Dansk  |  English
Firmalogo

Bateson og kosmologien

Om Parallellerne mellem Gregory Batesons
erkendelsesteori og Martinus' kosmologi

Artiklen har været bragt i Kosmologisk Information nr. 3/1992 s. 11-14.

Batesons mål
Batesons erkendelsesteori
Altings sammenhæng
Panteisme
Fornuftsopgør
Økologi og næstekærlighed
Afsluttende bemærkning
Litteratur

Man møder af og til i Kosmologisk Information og til Martinus-foredrag paralleliseringer mellem Martinus' kosmologi og tanker hos andre mystikere, videnskabsmænd, filosoffer, åndsforskere osv. Det er for så vidt udmærket at drage sådanne paralleller for at vise, at Martinus' kosmologi eller dele heraf kan bekræftes af andre eller at andre har været inde på nogle af de samme tankegange. Således omtaler og fortolker Frede Schandorff i Kosmologisk Information nr. 2/91 Gregory Batesons bog Hvor engle ej tør træde og drager paralleller til Martinus' kosmologi mht. til X1 og X2. I det hele taget indicerer en omtale af Batesons bog i et Martinus-tidsskrift et forsøg på parallelisering, eller at forfatteren finder Batesons tanker interessante for kosmologi-interesserede.

Når man paralleliserer må man altid passe på ikke at komme til at tage dele af teorierne ud af deres sammenhæng for derefter at udlede hvad som helst af dem. Jeg skal derfor i denne artikel argumentere for ligheden mellem Batesons tænkning og Martinus' kosmologi samtidig med at jeg kraftigt påpeger denne paralleliserings begrænsninger. Det kunne nemlig forekomme lidt søgt at drage paralleller mellem en mystiker som Martinus og en videnskabsmand som Bateson, når Bateson udtrykkeligt gør opmærksom på, at han ikke ønsker at gå mystikkens ærinde.

Bateson søger som naturvidenskabsmand i Hvor engle ej tør træde at nærme sig det hellige, og denne tilnærmelse forstås lettest, hvis man i forvejen kender Batesons livslange søgen efter noget, han ikke helt selv vidste hvad var: Batesons hovedværk er artikelsamlingen Steps to an Ecology of Mind og de efterfølgende værker Ånd og natur og Hvor engle ej tør træde forstås først, hvis man kender lidt til førstnævnte. Denne artikel skal derfor ses som (1) et forsøg på en redegørelse for Batesons erkendelsesteori før og i Hvor engle ej tør træde, (2) en parallelisering til Martinus' kosmologi og (3) en diskussion af denne paralleliserings rimelighed. Først vil jeg kort præsentere Batesons grundteori og derefter se på parallellerne.

Batesons mål

Gregory Bateson (1904-1980) var uddannet antropolog og har endvidere ydet værdifulde bidrag til videnskaben indenfor evolutionsteori, psykologi (double-bind teorien), systemteori, kybernetik og meget andet. Inspireret af systemteorien ville han skabe en ny videnskab (a science of mind and order) på tværs af videnskabsgrene som biologi, psykologi og antropologi mm. Denne videnskab skulle udforske de mentale og strukturelle sider af verden, og til dette formål søgte han en erkendelsesteori, som kunne erstatte den Newtonske erkendelsesteori, som han fandt utilstrækkelig.

Erkendelsesteori er traditionelt navnet på filosofiske undersøgelser af den menneskelige erkendelse; erkendelsens betingelser, muligheder, natur og grænser. Batesons opfattelse af erkendelsesteori afviger lidt fra dette traditionelle syn, idet han identificerer erkendelsesteori med opfattelsesmåde, tænkemåde eller verdensbillede. For filosofien er erkendelsesteori traditionelt et rent rationelt eller fornuftsmæssigt anliggende, men Batesons form for erkendelsesteori angår tillige vores mere eller mindre utilgængelige og ubevidste lag i bevidstheden.

Jeg finder Batesons erkendelsesteori yderst interessant for Martinus-interesserede, fordi den har nogle af de samme konsekvenser som mystikken eller kosmologien, selvom den bygger på et rent materialistisk grundlag. Da vor tid klart er domineret af materialisme fremfor mysticisme, må sådanne bemærkelsesværdige resultater naturligvis fange kosmologi-interesseredes opmærksomhed, fordi disse tilsyneladende bekræfter nogle af kosmologiens antagelser, selvom udgangspunktet er et helt andet.

Det er Batesons grundtanke, at den erkendelsesteori, der i dag er fremherskende i den vestlige kultur, ikke nødvendigvis er den bedste eller mest rigtige. Han søger et alternativ til denne, fordi den har vist sig at føre til, eller i det mindste at hænge sammen med, en række uoverskuelige problemer i verden: Forurening, krig, overbefolkning, ubegrænset vækst-ideologi, hybris (menneskets overmod), sult, osv.

Det centrale begreb i Batesons erkendelsesteori er "mind", som det er lidt svært at oversætte til dansk i den specielle betydning han giver det. "Mind" hos Bateson kan betyde sind, tankegang, sjæl, ånd, tanker, psyke, forstand etc. Jeg har i det følgende valgt oversættelsen "det mentale" når dette lader sig gøre, og bibeholder ellers det engelske ord "mind".

Batesons erkendelsesteori

Martinus kan betragtes som dualist mht. sjæl og legeme, eller mht. hvilke substanser verden er opbygget af, fordi der eksisterer en ikke-materiel virkelighed (Guds primære verden) bagved den fysiske, og fordi et væsens X1, X2 og dele af X3 ligeledes har ikke-materiel status. Bateson er derimod materialist, dvs. at han kun anerkender den materielle virkelighed. Hermed er Bateson, i modsætning til Martinus, i fuld overensstemmelse med den materialistiske tidsånd, der præger vores kultur. Udgangspunktet for Batesons teori om det mentale er derfor ikke kritisabelt fra videnskabeligt hold, selvom Martinus-kendere nok vil være uenige i dette udgangspunkt.

Men får Batesons ene materielle substans som konsekvens, at tanker kun er elektromagnetiske fænomener i hjernen? Både ja og nej. Ja, fordi der som sagt kun eksisterer materiel substans (energi, partikler). Nej, fordi det mentale ikke restløst (uden rest) kan reduceres til materielle fænomener: Den mentale helhed kan ikke forstås eller forklares ud fra summen af dens materielle dele. Hermed er Bateson holist, fordi helheden er mere end summen af delene. Faktisk er Bateson, udover at være i opposition til dualismen, også i opposition til mekanicistisk materialisme: Han forfægter en form for irreduktiv materialisme gående ud på, at det mentale, på trods af at der kun eksisterer materiel substans, ikke kan reduceres til dette materielle niveau.

Det mentale er strukturer i det materielle. Lad os for at forstå dette drage en parallel til Aristoteles' (384-322 f.Kr.) former: Forestil dig en sandkasse kun indeholdende fugtigt sand. Sandet (og lidt vand) er alt hvad der eksisterer i sandkassen. Jeg former nu i sandet en figur - en borg. Borgens form er en struktur, som sandet har. Denne struktur kan ikke reduceres til, eller forklares udfra, antallet af sandskorn, der indgår. Form og antal er indbyrdes kvalitativt forskellige. Strukturen befinder sig på et kvalitativt andet niveau end de enkelte sandskorn. På tilsvarende måde befinder det mentale (mind) sig på et kvalitativt andet niveau end det materielle (atompartikler etc.).

For Bateson udgør de mentale strukturer (i materien) kybernetiske systemer. Et kybernetisk system er et levende eller maskinelt system, der er styrende, kontrollerende og kommunikerende. Omvendt er det ikke alle kybernetiske systemer, der er mentale. F.eks. er en computer trods dens evne til at styre, kontrollere og kommunikere ikke i stand til at tænke, som det mentale kan. Det er vigtigt klart at skelne mellem (1) det mentale system (mind) og (2) den/de materielle ting, som systemet er realiseret i, for systemet kan være af et langt videre omfang, end det materielle ydre antyder (Se senere). Et system er noget abstrakt, immaterielt og ikke-lokaliserbart.

Det mentale optræder/opstår i alle kybernetiske systemer, som er kendetegnet ved en tilstrækkelig kompleksitet og som indeholder en kommunikativ kredsløbsstruktur. Et kommunikativt kredsløb er et system, hvori der cirkulerer information.

Det mentale er ikke kun noget, som findes hos mennesker og dyr, men noget, der opstår når som helst og hvor som helst, der findes en passende kompliceret kommunikativ kredsløbsstruktur. Bateson nævner øko-systemer som f.eks. koral-rev og fyrreskove som eksempler på kommunikative systemer, der er komplekse nok til at udgøre "minds". Så på materialistisk grundlag står vi nu lige pludselig med en natur, der udviser mentale træk!

Altings sammenhæng

Martinus siger, at alt hvad der eksisterer i den materielle verden er udtryk for bevægelse og dermed for liv: Alt er levende væsner. Endvidere viser hans livsenhedsprincip, at disse levende væsner eksisterer inden i hinanden (med undtagelse af Gud). En konsekvens af denne tankegang er, at det enkelte levende væsen vanskeligt lader sig afgrænse fra andre i den udstrækning vi almindeligvis forestiller os det: F.eks. kan jeg ikke spise usundt uden det vil skade mikrovæsnerne i min krop - og faktisk også det makrovæsen, som jeg lever i, fordi jeg bliver en usund celle i dens organisme. Måske medfører denne tankegang ikke, at alle levende væsner påvirker alle andre, men grænserne for hvornår man gør noget som kun angår en selv er blevet forrykket.

Bateson når faktisk frem til noget af det samme, men på et ganske andet grundlag. Jeg forklarede før, at det mentale eller bevidstheden hos f.eks. mennesket udgør dets kommunikative side, eller med andre ord, de informationsstrukturer, der forekommer i dets hjerne etc. Faktisk mener Bateson ikke, at det mentale hos mennesket kan begrænses til hjernen, for denne kan jo ikke fungere uden resten af kroppen. Hvor man rent fysisk kan afgrænse enkeltindivider fra hinanden (min krop stopper ved huden, etc.), så lader dette sig ikke gøre for de mentale systemer: En blind mand, som føler sig frem med en blindestok, får information fra vejen, via stokken til sin hånd. Det kommunikative kredsløb strækker sig altså langt videre end til huden. Tilsvarende bliver min mentale kapacitet voldsomt forøget sammen med en computer, selvom computeren ikke i sig selv udgør en "mind": Tilsammen udgør computeren og jeg en større "mind" end jeg ville gøre alene. Min bevidstheds omfang afhænger altså af om jeg benytter computeren eller ej!

En konsekvens af Batesons erkendelsesteori er, at alting i den kommunikatoriske verden (Creatura) hænger sammen. For Martinus kan dette som nævnt også siges at være tilfældet. Faktisk bliver det i begge tilfælde vanskeligt i det hele taget at tale om individualitet.

Vi ser altså, at Bateson når frem til altings sammenhæng (på det kommunikatoriske plan), og dette er jo netop en af mystikkens fornemste resultater - vel at mærke fremkommet på et rent materialistisk grundlag. Naturligvis må man her ikke glemme, at Batesons sammenhæng i alting ligger på et helt andet plan end mystikkens, for hvor mystikeren betragter livet med "Guds bevidsthed", så betragter Bateson livet som videnskabsmand udfra en kybernetisk teori. Kybernetik og mystik er bestemt ikke det samme. Men tankevækkende er det, at både mystikken og kybernetikken når frem til noget af det samme.

Panteisme

Batesons filosofi er forenelig med en form for panteisme, der jo også er Martinus' og mange mystikeres opfattelse. Bateson skriver i "Steps...": Den individuelle "mind" er immanent men ikke kun i kroppen. Den er også immanent i budskabsvejene udenfor kroppen; og der er en større "mind" i hvilken den individuelle "mind" kun er et undersystem. Denne større "mind" er sammenlignelig med Gud og er måske hvad nogle mennesker mener med Gud, men den er stadig immanent i det totale sammenknyttede sociale system og den planetariske økologi. (s. 461). Bateson søgte mere og mere at komme til at forstå det hellige eller Gud som fænomen - og dette som sædvanligt udfra sin kybernetiske synsvinkel. Skal der blive plads til en Gud i Batesons erkendelsesteori, er det en panteistisk og ikke religionernes teistiske Gud det handler om. En panteisme, som vi f.eks. finder den hos Martinus, vil sige, at verden og Gud er identiske, dog sådan at Gud omfatter noget mere end verden. På dette sidste punkt hører paralleliteten mellem Martinus' og Batesons panteisme dog op, idet Bateson antager, at der ikke eksisterer noget udover den materielle verden. Så Batesons panteisme er en noget skrabet udgave, men alligevel må den siges at udgøre et betydningsfuldt skridt på vejen fra den mørke materialisme til f.eks. Martinus' kosmologi.

Konklusionen er derfor, at Batesons filosofi mht. Gud ikke er uforenelig med enhver form for mystik og konsekvenser og resultater heraf. Men her skulle jeg måske lige indskyde en bemærkning om det rimelige i at udlægge Batesons erkendelsesteori på denne måde: Bateson var naturvidenskabsmand og søgte hele sit liv at gøre op med overtro, mekanicisme, astrologi, mystik, spådomskunst, den jungianske synkronicitetsteori, reinkarnation, spiritisme, parapsykologiske fænomener osv. - og han ville dermed også have miskrediteret Martinus' kosmologi, hvis han havde haft kendskab dertil. Derfor er det lidt uærligt at kæde Batesons teorier sammen med Martinus', blot fordi man ser nogle paralleller. Man kan ikke bruge Batesons teorier til at bevise nogle af kosmologiens teorier, fordi udgangspunktet for Bateson er et helt andet (irreduktiv materialisme) og fordi Bateson langtfra selv ønskede at blive (mis)brugt på denne måde.

Fornuftsopgør

En tredie parallel ser jeg mht. anti-rationalisme eller opgør med fornuftens suverænitet (mål- og vægtfacitter). Martinus og de fleste mystikere opererer med en eller anden form for anti-rationalisme; det vil sige at de benytter sig af, og ønsker at gøre opmærksom på, en alternativ erkendemåde til den rent rationelle, som f.eks. intuition. Selv en rationalistisk mystiker som filosoffen Spinoza (1632-1677) opererer med scientia intuitiva (intuitiv viden). En sådan anti-rationalisme står normalt i skarp modstrid med videnskabsmænds m/k rationalisme (tiltro til fornuften som eneste saliggørende), men Bateson deler ikke denne antipati overfor det anti-rationalistiske:

Han mener, at den rationelle formålsrettede menneskelige tænkning er direkte livsfjendsk og destruktiv, fordi den kun ser ud fra en lille del af det totale mentale system, den udspringer af; den tager kun udgangspunkt i menneskets egne interesser. Med rationel formålsrettet tænkning forstår Bateson tænkning befriet for kunst, religion, drømme etc. Ren formålsrettet tænkning står i stor fare for at gribe ind i det økologiske system, som mennesket selv er en del af, og med teknologiens hjælp er dette blevet en alvorlig trussel for vort økosystem. Fornuftstænkning alene udvikler altid had og destruktion, for når man kun iagttager dele af helheden, så tager man også ofte smerteligt fejl. Anvendes DDT mod insekter ophobes giften i fødekæden, hvilket medfører døde fugle, hvilket medfører døde (vagt)hunde, hvilket igen medfører flere tyve, som kræver mere politi, som medfører kriminelles kraftigere bevæbning, osv. Måske et lidt overdrevent eksempel, men det er netop de fulde konsekvenser af denne art, som den rationelle fornuft overser pga. kortsynethed.

Parallelt hermed mener Martinus, at en videnskab, der kun bygger på mål- og vægt-facitter (læs: rationel tænkning) ikke i stand til at give et fuldstændigt billede af virkeligheden.

Økologi og næstekærlighed

I følge Bateson er en af vore store fejltagelser, at vi tror vi med formålsrettet tænkning kan planlægge os ud af vore økologiske vanskeligheder og se bort fra verdens system-karakter. Ethvert biologisk system, som f.eks. Jorden, er i stand til at lære og dermed forandre sig, netop i egenskab af dets mentale side. På en måde kan man derfor sige, at Bateson på linie med Martinus betragter Jorden som en levende organisme. Vort omgivende miljø udgør en stor biologisk organisme for os, som vi er en del af. Denne biologiske organisme er i stand til at træffe selvstændige beslutninger, som vi er nødt til at medtage i vores tænkning.

Efter min mening er økologisk tænkning udtryk for en begyndende næstekærlighed og afstandtagen fra egoistisk selvkærlighed, fordi man tænker ud over sig selv.

Afsluttende bemærkning

Med disse overvejelser om menneskets forkerte erkendelsesteori, altså en forkert forståelse af dets egen natur og relationer til miljøet, nærmer videnskabsmanden Bateson sig det hellige i Hvor engle ej tør træde.

Jeg vil afslutningsvis igen mane til forsigtighed med hensyn til paralleliseringers rimelighed: Bateson når på videnskabelig vis frem til resultater, som er interessante for kosmologi-interesserede, men disse beviser ikke kosmologiens sandhed.

Litteratur

Gregory Bateson: Steps to an Ecology of Mind, London 1972.

Gregory Bateson: Ånd og natur, Rosinante 1984.

Gregory Bateson og Mary Catherine Bateson: Hvor engle ej tør træde, 1990)

Som indføring i Batesons tankegang, se evt.: Bent Ølgaard: Kommunikation og økomentale systemer ifølge Gregory Bateson. ASK 1986.

 

 
Senest opdateret: 21-04-2016 1:34