendigvis selv tilhøre X3 og må nødvendigvis her befinde sig sammen med en kontrasterende beskrivelse, uden hvilken den ikke giver mening: En beskrivelse kan ikke forstås, uden man på forhånd kender en modsat beskrivelse, som man kan sammenligne med. Da X1 og X2 netop fremtræder som ubekendte størrelser, som "X'er", kan X3 ikke beskrives udfra disse. Men kan ikke forklare noget med henvisning til noget ubekendt.

Som tidligere nævnt er principperne hos Martinus kun tilnærmede beskrivelser af virkeligheden, hvilket bestemt ikke kan undre netop pga. den ubeskrivelighed, der kendetegner de tre X'er. Måske skulle man forvente, at der ikke kan siges noget yderligere om det altomfattende treenige princip og at kosmologien derfor er en umulighed, men dette benægtes af Per Bruus-Jensen, der dog tager følgende forbehold:

Man må bare indstille sig på, at hvad der i øvrigt vil kunne siges om nævnte [treenige] princip, ikke udtrykker endegyldige sandheder om dets absolutte natur eller egenart, hvorimod det repræsenterer forsøg på ved hjælp af sproget at tegne et signalement, der ud fra noget kendt lader os nærme os det ukendte en smule.[76]

Da enhver oplevelse eller manifestation i X3 forudsætter en forudgående oplevelse eller manifestation af kontrasterende karakter, ses det, at X3 har evig eksistens. Det levende væsen har ikke nogen første oplevelse eller manifestation, for enhver oplevelse og manifestation forudsætter mindst én tidligere oplevelse eller manifestation som kontrast. Så det evige Jeg har evigt benyttet sig af sin evige skabeevne til at frembringe det skabte, der herved har evig eksistens. Dette betyder naturligvis ikke, at nogen skabte entiteter eller begivenheder har evig eksistens, for i det skabtes sfære foregår en evig og konstant omskabelse, men det skabtes sfære, X3, har som helhed evig eksistens: Der har altid eksisteret noget skabt.



 

Figur 6: Det levende væsens grundanalyse.

I figur 6 ses det levende væsen, såvel som Gud eller verdensaltet, afbildet som opdelt i X1, X2 og X3. Martinus benytter konsekvent trekanten som symbol på et levende væsen, og da verdensaltet eller Gud, som ovenfor nævnt, også er et levende væsen, i hvilket alle andre levende væsener eksisterer indeni (panenteisme), kan figuren også symbolisere Guddommens treenige princip. Af figuren skulle det gerne fremgå, at ethvert levende væsen er skaber af sin egen tilværelse vha. X2. og det kan derfor ikke skyde skylden på andre, som f.eks. sine forældre, venner og fjender etc. Det skabte, som egentlig ikke er skabt i absolut forstand, men som blot er under evig omskabelse, omfatter både bevidsthedslivet (Descartes: res cogitans) og det fysiske legeme (Descartes: res extensa). Den fysiske del af det skabte har jeg indcirklet på figuren og resten er definitorisk af åndelig karakter. Bemærk at Gud således også pga. det panenteistiske livsenhedsprincip også har et fysisk legeme.

Selvom den fysiske organisme som bekendt forgår efter dens død, har det levende væsen evig eksistens som følge af dets identitet med X1, X2 og X3, der som bekendt ifølge analyser ovenfor kunne tilskrives evig eksistens i absolut forstand. Derfor er de levende væsener, såvel som Gud eller verdensaltet, ikke skabte realiteter, dvs. at der ikke har været et tidspunkt, hvor disse ikke var til. Gud og de levende væsener undergår som skabere en evig omskabelse af deres organismer, men disse organismer ophører ikke med at eksistere. (Hvordan dette hænger sammen med vores oplevelse af livets ophør ved døden, skal jeg senere vende tilbage til, når forudsætningerne herfor er tilvejebragt.)



 

Figur 7: Forholdet mellem Gud og "Grudesønnerne" og mellem de levende væsener indbyrdes.

I figur 7 ses til venstre sammenhængen mellem Gud og de levende væsener illustreret: Det ses at det levende væseners Jeg'er (X1) tilsammen udgør guddommens Jeg, at deres skabeevne (X2) udgør i forening guddommens skabeevne og at deres skabte del (X3), dvs. deres fysiske og åndelige organismer tilsammen udgør Guddommens fysiske og åndelige organisme. Gud er opdelt i et uendeligt antal levende væsener. Til højre på figuren ses hvordan de levende væsener eksisterer indeni hinanden. Figuren må tænkes at fortsætte i det uendelige både opad og nedad således at der ingen grænse er for, hvor store og hvor små levende væsener, der eksisterer.

Intetsteds i X3, som er organismernes domæne, finder man "det levende" i det levende væsen, altså det der f.eks. udgør forskellen på et menneske og et lig. Dette "levende noget" er nemlig X1, som udgør et ubevægeligt, uforanderligt, ubeskriveligt fast punkt hvorom alt det bevægelige, foranderlige og beskrivelige i X3 (og X2) bevæger sig. X1 er "livets herre". Men uden manifestations- og oplevelsesevnen X2 og uden X3 at manifestere og opleve i, ville X1 være så totalt umanifesteret, at der ikke kan tales om "et levende noget". De 3 X'er udgør en uadskillelig sammenhængende enhed i det levende væsen:

Man vil således aldrig komme til at opleve et Jeg, der flakker om uden bevidsthed og organisme, ligesom man heller aldrig vil kunne opleve en skabeevne, der ikke har tilknytning til et Jeg. Og på samme måde vil det naturligvis være umuligt at opleve stof, der ikke udgør en materiekombination, hvilket vil sige en organiseret bevægelses- eller energifaktor, og som netop ved denne sin organisering beviser en bag ved eksisterende "organisator".[77]

Når det levende væsen udgør en sammenhængende enhed, og X1 er totalt ubevægelig og uforanderlig, mens X3 er underlagt evig bevægelse og forandring og dermed uden nogen form for absolut stilstand, så må der findes et grænseområde mellem bevægelsen og stilheden, og da dette grænseområde ikke kan findes hverken i X1 eller X3, idet begge disse realiteter totalt udgør hinandens modsætninger, så må det vha. udelukkelsesmetoden erkendes, at grænsen må forefindes i X2. I X2 møder vi derfor livskildens udspring, hvor den første antydning af bevægelse finder sted, men denne bevægelsesform i X2 er af en anden karakter end bevægelsen i X3, idet førstnævnte i modsætning til sidstnævnte har forbindelse med det ubevægelige X1. Bevægelse i X3 kan kun grænse op til andre former for bevægelse, men herved bliver bevægelsens begyndelsespunkt utilgængelig for sansning:

Det bliver altså her synligt, at "bevægelsen" kan strække sig ind på et område, hvor den ikke grænser til nogen anden form for "bevægelse". Et sådant område bliver derved absolut afvigende fra det område, der udgør det, der direkte er tilgængeligt for sansning, og hvor alt så udelukkende kun kan eksistere som identisk med "bevægelse".[78]

Grænsen mellem bevægelse og stilhed i X2 er ikke brat, men fremtræder i fine umærkelige overgange, som ligesom Jeg'et er utilgængelige for sansning og kan derfor kun indirekte erkendes. Vi er herved nået til en erkendelsesgrænse som først og fremmest viser os, at der er "noget" bagved grænsen, vi ikke er i stand til at opleve. Men frem for alt betyder den uoverskridelige erkendelsesgrænse, at vi ikke er i stand til at erkende virkeligheden, som den er, for hertil forudsættes et kendskab til det "noget", der er transcendent i forhold til vores erkendelsesevne. Vores erkendelse er derfor relativ eller illusorisk, fordi vi ikke er stand til at opleve stilheden, det faste punkt eller Jeg'et. En sand analyse kan kun udføres med udgangspunkt i et absolut "fast punkt" som "udmålingen" kan foretages i forhold til. Den kosmiske sanseevne, som Martinus benævner "kosmisk bevidsthed" og som mystikere og yogier verden over sporadisk har stiftet bekendtskab med, giver netop mulighed for at sanse med reference til det faste punkt, X1, og dermed mulighed for at skabe analyser, der udtrykker absolut sandhed. Ethvert menneske vil, efterhånden som dets moral gennem inkarnationerne udvikler sig tilstrækkeligt til at hindre misbrug, udvikle denne kosmiske sanseevne, og vil herefter virkeligt kunne eftertænke kosmologiens budskab bag om det mayas slør, der pt. hviler over praktisk taget enhvers bevidsthedskapacitet i dag.

Derfor kan ingen som helst skabe absolutte kosmiske analyser, før et tilstrækkeligt moralsk trin er nået, hvilket vil sige, et trin, hvor forskeren er i harmonisk kontakt med alle livets foreteelser, således at der faktisk ikke er noget eller nogen, han er imod. Kun en sjælelig uberørthed af alle de timelige foreteelsers indvirkning på sansesættet kan skabe den ro og upartiskhed, igennem hvilket det timeliges forbindelse med virkeligheden uhindret kan skues.[79]

Med disse nærmest yogiske anvisninger antyder Martinus vejen til selv at foretage absolutte, kosmiske analyser.

Analyser, der kun bygger på mål- og vægtfacitter, altså på forhold mellem "ting" i X3, er relative og illusoriske[80], og kan derfor aldrig udgøre en fuldkommen analyse af nogen af "tingene".

Alle oplysninger eller facitter, der kan udtrykkes ved tal, kan aldrig i noget som helst tilfælde give en tings sidste eller absolutte, endelige analyse.[81]

Kosmologien består ikke selv af sådanne illusoriske eller relative analyser, men af såkaldte "kosmiske analyser", som er absolut sande, fordi de er kendetegnet ved at være analyser ud fra X1 som det eneste absolut faste punkt. Kun ved at foretage en udmåling med reference til et absolut fast punkt kan man gøre sig håb om et absolut og ikke et relativt facit.

At Martinus' kosmiske analyser netop er foretaget ud fra det absolut faste punkt betyder naturligvis ikke, at de altid vil erkendes som sande ved vurdering udfra en "relativ" logik, dvs. ud fra analysemetoder udelukkende med reference til mål og vægt etc.

Martinus' kosmologi er selvimmuniserende i den forstand, at den hævder, at kun personer, der har opnået den samme høje udvikling som de kosmisk bevidste, fuldt ud vil være i stand til at eftertænke kosmologiens analyser. Dette, at man tilbageviser kritik med henvisning at kritikeren ikke er udviklet nok endnu til at se "lyset", er naturligvis uheldigt for en teori med videnskabelige ambitioner (Martinus kalder sin kosmologi for grundstenen til en åndsvidenskab), men dette forhindrer naturligvis ikke muligheden for, at den kan have inspirationsværdi endsige være sand. Hertil kan nævnes, at kosmologien på linie med mystikken og yogaens traditioner foreskriver en metode til bedst muligt selv at erhverve sig de krævede verifikationskvalifikationer.

At Martinus kalder analyser inden for den timelige virkelighed for relative og illusoriske betyder bestemt ikke, at de er uden værdi, for de timelige analyser er absolut virkelighed indenfor den timelige tilværelse:

Men ligeså illusorisk som den "timelige" analyse er overfor "evigheden", ligeså absolut urokkelig eller realistisk virkelighed er den indenfor oplevelsesøjeblikket eller "nuet", hvilket igen vil sige: væsenets timelige eksistens.[82]

Forekomsten af relative analyser er en følge af al sansnings relativitet, som igen er en følge af perspektivprincippets illusionsskabende virksomhed. Perspektivprincippet er først og fremmest årsag til al perspektivdannelse, som jo består i det indtryk, at fysiske genstandes størrelse er en funktion af afstanden til dem. Et klassisk eksempel på en af perspektivdannelsens illusioner findes i betragtningen af en lige vej med konstant bredde, som fortaber sig i horisonten; tilsyneladende ser vejen ud til at blive smallere for til sidst at gå sammen i en spids. Ifølge kosmologien gør denne sanseillusion sig gældende for al sansning fra neden, dvs. sansning som i modsætning til sansning fra oven ikke har rod i det faste punkt X1. Der er ingen måde, hvorpå sansningen[83] kan transcendere den sanseillusion, som den er offer for. Sansning er umulig uden perspektivprincippet, for det er netop i kraft af perspektivprincippets virksomhed at sansning overhovedet lader sig gøre.

Alle fysiske størrelsesforhold, som f.eks. mellem en ært og solen, er illusioner, idet alle størrelser er lig den samme størrelse, nemlig "X" eller uendeligheden! Dette vender jeg tilbage til. De tilsyneladende forskelle beror blot på det af sansningen anlagte perspektiv, altså af øjet, der ser:

Om man er herre i et lille "verdensalt" (en mikroorganisme), eller man er herre i et stort "verdensalt" (et mælkevejssystem), vil således i virkeligheden ikke gøre nogen forskel i vor intellektuelle værdi, i vort forhold til guddommen og tilværelsen. Mikrokosmos er i virkeligheden ligeså stor som makrokosmos, og makrokosmos ligeså lille som mikrokosmos. "Een dag er for herren som tusinde år, og tusinde år som een dag".[84]


 
Figur 8: Perspektivets princip.

I figur 8, som illustrerer perspektivets princip, ses et øje, der betragter to heste af samme størrelse men med forskellig afstand til øjet. Pilene angiver, at ved hesten, som er længst væk, er der plads til mere i synsfeltet end ved den nærmeste hest, der optager halvdelen af synsfeltet. Jo mere et objekt optager af synsfeltet, jo større ser det ud, uanset dets reelle størrelse. At den ene af øjet ses som større end den anden er en illusion. Som det gælder for øjet således er også de andre sanser underlagt perspektivets princip, dvs. at de sansede objekter tilsyneladende har forskellig størrelse alt afhængig af hvor meget plads de optager i sansefeltet.

Det filosofiske teodicé-problem finder et godt løsningsforslag i perspektivprincippet sammenholdt med kontrastprincippet, idet "det onde", som det tilsyneladende er vanskeligt at forene med en alkærlig Guds eksistens, specielt når denne Gud ifølge livsenhedsprincippet er det eneste der eksisterer, kun er et tilsyneladende onde; i virkeligheden eksisterer kun "det gode", som Martinus opdeler i "det ubehagelige gode" og "det behagelige gode".[85] Det såkaldte "onde" eller "det ubehagelige gode" er en absolut nødvendighed for skabelsen af kontraster, som igen er en forudsætning for al livsoplevelse overhovedet: Uden det ubehagelige godes eksistens ville ingen levende væsener, Gud inklusive, være i stand til at opleve noget som helst. Perspektivprincippet er ansvarlig for, at noget af det lys (Gud), der som det eneste eksisterer, nedblændes således at mørket træder frem. Da mørket eller det ubehagelige gode kun er et resultat af perspektivprincippets virksomhed, er det en illusion lige som alt andet i X3. Denne illusion af lys/mørke eller ondskab/kærlighed kommer i stand ved, at ethvert levende væsen befinder sig på et udviklingstrin med en bestemt sansehorisont, som er bestemmende for dets oplevelsesevne: Alt, hvad der ligger over det enkelte levende væsen i udvikling, skinner med et stærkere lys (eller en stærkere moral), mens alt, hvad der ligger under det i udvikling, skinner med et svagere lys: Denne kontrast mellem det lyseste og det mørkeste man kan opleve, opleves som henholdsvis hvid og sort. Imellem disse to yderfarver findes alle øvrige farver i livets kolorit. Uden denne perspektivering af lyset ville der ikke eksistere kontraster, og så ville lyset være utilgængeligt for sansning, og Guddommen og alle dens levende væsener ville være uden livsoplevelse.

Som eksempel på perspektivprincippets virksomhed kan nævnes, at Martinus kalder den del af sanseområdet, som udgøres af mørkezonen, farvezonen og lyszonen for hhv. A-, B- og C-perspektivet, hvorved A-perspektivet definitorisk i sjælelivets sfære afstedkommer oplevelser af sorg, melankoli og tungsind, mens C-perspektivet medfører oplevelser af glæde og lykke. Herimellem medfører B-perspektivet alt, hvad vi kan gøre til genstand for analysering, altså tro og viden.

Perspektivprincippet udgør en begrænsende faktor, der gør det uendelige, nemlig X1, tilgængelig for sansning og dermed gør livets oplevelse til en kendsgerning. Alle de detaljer, som det levende væsen kan sanse i sin sansehorisont, udgør et kosmisk perspektivforhold eller illusionistisk blændværk, som får det uendelige og udifferentierede til at fremtræde som distinkte størrelser med alder, udviklingsstandard, størrelse osv.

Da det levende væsen pga. sin evige eksistens (X1, X2 og X3's evige eksistens) evigt udvikler sig, vil dets sansehorisont også evigt udvikle sig:

Da vi, mentalt set, ustandseligt bevæger os fremad og således aldrig nogen sinde "står absolut stille", vil alt, hvad vi sanser eller oplever, ligeså ustandseligt være i færd med at skifte plads indenfor vort sanseområde. Det, der før var fjerne, utydelige detaljer i periferiens tågedis forude, er senere blevet til klare og skarpt aftegnede realistiske detaljer i centrum, ligesom disse skarpe detaljer igen senere fortaber sig i periferiens fjerne tågedis bagude.[86]

Den forskel i sansehorisonter, såvel som den forskel i størrelse, udviklingsstandard mv., der kendetegner de levende væsener i forhold til hinanden, er en illusion, som er frembragt af perspektivprincippet. Ingen levende væsener er i virkeligheden mere betydningsfulde end andre, uanset deres nuværende fremtoning.

Man kunne forestille sig, at den tilsyneladende evige udvikling, som ethvert levende væsen gennemgår, ville medføre et problem for kosmologien med at forklare hvorfor resultatet heraf ikke er, at et "noget" skabes af "intet": Hvis alting uden undtagelse udvikler sig i større og større spiralkredsløb (se senere), må verdensaltet jo blive større. Men her klarer perspektivprincippet problemet, idet denne størrelsesmæssige udvikling er relativ og illusorisk i forhold til evigheden (det faste punkt):

Begreberne "mikrokosmos" og "makrokosmos" udtrykker kun de fremmede kredsløbs perspektiviske forhold til væsenets nuværende kredsløb. I forhold til evigheden vil disse "kosmos" naturligvis hverken kunne udtrykke nærhed eller fjernhed eller noget andet mål- og vægtfacit, men udelukkende være lig "X".[87]

At alle størrelsesforhold er illusoriske betyder ikke, at livsoplevelse er illusorisk. Ganske vist kan sansningen og dermed livsoplevelsen ikke komme i stand uden perspektivprincippets illusionsskabende virksomhed, men dette betyder ikke, at der findes en anden og ikke-illusorisk måde at opleve på: Livets oplevelse består jo udelukkende af sansefornemmelser eller perspektiviske forhold i sanseområdet. Uden perspektivprincippets illusionsskabende virksomhed fandtes der ingen livsoplevelse overhovedet.

Ved "sansning fra oven" er man i modsætning til "sansning fra neden" i stand til direkte at opleve fra et evighedsperspektiv med det faste punkt som udgangspunkt og man sidder hermed inde med nøglen til "livsmysteriets løsning"; med forståelsen af perspektivprincippet som betingelse for al sansning, bliver perspektivprincippet sansningens og dermed livets og bevidsthedens allerhøjeste analyse. At man kan erkende/opleve perspektivprincippet som realitet betyder naturligvis ikke, at man hermed i sin erkendelse/oplevelse transcenderer nævnte princip. Når al sansning er illusorisk, må al oplevelse også være det, og noget, der ikke kan opleves, kan heller ikke manifesteres, så kort sagt er al skabelse betinget af perspektivprincippet. Dermed bliver alt skabt (X3) til illusioner, ligesom skabeevnen bliver en evne til illusionsskabelse. Det vil derfor være umuligt at analysere perspektivprincippet uden at ende i relative, skabte eller timelige analyser, idet perspektivprincippet selv er forudsætningen for denne analyse.

Det er fuldt berettiget at sige, at X2 og X3 tilsammen udgør et illusionsprincip, der stadfæster, at kun X1 har absolut eksistens:

[...] det eneste absolutte, der eksisterer, er "Noget nr. 1" eller "det Guddommelige noget". De to andre former for "noget" fremtræder ganske vist som udgørende "skabeevnen" og "det skabte", men det er netop disse to former for fremtræden, der er illusoriske, idet deres identitet som samtidigt udgørende "noget nr. 1" ikke kan udslettes.[88]

Uanset hvad man betragter, det være sig fysiske ting eller mentale begivenheder, er det altid guddommens X1 man ser igennem X2's perspektivprincips farvende briller. Da noget uendeligt ikke kan erkendes, må der nødvendigvis være tale om en illusion. At det er guddommens X1 og ikke sit eget X1, man i livsoplevelsens illusion oplever, kommer ud på et, idet der rent faktisk kun findes ét X1, nemlig Guds: X1 kan som udelelig kun som illusion partitioneres (opdeles) i individuelle Jeg'er. Individualitet er et af det illusionsskabende perspektivprincips resultater og tillige et resultat af livsenhedsprincippet.

Ved Jeg'ets individualisering forstås [...] etableringen af den illusion, at enhver livsenhed har sit eget strengt personlige Jeg, som intet har at gøre med medvæsenernes Jeg'er.[89]

At det skabte så at sige er guddommens syn af sig selv som illusorisk modsætning, altså at det endelige er en forklædning af det uendelige, ses f.eks. i det nærmest Zenon'ske eksempel med, at en jernstang på 1 meter kosmisk set er lige så lang som en jernstang på 3 meter, idet begge i det uendelige kan halveres, hvorved de begge repræsenterer uendeligheden, eller X1.

I et fysisk sansebillede vil tingenes sande størrelse ikke være den fremherskende, men derimod en størrelse, der skabes af perspektivprincippet. For at en ting kan sanses, må den være underordnet nævnte princip. Alle størrelsesbegreber, alle sansedetaljer opløser sig således i kosmisk forstand i uendeligheden. Da enhver størrelse rummer i sig uendeligheden, har den i virkeligheden ingen størrelse. Men en ting, der ingen størrelse har, men alligevel eksisterer, kan kun udgøre "noget, som er", hvilket igen vil sige, at vi her kommer til Jeg'ets analyse som den sidste årsag eller det absolut virkelige "noget" bag den tids- og rumdimensionale verden. Uendeligheden eller evigheden er således identisk med Jeg'et, idet den har nøjagtig den samme analyse. Ethvert levende væsen bliver således identisk med uendeligheden og evigheden.[90]

Da kun X1 har absolut eksistens og X2 og X3 er illusioner frembragt af X1, ses det igen, at de 3 X'er er uadskilleligt sammenknyttet, idet der i realiteten ikke er tale om 3 adskilte fænomener, men kun ét med 3 analyser. Som illusioner er X2 og X3 naturligvis X1 underlegne.

En konsekvens af perspektivprincippets virksomhed er, at alle sansninger og oplevelser er individuelle, idet intet væsen kan udgøre det oplevende centrum i et andet centrum end dets eget. Der eksisterer ikke to ens levende væsener i hele verdensaltet, og dermed heller ikke to ens oplevelser af samme ting.

En anden konsekvens af perspektivprincippet er, at den synlige og sanselige verden, som vi umiddelbart oplever den, udgør en altomfattende illusion. Men at verden fra et vist synspunkt er en illusion, er et synspunkt, som selv ligger udenfor (over) livet i den forstand, at det ikke kan bruges som rettesnor for nogen handling. Indenfor et væsens sanseområde eller sansehorisont er illusionen absolut virkelighed; livsoplevelse er en umulighed uden illusionen.

Jeg har dvælet så forholdsvis længe ved perspektivprincippet, fordi det udgør en meget central del for forståelse af "den mystiske virkelighed" som Martinus' kosmologi beretter om. For at skabe et begrebsmæssigt og teoretisk grundlag for de efterfølgende analyser af de udvalgte aspekter, er det dog nødvendigt at præsentere yderligere nogle begreber og teorier.

Hidtil er det levende væsen blot udanalyseret i "det treenige levende væsens princip" (jvf. figur 6), og det er nu på tide at blive mere detaljeret. Som det ses på figur 9, er illustrationen af det levende væsen udbygget med nogle lodrette felter, som har sit udspring i X2 og som danner baggrund for alt i X3.[91] Disse lodrette felter skal illustrere de 6 såkaldte grundenergier. Grundenergierne tilhører den åndelige, immaterielle del af virkeligheden, og kan altså ikke direkte ses med fysiske øjne. Grundenergierne, som primært tilhører X3 (men også X2), udspringer alle af moderenergien og doseres skæbnebestemmende af talentkernerne. Moderenergien er lokaliseret i X2 ved 7-tallet og har forbindelse med X1.

 

 
 
Figur 9: Det levende væsens grundenergier.

Ved energi forstås evnen til at præstere skabelse, der i praksis er det samme som manifestation af bevægelse og dermed frembringelse af virkninger. Begrebet energi er altså kosmisk set synonymt med begrebet skabe- eller virkeevne.[92]

Grundenergierne konstituerer X3 og ligger dermed bag den skabte fysiske verden, med dens energier, tyngdekraft, elektricitet, materie, felter, kernekræfter etc, som på figuren må tænkes at være indeholdt i cirklen. Husk at verdensaltet (Gud) og det partikulære levende væsen har samme analyse, så figuren kan bruges som illustration af begge: Både verdensaltet og det levende væsen består af noget materielt (i cirklen) og noget immaterielt (uden for cirklen).

De 6 kosmiske grundenergier er evigt allestedsnærværende i X3 ved alle at forekomme i enhver form for skabelse, som det levende væsen præsterer. Grundenergierne er dog aldrig tilstede i lige høj grad, fordi det netop er deres varierende blandingsforhold, der afstedkommer de varierende skabemuligheder. Grundenergierne udspringer alle af moderenergien, som de på illusionistisk vis er forklædninger af eller organer i.



 

Figur 10: Grundenergiernes kombination.

Grundenergierne er indbyrdes organiseret således, at en altid er førende, en er latent, to er under udvikling og to er degenererende (under indvikling). Hvis man på figur 10 betragter det nederste vandrette felt (I), vil man se, at den første grundenergi dominerer, mens den anden og tredie grundenergi er under udvikling, den fjerde er latent, mens de to sidste grundenergier er degenerende. I felt II er den anden grundenergi dominerende og de andre grundenergiers fremtoning har tilsvarende ændret sig. Da rækkefølgen af de 6 grundenergier altid er den samme, bliver der 6 kombinationsmuligheder, hvorefter forløbet gentager sig. Disse seks kombinationsmuligheder konstituerer hver et vandret felt, som også kaldes et "tilværelsesplan". Grundenergierne har Martinus opkaldt efter den funktion, de primært er ansvarlig for, og tilværelsesplanerne er opkaldt efter den livsform, der her er fremherskende:

I det tilværelsesplan, der kaldes "planteriget" (I) er "instinktenergien" (1) dominerende. Instinktenergien er primært ansvarlig for bevidsthedsegenskaben "at ane", som giver planten mulighed for at vokse imod lyset, at reagere på temperaturforhold osv. Martinus argumenterer således for sammenhængen mellem en "energi" og en "bevidsthedsegenskab":

Men evnen til at "ane" er jo en funktion, en funktion er igen det samme som en "bevægelse". Og "bevægelse" kan igen ikke eksistere uden at være identisk med åbenbaringen af energi.[93]

Argumentet er universelt gyldigt overfor sammenhængen mellem de efterfølgende bevidsthedsegenskaber og grundenergier. Instinktevnen er ganske elementær ved ikke at give mulighed for at skelne mere differentieret end mellem behag og ubehag. Planten har kun mulighed for at reagere automatisk (instinktivt) på ydre påvirkning. Instinktenergien medfører generelt alt, hvad der kommer ind under automatiseringsevne, reflekser, vane, tradition, autoritetstro, flokmentalitet osv.

Ved plantens videre udvikling når den efterhånden frem til "dyreriget" (II), hvor den får evnen til at bevæge sig omkring, og frem for alt evnen til at ernære sig ved fortæring af sine medskabninger. (Den kødædende plante må ses som et overgangsvæsen mellem plante- og dyreriget). Ved at ernære sig af andres organismer, efterlever man det, Martinus kalder "det dræbende princip", som er ansvarlig for al opløsning, adskillelse, forbrænding, eksplosion, aggression, had, varme, kraftudfoldelse, ekspansion, destruktion etc. Den grundenergi, der her er på spil, kalder Martinus for "tyngdeenergi" (2) med henvisning til den fysiske organismes kraftige massekoncentration. Grundenergierne er så "fine", at de lystrer tankens bud og tyngdeenergien er (sammen med den første og tredie grundenergi) hovedansvarlig for, at der skabes tung og træg materie, som kan yde tanken modstand.

I "det rigtige menneskerige" (III) er "følelsesenergien" (3) dominerende. Denne energi er tyngdeenergiens modsætning og er ansvarlig for skabelsen af fænomener som mental og fysisk kulde, fortætning, krystallisering, materialisering, heling, implosion, kontraktion, konstruktion etc. Følelsesenergien afbalancerer tyngdeenergien så kontrollerede "eksplosioner", såsom en legemstemperatur på 37Ec, bliver muligt. Disse to energier er sammen med den automatiserende instinktenergi hovedfaktorerne bag skabelsen af hele den fysiske verden:

Alle faste eller fysiske materier er således en koncentration i følelse og tyngde. De udgør i virkeligheden bunden ild. Alt udtrykker eller repræsenterer derfor også en eller anden varme- eller kuldegrad. Alt fryser eller brænder. Der, hvor følelsesenergien er i mindrevægt opstår eksplosioner og brand. Alt her splintres og går til grunde, opløses eller dematerialiseres. Der, hvor følelsesenergien er i overvægt, opstår fortættelse, sammentrækning, fasthed, krystallisering, hvilket er det samme som fysisk synliggørelse eller manifestation.[94]

Alle former for kraft og spænding, f.eks. i form af elektricitet, magnetisme, gravitation, kernekræfterne etc., skyldes tilstedeværelsen af de indbyrdes modsatrettede tyngde- og følelsesenergier.

Når det enkelte menneske engang har udviklet sig videre end til det rigtige menneskerige, så venter der tre andre tilværelsesplaner med navnene "visdomsriget" (IV), "den guddommelige verden" (V) og "salighedsriget" (VI). Disse rent åndelige tilværelsesplaner, som ligger meget langt ude i fremtiden for vores vedkommende, skal jeg ikke berøre nærmere ud over at nævne, at salighedsriget viser sig fysisk som det vi kalder "mineralriget", og så er kredsløbet fuldbyrdet: Ved videre udvikling opstår planten.

I disse 3 åndelige tilværelsesplaner dominerer hhv. "intelligensenergien" (4), "intuitionsenergien" (5) og "hukommelsesenergien" (6).[95] Disse energier, som er så hurtigt vibrerende, at de er utilgængelig for fysisk sansning og forskning, er ikke de mest betydningsfulde for mit emne, så jeg vil kun for fuldstændighedens skyld omtale dem kort. Intelligensenergien er ansvarlig for planmæssighed, logik, intelligens, analysering, strukturering, etc. Intuitionsenergien er ansvarlig for intuition, dvs. en indtrængning af færdige ideer i bevidstheden, sansning fra oven, kosmisk bevidsthed, oplevelse af en viden "indefra", syntetisering, helhedsskabelse, etc. Og hukommelsesenergien er ansvarlig for rekonstruktion, erindring, etc.

Udover at disse 6 grundenergier veksler som illustreret i figur 10 så kompliceres billedet af, at Martinus ikke tilskriver grundenergierne lige stor energistyrke eller gennemtrængningsevne: Hvis man forholdsvis sætter energistyrken af instinktenergien til 20 enheder, så vil de øvrige grundenergier have en styrke på hhv. 40, 60, 80, 120 og 100 enheder.[96] I figur 11 har jeg multipliceret grundenergierne fra figur 10, således at energierne har en maksimumsudfoldelse svarende til disse forholdstal. For at få et billede af det levende væsens samlede energimanifestationsmuligheder, har jeg ladet grundenergisøjlerne berøre hinanden. Summen af energier illustrerer således det levende væsens skabemuligheder i de respektive tilværelsesplaner. Det ses, at det levende væsens skabemuligheder er størst i de tre sidste tilværelsesplaner, dvs. at livsoplevelsesmulighederne her kulminerer. Derimod er adgangen til energier og dermed livsoplevelsesmuligheder næsten i minimum for det jordiske menneskes vedkommende, idet dette væsen befinder sig i grænseområdet mellem det andet og tredie tilværelsesplan.



 

Figur 11: Grundenergiernes forskellige styrkeforhold resulterer i forskellig livsoplevelsesstyrke i tilværelsesplanerne.

Mængdeangivelserne i figur 11 viser hvor megen energi det levende væsen har til sin rådighed i de respektive tilværelsesplaner, og det er så op til det selv at bestemme hvor megen energi af de forskellige slags, det vil anvende i en specifik skabelse. Enhver afvigelse fra grundenergiernes normale organisering, der består i, at en er førende, en latent, to under udvikling og to under indvikling (degeneration), vil resultere i en ufuldkommenhed i individets manifestation. F.eks. har tyngdeenergien fået overmagten over følelsesenergien hos det hidsige menneske, mens det omvendte gør sig gældende for den deprimerede. En væsentlig del af udviklingen fra dyr til menneske består i at forædle evnen til med følelsesenergien at kunne kontrollere sin tyngdeenergi, altså at opøve evnen til at kunne beherske sin dræbende trang, vredesfølelser og vredesudbrud etc.

Mht. virkelighedens energiaspekt mangler jeg at omtale den syvende energi, som frembringer de seks allerede omtalte grundenergier og derfor kaldes "moderenergien". Denne energi eksisterer udelukkende indenfor X2, hvor de øvrige seks grundenergier i modsætning hertil først og fremmest eksisterer i X3 (jvf. evt. figur 9). Moderenergien er ikke som de øvrige grundenergier ansvarlig for specifikke skabeevner, men den udgør i stedet for en neutral basis for, at disse øvrige grundenergier i det hele taget kan fungere. Udover at frembringe de 6 øvrige grundenergier, er moderenergien også ansvarlig for deres indbyrdes vekslende kombinationsforhold som illustreret på figur 10. Parentetisk kan bemærkes, at moderenergiens gennemtrængningsevne ligger på over 420 i sammenligning med de øvrige grundenergier, der jo rangerede fra 20 til 120.

De 9 hovedprincipper og 10 variantprincipper, som jeg indledningsvist benævnte "skabeprincipper", er forsøg på at beskrive moderenergiens funktionelle virksomhed. Principperne kan som integreret i X2 kun tilnærmelsesvis beskrives sprogligt eller på anden vis, idet enhver beskrivelsesform jo nødvendigvis tilhører X3.

Som jeg senere skal vende tilbage til, så frembringer moderenergien også fem universelle bevægelsesarter, som skal gøres til genstand for den specifikke sammenligning mellem Martinus' og Whiteheads filosofi.

Martinus inddeler det levende væsens bevidsthed i "overbevidstheden" og "underbevidstheden"; disse betegnelser har en særlig betydning, som afviger meget fra dybdepsykologiens traditionelle brug. Overbevidstheden udgør alt det evige i det levende væsens organisme, som defineres ved, at det eksisterer ved egen kraft, mens underbevidstheden udgør alt det timelige, som kun har eksistens i kraft af noget andet. Denne distinktion følger distinktionen mellem X1, X2 og X3, idet overbevidstheden stort set udgør X2, mens underbevidstheden udgøres af X3.

Enhver skabelse består i enten modtagelse eller afgivelse af energi. Enhver sansning og enhver oplevelse er en reaktion af berøringen mellem individets egennatur og omgivelsernes natur. Rent teknisk kommer en oplevelse i stand ved at omgivelsernes energi i underbevidsthedszonen mødes med individets egen energi. Da overbevidsthedens energi, som er moderenergien, og som netop i kraft af sin uafhængige eksistens og sin bundethed til talentkernerne, ikke har mulighed for at påvirkes af andre ydre energier, kan den ikke udgøre sædet for mødet mellem det enkelte individs egenenergi og omgivelsernes energi.

Men denne "overbevidsthed" kan ikke udfolde sig, blive til liv og oplevelse for det levende væsen ved sin egen kraft alene, men kun ved at denne indre kraft kommer til at mødes med en kraft udefra. Men dette møde med den fremmede kraft kan ikke finde sted i selve overbevidstheden, da kræfterne her jo er bundet i talentkerner.[97]

Da livets oplevelse består i reaktionerne af udefra kommende energi med overbevidsthedens energi, og da dette møde ifølge ovennævnte citat ikke kan finde sted i overbevidstheden, bliver det en kendsgerning, at der må eksistere en underbevidsthed, hvori dette finder sted. Underbevidsthedens zone, hvis energi ikke har uafhængig eksistens, er derfor det eneste sted, hvor mødet mellem omgivelsernes energi og Jeg'ets egen energi kan finde sted, altså er det eneste sted, hvor livsoplevelsens skueplads kan befinde sig.

Underbevidstheden udgør altså et individet tilhørende, men udenom overbevidstheden forekommende terræn. Dette terræn grænser direkte op til de ydre synlige og for individet fremmede omgivelser. Individet møder således disse fremmede energier (de ydre omgivelser, naturen, medvæsenernes indvirken o.s.v.) direkte med sin "underbevidsthed".[98]

Underbevidstheden består af 6 legemer svarende til de 6 grundenergier og er derfor navngivet i relation hertil: "Tyngdelegemet" og "Følelseslegemet" er som varme- og kuldelegemer og hhv. kraftudfoldende og kraftregulerende virksomhed til sammen udgørende det fysiske legeme, mens "instinktlegemet", "intelligenslegemet", "intuitionslegemet" og "hukommelseslegemet" som "underfysiske" bidrager til det levende væsen med åndelige funktioner. Alle disse legemer er opbygget af stof eller materie, hvorved det her ses, at Martinus både opererer med fysisk og åndelig stof eller materie. Da al materie er forgængeligt, idet den som alt andet skabt undergår en stadig omskabelse, bliver det en kendsgerning, at der sker en nedslidning af disse 6 legemer. Medens de 4 underfysiske eller åndelige legemer direkte bliver til på tankens bud og derfor er lette for individet at regenerere, stiller sagen sig langt sværere for de 2 "tunge" fysiske legemers vedkommende: Det fysiske legemes skabelse er afhængigt af forældreprincippets virksomhed, og da det fysiske legeme lejlighedsvis helt nedslides og "dør", bliver reinkarnationsprincippets virksomhed, som en form for regeneration, også en nødvendighed. Ifølge Martinus er de væsener, der befinder sig i tilværelsesplaner, hvor tyngde- og følelsesenergien er meget fremherskende, pga. deres i længden utilstrækkelige regenerative evner, underkastet en reinkarnationscyklus, hvor deres fysiske legeme fra tid til anden udskiftes med fysiske forældres medvirken.

Som jeg tidligere var inde på, så udvikler de evige levende væsener sig gradvist gennem årmillioner gennem (I) planteriget, (II) dyreriget, (III) menneskeriget, (IV) visdomsriget, (V) den guddommelige verden og (VI) salighedsriget ved i ca. de 3 første tilværelsesplaner konstant at reinkarnere i nye organismer. Reinkarnationsprocessen nødvendiggøres af benyttelsen af et fysisk legeme og er derfor ikke nødvendig i den rent åndelige tilværelse i de 3 sidste tilværelsesplaner. I salighedsriget begynder den første spæde kontakt med den fysiske virkelighed igen i form af skabelsen af mineralsk materie, og reinkarnationen begynder så småt igen. Når man har udviklet sig igennem salighedsriget (VI), så begynder man forfra i planteriget (I), men på et højere niveau. Som følge af denne tilbagevenden på et højere niveau, taler Martinus om "spiralkredsløb". Et kredsløb starter med planteriget og afsluttes med salighedsriget (mineralriget), og herefter kan et nyt kredsløb begynde.

Hvad vi end måtte tro om os selv, så tilhører vi ifølge Martinus endnu dyreriget, fordi tyngdeenergien, der jo bl.a. afstedkommer had, aggression, vold etc., endnu i stor grad behersker os! Først når vi har efterfulgt Jesu eksempel og er blevet 100% næstekærlige, hvilket afstedkommer den i indledningen nævnte kosmiske bevidsthed, kan vi begynde en tilværelse i det rigtige menneskerige. Martinus' hele værk har primært til formål vha. analyser at få os til at forstå med vores intellekt (og ikke vores trosevne), at den eneste sande vej til det rigtige menneskerige (himmeriges rige), som bliver et fremtidigt tilværelsesplan på Jorden, er at indse nødvendigheden af udøvelsen af næstekærlighed.



 

Figur 12: Et udsnit af spiralkredsløbet.

Når vi mennesker har gennemløbet et helt spiralkredsløb bestående af 6 tilværelsesplaner, er vi tilbage i dyre/menneskeriget igen, men på et "højere niveau": Vi er da blevet til en klode, ligesom et organ efter gennemløbet af et helt kredsløb gradvist har udviklet sig til et menneske.

Figur 12 viser en hierarkisk ordning af 21 spiralkredsløb, som jo altså hver især betegner et gennemløb af 6 tilværelsesplaner. Disse spiralkredsløb er inddelt i grupper på 7, kaldet "spiralafsnit". Spiralafsnittene, som jeg her har afbildet 3 af, må tænkes at fortsætte i det uendelige både op og ned. Spiralafsnit 0 udgøres af det univers vi har kendskab til. De livsformer, som vi ud over os selv almindeligvis som de eneste opfatter som liv, nemlig planter og dyr, befinder sig på figuren på jordmenneskets niveau. Det kosmisk bevidste menneske opfatter hele verdensaltet som levende, idet det eneste, der eksisterer er levende væsener. Over vort kendte univers befinder sig et til (nr. 1), som er opbygget af vores univers og andre parallelle universer som byggestene. Og tilsvarende indeholder vi også uendeligt mange universer indeni hinanden nedefter.

Martinus siger, at vores bevidsthedsliv direkte virker ind på og består af det underliggende spiralafsnits atomer (70), mens det overliggende spiralafsnits mennesker, der er opbygget af atomer, som igen udgøres af vort univers sammen med andre tilsvarende universer, virker ind på det af os kendte atomare niveau (71). Før redegjorde jeg for, at de åndelige materier var af en så fin karakter, at de direkte lystrede Jeg'ets ønsker, og at de var helt utilgængelige for fysisk sansning. På figuren ses, at den åndelige materie, som vore tanker består af, er så "finkornet", at den ligger et helt univers under dét atomare niveau, som vi har kendskab til. Disse utrolige størrelsesforhold er en logisk følge af livsenhedsprincippets uendelige virksomhed.

Martinus har altså et ganske andet syn på "den tænkende substans" end Descartes: tanker har udstrækning og består af entiteter af en finere natur end den fysiske verdens. Med et teosofisk udtryk kunne man sige, at tanker består af materie på et "højere vibrationsniveau".

Det er pga. perspektivprincippet, at vi kun oplever i ét tilværelsesplan ad gangen, idet vi primært kun oplever et tilværelsesplans mest fremherskende energi, mens de energier, som har den mindste indvirkning på vore sanser, fortoner sig i det fjerne.

Spiralkredsløbet fortsætter i det uendelige, og derfor er begreberne "mikro-", "mellem-" og "makrokosmos" indbyrdes relative. (Mellemkosmos betegner dagligdagens umiddelbart givne virkelighed.) Hvad et levende væsen opfatter som mikro- og makrokosmos afhænger således af dets mellemkosmiske ståsted eller perspektiv.

Jeg vil afslutte denne grundlæggende gennemgang af Martinus' kosmologi med en gennemgang af bevægelsesaspekterne, da disse berører de efterfølgende analyse-emner:

Moderenergien danner som nævnt de 6 grundenergier, som igen danner den åndelige og fysiske verden. Dette "energibillede" af det levende væsens (og dermed verdensaltets) opbygning er ikke det eneste mulige, idet man også berettiget kan tale om et bevægelsesaspekt: X2 fremtræder mao. både med et energi- og et bevægelsesaspekt, og den resulterende skabelse af X3 kan også analyseres ud fra bevægelsesaspektet. Energi og bevægelse hænger intimt sammen, da bevægelse er energiens eksistensmåde; enhver energiomsætning består i omdannelse af bevægelsesformer. Principielt skulle man synes, at energi, defineret som evnen til at udføre arbejde, måtte tilhøre skabeevnen X2, mens bevægelsen som resultat af denne skabelse måtte tilhøre X3, og at der derfor var tale om vidt forskellige fænomener. Men, som Per Bruus-Jensen skriver, er det relevant at tale om både et energi- og et bevægelsesaspekt for det skabtes vedkommende pga. den tætte sammenknytning mellem bevægelse og energi:

Idet bevægelse altid repræsenterer energi, og det skabte gennemført er et spørgsmål om bevægelse, er det også relevant at tale om det skabte som et spørgsmål om energi til trods for, at energibegrebet i sig selv henfører til virkeevnens princip (»X2«).[99]

Jeg har derfor i figur 13 omtegnet figur 9 så begge aspekter træder frem. Af tegnetekniske grunde er væsenets trekantsymbolik ikke opretholdt, men der er stadig tale om et levende væsen. Det ses, at en del af skabeevnen består af moderenergien, som jo som bekendt delvis differentieres i de 6 grundenergier. Til højre ses, at samme skabeevne også indeholder det såkaldte bevægelsesprincip, som resulterer i skabelsen af 5 universelle bevægelsesarter benævnt "stam-bevægelse", "rum", "tid", "forvandling" og "materie". Bevægelsesprincippet omtalte jeg indledningsvist som et evigt X2-princip, der i samarbejde med perspektivprincippet er ansvarlig for frembringelsen af bevægelse. Da "grundprincippet i al skabelse er manifestation af bevægelse"[100] fordrer skabelsen af rum, tid, forvandling og materie tilstedeværelsen af en primær bevægelsesart, som de er afledt af; "stambevægelsen". En bevægelse er en funktion og dermed en egenskab ved "noget": stambevægelsesfunktionen består principielt i, at det "noget", ved hvilket det er en funktion, relativt ændrer position i forhold til "noget andet". At rum, tid, forvandling og materie alle er aflæggerbevægelser til stambevægelsen skal forstås sådan, at disse 4 bevægelsesarter alle kan "konstrueres" af stambevægelsens positionsforandringer. Stambevægelsens funktionelle positionsændringer må forstås generelt og hinsides tid og rum etc., og har derfor ingen lighed med de positionsændringer, vi kender fra materielle genstande.



 

Figur 13: Sammenhængen mellem energi- og bevægelsesaspektet, samt grundenergierne og de universelle bevægelsesarter.

Men når stambevægelsen er en forudsætning for rum, tid, forvandling og materie, hvad er der da tilbage, som den kan være en funktion ved? Svaret er, at der dybest set kun eksisterer X1 at bevæge, men da X1 jo er absolut ubevægelig, bliver det en kendsgerning, at stambevægelsen, og dermed rum, tid, forvandling og materie, kun kan komme i stand som bevægelsesprincippets illusoriske manifestation.[101]

På figur 13 er Stambevægelsen dobbelt indrammet og dette skyldes dens både objektive og subjektive status, der hæver den over de 4 øvrige enkeltindrammede bevægelsesarter med blot subjektiv status. I den 2. analyse skal jeg vende tilbage til begreberne "subjektiv" og "objektiv" og blot nu nævne, at distinktionen her skal hentyde til subjektets hhv. indadrettede og udadrettede virksomhed. Det objektive hidrører fra en uoplevet manifestationsmæssig indsats fra subjektet, mens det subjektive hidrører fra en sanse- eller oplevelsesmæssig indsats.

Situationen er altså den, at Jeg'et med sin udadrettede aktivitet (om)skaber stambevægelser, som med sin indadrettede aktivitet sanses som hhv. positionsændringer, rum, tid, forvandling og materie. Oplevelsen af tid, rum, forvandling og materie er noget Jeg'et indirekte selv skaber som en feedback på den direkte manifestation i stambevægelserne. Mere om dette senere.

Noter:

[20] "Atomistisk" hentyder som nævnt ikke til verdens partikel-karakter. Ordet "atomistisk" benyttes for at understrege processerne enheds-agtige karakter. Virkelighedens atomistiske karakter udspringer af dens væren som identisk med proces-enheder.

[21] Whitehead: Process and Reality, s. 18 [27f].

[22] Oversættelsen af "Occasion" til "hændelse", må endelig ikke forveksles med "begivenhed" (event). Hvis oversættelser af Whiteheads terminologi forekommer mærkelige eller uvante, kan jeg hertil bemærke, at alle oversættelser er foretaget efter særdeles moden overvejelse.

[23] Whitehead: Process and Reality, s. 75 [116].

[24] Af rent praktiske grunde er jeg tvunget til i det følgende at skrive som om de aktuelle entiteter følger efter hinanden i tid, selvom dette ikke er tilfældet. Når dette sker, sætter jeg apostroffer om tidsbegrebet. Begrundelsen følger nedenfor og i analyseafsnittet om tid og rum.

[25] Hartshorne: Whitehead's Philosophy, s. 4.

[26] Leclerc: Whitehead's Metaphysics, s. 95.

[27] Leclerc: Whitehead's Metaphysics, s. 97.

[28] Whitehead: Process and Reality, s. 43 [68].

[29] Whitehead: Process and Reality, s. 65 [101f].

[30] Whitehead: Process and Reality, s. 227 [347].

[31] Til oversættelsen af "feel/feeling" til "føle/følelse" må både associeres betydningerne "(fysisk) berøring" og "emotion". Jeg skal senere forklare forskellen på en tilknytning og en følelse.

[32] Whitehead: Process and Reality, s. 22 [32].

[33] Whitehead: Process and Reality, s. 40 [65]. "Satisfaction" oversætter jeg med "fuldendelse".

[34] Whitehead: Process and Reality, s. 22 [33]. "Concrescence" refererer, som jeg senere skal vende tilbage til, til aktualiteternes tilblivelses- eller "sammenvoksnings"-proces.

[35] Whitehead: Process and Reality, s. 23 [35]. Dette er den 11. "Category of Explanation". Mine understregninger.

[36] Leclerc: Whitehead's Metaphysics, s. 156.

[37] Whitehead: Process and Reality, s. 24 [35].

[38] Whitehead: Process and Reality, s. 237 [362].

[39] Sherburne: A Key to Whitehead's Process and Reality, s. 10.

[40] Sherburne: A Key to Whitehead's Process and Reality, s. 39.

[41] Whitehead: Process and Reality, s. 152 [230]. Mine understregninger.

[42] Figuren stammer fra Sherburne: A Key to Whitehead's Process and Reality, s. 40.

[43] Whitehead: Process and Reality, s. 24 [36 og 37].

[44] Whitehead: Process and Reality, s. 236 [362].

[45] Whitehead: Process and Reality, s. 245 [375].

[46] Sherburne: A Key to Whitehead's Process and Reality, s. 55.

[47] Whitehead: Process and Reality, s. 277 [423].

[48] Whitehead: Process and Reality, s. 261 [398f].

[49] Whitehead: Process and Reality, s. 258 [394f].

[50] Whitehead: Process and Reality, s. 266 [407].

[51] Whitehead: Process and Reality, s. 239 [366].

[52] Whitehead: Process and Reality, s. 44 [71].

[53] Whitehead: Process and Reality, s. 211f [322].

[54] Whitehead: Process and Reality, s. 220 [336].

[55] Hooper: Whitehead's Philosophy: Actual Entities, s. 292.

[56] Whitehead: Process and Reality, s. 84 [129].

[57] Hooper: Whitehead's Philosophy: Actual Entities, s. 299.

[58] Whitehead: Process and Reality, s. 24 [35].

[59] Whitehead: Process and Reality, s. 34 [50f].

[60] Sherburne: A Key to Whitehead's Process and Reality, s. 231.

[61] Whitehead: Process and Reality, s. 89 [137].

[62] Whitehead: Process and Reality, s. 98 [150].

[63] Sherburne: A Key to Whitehead's Process and Reality, s. 83.

[64] Whitehead: Process and Reality, s. 80 [124].

[65] Leclerc: Whitehead's Metaphysics, s. 84.

[66] Bruus-Jensen: »X«, bd. 1, s. 28.

[67] Martinus: Det evige verdensbillede, s. 35.

[68] Bruus-Jensen: »X«, bd. 1, s. 370.

[69] Martinus: Det evige verdensbillede, s. 96. Min understregning: Der må her klart skelnes mellem faktiske linier i universet og så de abstraktioner (uden hold i virkeligheden) som matematikken opererer med.

[70] Martinus: Livets Bog, II stk. 484.

[71] Martinus: Livets Bog, III stk. 769.

[72] Martinus: Livets Bog, III stk. 767.

[73] Martinus: Livets Bog, III stk. 785.

[74] Martinus: Livets Bog, III stk. 1001.

[75] Martinus: Livets Bog, III stk. 990. Se også stk. 697.

[76] Bruus-Jensen: »X«, bd. 1, s. 48. Kantet parentes indsat af mig.

[77] Martinus: Livets Bog, II stk. 319.

[78] Martinus: Livets Bog, III stk. 786.

[79] Martinus: Livets Bog, II stk. 441.

[80] Overalt i Martinus' kosmologi, betyder "illusorisk" og "illusion", at noget er noget andet, end det giver sig ud for at være.

[81] Martinus: Livets Bog III stk. 670.

[82] Martinus: Livets Bog, IV stk. 1077.

[83] I det følgende er der altid tale om "sansning fra neden" når jeg blot skriver "sansning".

[84] Martinus: Livets Bog, II stk. 312.

[85] Jvf. evt. Russells 4. karakteristika s. 6 ovenfor.

[86] Martinus: Livets Bog, IV stk. 1094.

[87] Martinus: Livets Bog, IV stk. 1061.

[88] Martinus: Livets Bog, II stk. 540. Det Martinus her kalder "Noget Nr. 1" er identisk med "X1".

[89] Bruus-Jensen: »X«, bd. 1, s. 143.

[90] Martinus: Livets Bog, VI stk. 1981.

[91] Figuren er en simplificeret gengivelse af Martinus' eget symbol "Det levende væsen -I" i Det evige verdensbillede, I side 27-31.

[92] Bruus-Jensen: »X«, bd. 1, s. 203.

[93] Martinus: Livets Bog, II stk. 350.

[94] Martinus: Livets Bog, II stk. 352.

[95] Hukommelsesenergien kaldes undertiden også for "salighedsenergien". Se f.eks. Livets Bog, I stk. 175.

[96] Jvf. Martinus: Livets Bog, II stk. 331.

[97] Martinus: Livets Bog, III stk. 945.

[98] Martinus: Livets Bog, III stk. 946.

[99] Bruus-Jensen: »X«, bd. 1 s. 158.

[100] Bruus-Jensen: »X«, bd. 1, s. 101.

[101] Dette svar, som ikke findes i Livets Bog stk. 2305-2309, hvor disse bevægelsesarter omtales, gives af Bruus-Jensen i: »X«, bd. 1, s. 104f og s. 121.
    I »X« bd. 3, s. 338 giver Bruus-Jensen et andet svar: "alligevel må materien siges at bære den første bevægelsesart, fordi den på den ene side ikke umiddelbart opleves som bevægelse, men derimod udtrykkelig som materie, samtidig med at oplevelsen af den første bevægelsesart i virkeligheden er et spørgsmål om oplevelse af materie, der ændrer position – altså dybest set er en oplevelse af kollektive bevægelse, der ændrer position en bloc." Rækkefølgen af de fem universelle bevægelsesarter er altså ikke entydig, hvilket jo er en naturlig følge af, at de aldrig har været uskabte, men permanent undergår evig omskabelse. Bevægelsesarterne forudsætter indbyrdes hinanden, hvilket naturligvis ikke rokker ved deres illusionistiske karakter: Selvom stambevægelsen foregår i materien, så udspringer materien og de øvrige bevægelsesarter jo alle af den ubevægelige X1.

 

 
Senest opdateret: 21-04-2016 1:34